Ekstrem kørsel til Marienfluss dalen

Kaokoland den 26. juli

Vi troede ikke det kunne blive mere vildt. Turen fra Etambura mod nord til den meget smukke Marienfluss dal startede ekstremt. Efter 30 minutters kørsel var vi lige på nippet til at vende om igen. Det tog 1 time at køre de første 10 kilometer. Flere steder ville det have været hurtigere at gå. Op og ned af stejle klipper og grussider, på tværs af vandløb og dale. Af og til var sporene i den ene side af vejen meget dybe. Her gjaldt det om at holde bilen på højkant, så den ikke væltede om på siden, og det gjaldt om hele tiden at holde hjulene på de højeste punkter. Til tider kørte man fra stenboulder til stenboulder. Tanken om at skifte dæk her var bestemt ikke behagelig. Det ville være en udfordring at finde et fladt sted. Vi har heldigvis stadig to ekstra dæk i behold. Det var også betryggende at have en guide med i bilen, som kender området. Undervejs samlede vi i øvrigt hans onkel op, som kom gående mutters alene på vejen. Han slap for yderligere 15 kilometers gåtur, men han må have fået sit livs gyngetur på taget af bilen.

Der er brug for både GPS og kort i det nordlige Kaokoland
Vejene er ekstreme!

Efter 2,5 timer var vi nået de 25 kilometer til ”Red Drum”. En, i Kaokoland, meget berømt rød olietromme, som markerer en T-vej nær Marienfluss dalen. Efter Red Drum var vejen væsentlig bedre de næste 20 kilometer ind i dalen af røde sandspor på sletten. Sandspor er vores favorit her på egnen, da bilen vugger behageligt fra side til side uden at ryste nær så meget, som den gør på klipperne. Vi ville meget gerne have nået helt op til Kunene floden ved Angolas grænse og set krokodiller og flodheste, men tanken om den hårde tur tilbage gjorde udslaget. Vi spiste frokost med udsigt over de røde sletter i dalen, og havde herefter en lang men god tur tilbage. Thea og Laust tager det helt fantastisk. De hygger og snakker hele tiden på bagsædet. Laust formåede oven i købet at læse, vist nok tiende bind af ”Skyggens lærling”, på hjemvejen uden at ænse bilens absurde vinkler. Endnu en spændende dag.

Ja, det er vejen!
Lavt gear, differentieltspær og 1. gear fra sten til sten

Pia har lige bagt majsbrød på bålet. Børnene slapper af, og i aften skal vi nyde den sidste solnedgang på toppen af bjerget i Etambura Camp. I morgen går turen de 200 kilometer til Opuwo, Himbaernes hovedstad. Vi skal have en af guidens lokale bekendte med i bilen (hun slipper for taget). Hun har været i landsbyen for at undervise kvinderne i syning og har ventet på kørelejlighed i mange dage – ”nej” er ingen option i dette område, hvor vi kun har mødt hjælpsomhed.

Pia bager majsbrød efter de forhåndenværende midlers princip!

”Hvordan mindes i jeres døde?” spurgte Himba-kvinden

 Himba-landsby nær Etambura 25 juli

"Hvordan mindes i jeres døde"?
Spurgte Himba kvinden

”Hvordan mindes i jeres døde” spurgte Himba-kvinden. Vi forklarede, at man ofte bærer sort i en periode, og at det ikke er ualmindeligt, at man arver noget særligt fra den døde, som man bærer på sig til minde. Ærgeligt at Pia af sikkerhedsgrunde havde efterladt farmors ring hjemme i Danmark. ”Det er lige som os”, svarede kvinden. Hun viste os sin tykke halskæde. Hver eneste af de mange ringe svarede til en nær person, som hun havde mistet, f.eks. senest sin søsters bror. Hun spurgte til vores navne. Vi fortalte at Thea betyder ”Guds gave”, Laust betyder ”bedste ven”, Pia betyder "den fromme moder" og Troels betyder "Thors pil". Himba-kvinden forklarede at deres navne også betød noget. Og så gennemgik hun sit eget, teenagedatterens og sønnens navn; det var alle meget voldsomme navne, som vidnede om død og ulykke, formentlig på basis af et barskt liv! Jeg er glad for at vi havde taget majsmel og sukkerbreve med som gave, sådan som vi havde fået anbefalet af vores guide fra Etambura. Men det forslog som en dråbe i havet. Jeg kunne dog se på de mange dyr, som de lukkede ud af kraalen, at det måtte være en rig familie, som vi besøgte. Her måles rigdom i antallet af kvæg. Himbakvinden viste os sin beklædning. Den imponerende krone på hovedet viste hendes status som gift kvinde. Bæltet på maven viste, at hun havde født. ”Det holder sammen på maven efter fødslen”, som hun forklarede. Skindet på ryggen er til at bære sit barn i bushen. Her kan Baby Sam godt gå hjem og lægge sig, Himbaerne kom først! Ja rent faktisk kom Himbaerne, som er en undergruppe af Herero-folket til disse ugæstfrie dele af Namibia i 1600-tallet. Der er ca. 16.000 i alt svarende til knap 1% af Namibias befolkning.



Bæresele til barnet, Himba model
Længe før Baby Sam!

Det var en meget stor oplevelse at besøge denne Himba-familie. De var mindst lige så nysgerrige som os. Også påfaldende så mange fællestræk der er mellem noget så umiddelbart fremmedartet som dem og os, når man kommer ned til substansen (selvom vi er ved at være nogenlunde lige så røde af solen). Sjovt at se, hvor mange fælles træk der var mellem Himba-kvindens teenagedatter og vores af samme slags! Man fornemmede klart noget mere universelt – en stor dag. Forskellen er ens…

Yngste søn

I morgen går turen til Marienfluss. Stik mod nord i 2 timer. Vi har inviteret vores guide med. Diesel niveauet er ved at være lavt og sporene vi kører af talrige og forgrenede – måske ikke helt dårligt med en gæst med lokalkendskab i bilen.

Teenagere er ens i hele verden!

En blanding af Paradisets Have og Månebase Alpha?

Etaambura Camp, Orupembe Conservatory 24-27. juli

Etambura Camp, udsigtsplatform
Staves egentligt Etaambura med to a´er

Etambura Camp overgår vores efterhånden ret gode og prøvede fantasi. Campen ligger næsten helt utilgængeligt i den fjerneste del af Kaokoland i det nordvestlige Namibia, som en slags Månebase Alpha (dog helt uden skum!) kombineret med Paradisets Have, på toppen af en af de højeste bakker i området. Det kræver en særdeles god bil og meget stærke nerver, at køre de sidste 1000 meter op af bjergsiden af den lille grusvej. Belønningen på toppen er 360 graders vid udsigt over de hellige Onjuva sletter, hvor Himba-folket lever fredeligt sammen med de vilde dyr. Himbaernes tradition forbyder dem jagt i dette område, da sletterne er beskyttet af forfædrenes ånder. I stedet lever de af deres husdyr i form af kvæg, geder og får. Etamburas hovedbygning ligger som det allerøverste punkt på bjerget og er lavet af lokale sten. Stenene er lejret i gabioner (rå metalnet) og understøtter taget, som er lavet af strå. Herudover er kun brugt træ og støbt gulve. Naturmaterialer præger alt, og Etambura smelter på forunderlig vis sammen med bjerget, blot for at gøre det kønnere. Møblementet er lavet af solidt træ og læder. Strømmen genereres af solceller og lejres på batterier til brug om aftenen og natten. Vandet hentes i en vandtank fra en nærliggende boring. Rundt om campen ligger der 5 spektakulære Kanvas telte med tilhørende privat udsigtsplatform, toilet og bad. Ligeledes smeltet sammen med bjerget. Her bor gæsterne totalt ugeneret med den mest utrolige udsigt til solopgang over bjerge og sletter om morgenen. Vi er aktuelt de eneste gæster på stedet, og vi har derfor alle ca. 250 m2 for os selv. Hertil kommer diverse terrasser og platforme omkring hovedbygningen. Dette sted må være en sikker top tre over de smukkeste steder, vi har boet i Afrika. Ubetinget fredfyldt!

Udsigt Etaambura, fra bålplads

Solopgang i teltet

Etambura ejes af Conservancy Safaris i fællesskab med Himbaerne i den nærliggende landsby. Der er to venlige og hjælpsomme personer fra den nærliggende landsby, som fungerer som staff og guider under opholdet. På forunderlig vis dækker bordene sig selv med hvide duge (!) før alle måltider, stearinlys og bål tændes, og opvasken forsvinder af sig selv som dug for solen efter måltiderne. Da vi vågnede her til morgen var bordet allerede dækket, og vandet kogte på bålet. Herudover var begge termokander naturligvis fyldt med kogende vand. Pia lavede æg og bacon på panden, mens vi drag guavajuice fra køleskabet i bilen. Alt blev indtaget med udsigt over Onjuva sletterne i det gryende sollys. Det er konceptet her på stedet. Man medbringer selv alt mad og drikke, men personalet hjælper til med alt det praktiske – og der gør de med usædvanlig stor venlighed og sans for detaljen!

Teltet!

Du kan se Etamburas hjemmeside på oversigten over turen (blog nr. 2).

Ps. Afkørslen til lejeren var meget svær at finde, ikke mindst da vi havde fået lidt ukorrekte GPS-koordinater. Vi kørte rund i området en times tid før det lykkedes at finde den rette nervepirrende vej op ad bjerget. Godt vi have GPS med “Tracks4Africa” og I-phone back-up “IGOAfrica”. Der var brug for begge. Vi kunne hermed hele tiden komme tilbage til det samme udgangspunkt og prøve igen ad en ny vej. Og nej - jeg får desværre ikke procenter…

Pss. Det bedste kort til området er InfoMap Kaokoland / Bushmanland 1:620.000. The Shell Map of Kaokoland kan også bruges, men har ikke lige så mange detaljer med men til gengæld en masse information om området på bagsiden.

Etambura Camp, Kaokoland 2012
Indgang

Etambura Camp, Kaokoland 2012
Toilet telt 3



Etambura Camp, Kaokoland 2012
Telt

Etambura Camp 2012
Forunderlige træer og buske på hele området!

Etambura Camp, Kaokoland 2012
Gange mellem teltene

Etambura Camp, Kaokoland 2012
Hovedbygning

Etambura Camp, Kaokoland 2012
Madlavning på bålet

Etambura Camp, Kaokoland 2012
Spiseplads med udsigt til solnedgang og bjerge

Etambura Camp, Kaokoland 2012
Udflugt til marmorbrud ca. 5 kilometer fra campen

Farlige lyde om natten

Og bekymrende dyrespor udenfor teltet næste dag

Purros Camp 24. juli om natten.

Vi vågnede begge kl. 2 om natten ved stille trin udenfor teltet. Det var bælgmørkt. Vi kunne høre et dyr trække vejret lige på den anden side af teltdugen få centimeter væk. Igen og igen trin, snusen og snasken. Udefinerlige dyrelyde. Børnene sov trygt på taget af Land Roveren. De havde tilsyneladende ikke hørt noget. Det lød ikke som en elefant, men måske en Karakal? Eller endog hyæne, sjakal, leopard eller gepard? Det er klogeste var nok at blive i teltet frem for at undersøge sagen nærmere her midt om natten. Efter ca. 30 minutter, hvor Pia og jeg lå musestille og fantaserede om forskellige scenarioer involverende store kattedyr og mennesker, forsvandt lydene igen. Til sidst faldt vi i søvn. Næste morgen var der mange spor udenfor teltet. 4 trædepuder og 5 klør. For små til leopard og gepard, som vi har set tidligere, men?

Farligt dyrespor?

Da jeg viste sporene til en af de ansatte i lejeren næste morgen fik vi svaret: Lejerens hund! Antiklimaks!! Som plaster på såret havde der dog passeret en ørkenelefant lige nord for campen. Heldigvis ikke igennem campen.

Flere farlige dyrespor?

Således oplyste kunne vi drage den lange vej af et spor i ørkenen mod nord til Orupempe og Etambura Camp:

På vejen passerer vi den første butik, som vi har set i flere dage, efter ca. 200-300 kilometers kørsel "Orupembe Shop 1". Helt igennem passende navn - der er ikke andre butikker!?

Orupembe Shop 1
Den eneste forretning i miles omkreds!

Vel for så vidt en eksklusiv placering? Og så åbner den når man kommer!
Orupembe Shop 1 (der er ingen nr. 2!)

Truende ørkenelefant og ekspedition i klippeslugt

Den ultimative køretur ned gennem Hoarusip flodlejet mod skeletkysten til Purros canyon

Den 23. juli.

Om eftermiddagen kørte vi ca. 15-20 kilometer ned gennem Hoarusip flodlejet mod Skeletkystens Nationalpark. Der er ca. 80 km. helt ud til vandet. Vi mødte absolut ingen andre biler. Vi kørte gennem flodlejet og krydsede floden adskillige gange. Desto længere vi kom mod vest, desto mere vand i floden! Her skulle man ikke tænke alt for meget over at bilens forsikring ikke dækker skader forårsaget af vand! Ikke desto mindre indeholdt kørekurset før afgang udmærkede og realistiske instrukser om hvordan man forholder sig, når man rent faktisk krydser vand. Den vigtigste regel er, at vandet aldrig må nå højere end til det øverste af hjulene, så når det elektronikken i bilen. Herudover skal man glemme alt om Paris - Dakar! Vand krydses i roligt men bestemt tempo.

Gigantisk ørkenelefant fatter interesse for os

Det primære formål med turen var at lede efter de sjældne ørkenelefanter. Der er ca. 40-60 i området. Allerede efter en halv times kørsel mødte vi en ørkenelefant, som gik inde i bevoksningen på den ene flodbred. Imponerende syn. Gigantisk stor med lange ben og kæmpe stødtænder. Ørkenelefanter har ry for at være mere aggressive end almindelige elefanter, og da vi langsomt nærmede os elefanten, fattede den lidt for stor interesse for os. Den begyndte at gå hen imod os tilsyneladende utilfreds med vores tilstedeværelse (for så vidt rimeligt nok, det er den, der er på hjemmebane). Vi fik travlt med at holde sikker afstand. Her var vi særligt glade for, at der ikke er problemer med tændingen på den nye Land Rover! Steven fortalte os på vej i sikkerhed, at en turist blev dræbt sidste år nær Purros Community Campsites reception, da en flok ørkenelefanter pludselig kom løbende og overraskede de gående turister. Det var måske ikke lige det allerbedste tidspunkt at dele den historie med os. Der blev holdt ekstra øje med buskene da vi fortsatte kørslen med gennem flodlejet. GPS´en poppede med jævne mellemrum op med beskeden ”Caution, dangerous desert adapted elephants and sudden flush flooding” Til sidste nåede vi det smalleste sted ”Purros Gorge”, hvor vi holdt pause før den lange vej retur. En helt igennem fantastisk dag – hele rejsen værd.

Purros Gorge

Mødet med Himba folket

Purros, den 23. juli

Udkigspunkt nær Himbalandsby

Steven hentede os kl. 10 om morgenen. Vi havde spist amerikanske pandekager, som Pia havde tilberedt på gasblusset. Hertil den vanlige Nescafé med langtidsholdbar mælk eller alternativt vores favorit Rooibos the. Turen gik til den nærliggende Himba landsby. Først kørte vi til et udkigspunkt på en bakketop midt i ørkenen. Land Roveren blev udfordret op af bakken, hvor vi kørte af et lille spor mellem stenene. Belønningen på toppen var en storslået udsigt 360 grader ude over Namib ørkenen. Vi kunne se Himba landsbyen i det fjerne, og Hoarusip floden strakte sig som et grønt bælte gennem ørkenen.

Himba landsbyen i det fjerne

Himba landsbyen er omgivet af et hegn af store stammer, den store boma, som beskytter kvæg og får (og de 25 indbyggere) mod vilde dyr om natten. Indenfor er den indre boma til gedekid og kalve. Himbaerne er smurt ind i rød okker blandet med olier. Det beskytter huden mod den skarpe sol og balsamerer kroppen, som aldrig bades. Vand er en sjælden ressource på disse kanter. De bor i meget små hytter lavet af komøg og sand. På gulvet er der et soveskind. Åbningen er helt lille, så man må krybe sammen for at komme ind i hytten. I landsbyen fik vi demonstreret, hvordan man knuser sten til okker og blander det med olie, og hvordan man laver parfume af urter. Ligeledes hvordan man brænder ”urter” som en form for røgelse for at forbedre duften på kroppen og i hytten! De fleste indbyggere var ude og drive kvæg og får, men der var nogle få tilbage, som vi turister kunne besøge. Man betaler entre, som går til fællesskabet, og efterfølgende kan man købe Himba-souvenirs. Det var nu helt fint. Himbaerne er et at de såkaldt oprindelige folkeslag i Namibia sammen med buskmændene, som vi skal besøge senere.

På besøg hos Himbaerne

Himbakvinde

Vejen til Purros – 100 kilometer på 4 timer

Kaokoland den 22. juli

 

 

Vejen fra Sesfontain til Purros er kun 100 kilometer lang, men det skulle vise sig, at den tager ca. 4 timer at køre. Det er en blanding af grove sten og sandrige sletter. Alt i bilen bliver i den grad gennemrystet på grund af vejens dårlige stand (severe corrugation). Især den første 3. del af vejen er storslem. Til tider skal man helt ned i første gear, når man passerer Hoarusip floden adskillige gange op og ned af flodbankerne. Til tider kører man i selve flodlejet. Der brændes diesel af i helt stor stil, 6-7 km/liter vil jeg gætte på, og der er 6 dage til næste tankstation! Vi er fuldt tanket med 110 liter diesel og en jerrycan med ekstra 20 liter. Vi har betalt CO2 afgift (så I lige glorien skinne). Hertil kommer ca. 60 liter væske til passagererne, hvoraf de 40 er i bilens indbyggede vandtank. Dette vand skal dog i princippet koges først. Vi bevæger os videre ind i hjertet af det 50.000 km2 store Kaokoland, der er et uspoleret bjergvildnis, som er hjem for semi-nomade folket ”Himbaerne”. Dem skal vi bl.a. besøge.

Kaokoland
På vej til Purros

Kaokoland afgrænses mod vest af Skeletkystens Nationalpark, mod nord af Kunene floden, som skiller Namibia fra Angola, mod syd af Damaraland og mod øst af bjerge og Etosha nationalparken. Der bor kun 1 person per 2 km2. Ud over Himba folket er regionen kendt for sine ørkenelefanter, som kendes på de særligt lange ben, og for de hvide næsehorn. Dyrene bevæger sig over enorme afstande for at finde vand, og de holder sig især til i flodlejerne, hvor der af og til er vand i den tørre periode.

Struds på vej til Purros

Da vi endelig når Purros, som består af nogle få blikskure, og vil jeg gætte på 200 indbyggere, følger vi instruktionen og kører mod øst langs det udtørrede flodleje 2 kilometer. Her når vi frem til en tilsyneladende fuldstændig forladt lejrplads. Alt er i forfald. Sådan lidt a la Bagdad Café, blot værre. Kort og koordinater kontrolleres igen og igen. Det burde være det rette sted! Det eneste der møder os er en enlig giraf, som kigger undrende på os helt uanfægtet af vores tilstedeværelse. Det der møder os svarer ikke til beskrivelsen af det spændende campsite, som vi havde læst om. Omvendt har vi alt vi behøver i bilen og kan for så vidt campere hvor som helst. Vi vælger dog at vende om og køre tilbage til Purros, hvor vi kører lidt rådvildt frem og tilbage af ”hovedvejen”. Til sidst stopper vi en lokal mand, som kommer gående hen mod hvad der ligner den lokale skole. Det var dagens bedste beslutning! Han hedder Steven.

Vi og giraffen
Eneste gæster på den forladte lejrplads

Steven viste sig at være en lokal guide af den mere ægte type sammenlignet med guiden i Ongongo. Han smed hvad han havde i hænderne og tilbød at vise vej til Purros Community Campsite, som vi havde ledt efter 1 times tid. Vi kørte nu 5 kilometer op ad flodlejet til en helt ny lejrplads. Det viste sig, at den gamle, hvor vi var kørt hen, var blevet forladt, da vandforsyningen svigtede. Man havde derfor besluttet at lave en ny. Da vi nåede receptionen var alt optaget, og dette var et af de få steder, som vi ikke havde booket på forhånd. I Namibia lader man heldigvis ikke turister i stikken. Først og fremmest da befolkningen af natur forekommer meget hjælpsomme, men også fordi det ville være en potentielt tabt indtægt. Vi blev i stedet vist til den nærliggende Purros Camp, hvor vi måtte slå lejr midt i lodgen og bruge faciliteterne der. Det var et meget fint bytte og en velsignet afslutning på en udfordrende dag.

Flodlejet ved lejrpladsen
Pas på ørkenelefanter!

Steven ønskede ingen betaling for at lede os frem til lejrpladsen, men han ville meget gerne være vores officielle guide dagen efter. Det skulle vise sig at være en fin ordning. Vi sov godt (men yderst koldt) den første nat i Purros. Vi hørte ingen uhyggelige lyde om natten.

Aftenstemning da vi endelig havde fundet lejr for natten
Tak til Steven

Khowarib Schlucht og Ongongo Hot Spring

 Den 21-22. juli

Telt på kanten af Khowarib Schlugt
Thea og Laust slapper af

Khowarib Lodge Campsite viste sig at være helt fantastisk. Da vi var tidligt fremme havde vi frit valg og kunne vælge det bedste site (nr. 6) direkte til floden hvilende på et plateau ca. 10 meter over vandet.Vi placerede teltet 2 meter fra kanten, hvor der var den mest fantastiske udsigt ud over Khowarib Schlucht. Blot skulle man være helt klar på retningen til toilettet om natten (drej til venstre, ikke højre!!). Børnene sov som altid trygt i teltet på toppen af Land Roveren i deres ”roof tent” kun få meter fra vores telt. Bilen var bremset efter alle kunstens regler og med sten under hjulene, bakgear og differentiel spær, da de ellers ville kunne få ”lidt af en telttur” ud over skrænten ned over vores telt. Om natten kan vi høre når de kalder. Det er en fast regel, at de ikke må stå alene op om natten. I den del af Kaokoland hvor vi er nu, er der bl.a. løver, geparder og leoparder. Læg hertil potentielt aggressive ørkenelefanter og hvide næsehorn. Dyrene undgår normalt mennesker, som de er bange for, formentlig på baggrund af dårlige erfaringer, men man bør undgå at forskrække dem om natten, hvor de jager. Jeg tror nu forskrækkelsen vil være helt på vores side! Når vi gik de 1000 meter mellem Lodgen og lejrpladsen i mørket sent på aftenen, så foregik det i tæt formation med mig forrest med en lommelygte afsøgende terrænet foran os, mens Pia gik bagerst med en lommelygte. Det var obligatorisk at tale højt sammen undervejs. Man skal dog huske på, at der hver eneste dag året rundt går mange mennesker omkring i mørket i Afrika. Det er så absolut de færreste der bliver spist af vilde dyr. Vi følger altid de råd vi får lokalt med hensyn til sikkerhed og spørger altid når vi kommer et nyt sted, hvad der er ”do and dont´s”.

Om eftermiddagen kørte vi 20 kilometer gennem bushen via et lille spor til Ongongo Hot Spring. Det viste sig at være en helt fantastisk smuk tur af en støvet jordvej gennem små beboelser i bushen. Ongongo er et malerisk og specielt sted, hvor en varm kilde løber ud over en klippekant og danner et vandfald med tilhørende pool nedenfor og grønne planter rundt om midt i det tørre landskab. En lille oase. Der er en lejrplads på stedet, men den er ikke nær så god som Khowarib Lodge Campsite, som varmt kan anbefales. På vej til stedet blev vi i øvrigt stoppet af en lokal ”guide”, som spurgte om han kunne få et lift til Ongongo. Vi sagde han kunne springe op på taget af Land Roveren. Han viste så vej – ikke at det var strengt nødvendigt – men fint at han kunne tjene en skilling på den måde. Vi var ikke i tvivl om det var det, som det handlede om, men vi har efterhånden fået et afslappet forhold til den form for afrikansk entreprenørship frem for at holde stejlt på sit. Så går det hele nemmere. Da han forlangte 50 rand for ulejligheden, rundede vi dog ned til 20 med den begrundelse, at han havde glemt at nævne ansættelsesforholdet ved turens start, og at vi ikke ville tage penge for liftet. Han virkede ganske tilfreds med de 20 rand.

Ongongo hot spring

De to brændesælgere!

På vej tilbage købte vi brænde af nogle små drenge, selv om vi i sidste ende endte med at spise på den skønne restaurant i lodgen frem for selv at lave mad på bålet. De næste 5 dage går turen til de allermest øde dele af Kaokoland (Purros og Orupempe), så der skal vi nok få dejlig bålmad. Vi nød den sidste aftenen i lodgens luksus og klarede gåturen tilbage gennem mørket. 

Sidste aften hvor maden bliver serveret
Imorgen går turen til Purros

Ny Land Rover- Juhuu! On the move again!!

Så blev bilen byttet! XIAO til den...

 

Palmwag Lodge den 21. juli

Sådan kan en frelsende engel se ud!
Den meget påskønnede mekaniker fra Windhoek

Så kom vores nye nære ven, kaptajn Hadock alias den pensionerede, men nu på grund af os, særdeles aktive mekaniker fra Windhoek. Han så efterhånden noget træt ud i betrækket. Ført havde han kørt de 450 km x 2 til Madisa Campsite, hvor han skiftede vores ventilatorrem. Netop som han var nået tilbage til Windhoek, fik han vores andet nødkald via Duane fra Safari Drive. Op på hesten igen! 800 km x 2 til Palmwag Lodge altovervejende af støvede små grusveje. Han havde sovet et par timer på bagsædet af Land Roveren sidst på natten det 2 døgn på farten, men ikke desto mindre beklagede han, at han ikke var nået frem før kl. 7 om morgenen (!). Han havde også overskud til at komme med gode råd angående den videre rute. Efter vores beskrivelse af startproblemerne var han ikke i tvivl om, at det var en bestemt del af starteren, som der var problemer med. ”Det bliver kun værre med tiden”, sagde han. Det eneste rigtige er at skifte bil. Alt udstyr blev derfor flyttet fra den ene Land Rover over i den anden. Det er en ganske betragtelig mængde udstyr, men det gik overraskende hurtigt.

Udstyret flyttes over til den nye bil

Den nye Land Rover virker meget lovende. Den er en nyere model end ”XIAO”, som vi nu har sagt endegyldigt farvel til. Den er bl.a. udstyret med ”traction control” og ABS bremser. Specielt det første har vi allerede haft stor glæde af. ”Traction control” lampen lyser ofte i instrumentpanelet, når vi kører der ud af. Ikke fordi vi på nogen måde kører overilet, tværtimod, men på grund af alt det løse sand og grus. Ofte sejler hele bilen af sted fra side til side i de dybe sandspor. Vi har også allerede haft stor gavn af det lave gear og differentiel spærret, som virker noget mere berettiget her end i vores bil i Danmark.

Da morgenmaden var indtaget i de luksuriøse omgivelser i Palmwag Lodge, satte vi kursen mod Khowarib Lodge Campsite, der kun lå ca. 70 kilometer mod nord takket være vores ufrivillige ophold i Palmwag. Fantastisk som naturen hele tiden ændrer sig på vej ind i hjertet af Kaokoland, nu på den øde og meget bakkede C43 vej. Vejen i sig selv var i overraskende god stand, men man skulle være meget forsigtig, når man passerede de udtørrede flodlejer. Hvis man har for meget fart på, går fjedrene (og nyrerne) helt i bund, når man rammer bunden af flodlejet på vej op af den modstående skråning. På bakketoppene kan vejen godt dreje skarpt og uventet umiddelbart efter toppen, der hvor man ikke kan se, og der er sparet på advarselsskiltene her i landet. Er der endelig et advarselsskilt, og det forekommer rent faktisk, så ved man den er helt gal!

Breaking News - alt vel, ny bil

Kører mod Purros imorgen

Alt vel, fået ny bil. Bor på fantastisk campsite. Tager mod Purros imorgen via Sesfontain- Nyt følger. Formentlig ingen internetforbindelse de næste 7 døgn (i det meget øde nordvestlige Kaokoland, godt vi fik ny bil!!!)

KH alle fire!

Strandet på vej mod Sesfontein, ikke sjovt længere

Bilen bryder sammen igen 40 kilometer før Palmwag Lodge i Damaraland på en øde vej

Morgenen startede med fornyet energi i en repareret bil. Vi stod tidligt op for at nå tidligt til Khowarib Lodge 30 kilometer syd for Sesfontein. I alt 240 kilometers kørsel. Vi stoppede i en lille flække 40 kilometer syd for Palmwag, hvor vi købte nye forsyninger af væske. Få minutter efter vi var kørt ud af landsbyen strejkede alt elektrisk i bilen. Igen ind til siden hvorefter bilen ikke kunne starte igen. Nu var det ikke sjovt længere, smilet var noget anstrengt! Ingen tænkte på at få taget et billede af situationen. Igen på satellittelefon til Duane i Windhoek, som var meget trist over situationen og virkede pinlig berørt. Vi var strandet 1-2 kilometer fra en noget belastet landsby på en øde vej.

Et noget øde sted at strande!

Nu var gode råd dyre. Jeg forsøgte at starte bilen igen uden held og inspicerede de 2 batterier, som bilen er udstyret med. Ikke så fristende at pille ved dem. Alle i bilen tog det forbavsende roligt. Absolut ingen panik. Vores position blev fastlagt på I-phonen med præcise GPS-koordinater takket være IGO Africa, som jeg havde downloaded for nogle måneder siden.(!) GPS´en i bilen var sat ud pga. strømsvigtet. Til sidst, efter ca. 20 minutter, lykkedes det pludselig at få bilen i gang igen. Samtidig ringede Duane tilbage på telefonen og informerede om, at en bil var på vej fra Palmwag Lodge, hvor der var booket et rum til os for natten. En ny Land Rover var ved at blive sendt af sted igen fra Windhoek de ca. 800 kilometer til Palmwag.

Land Rover brudt sammen igen - ingen tænkte på at tage et billede!
Her en af de andre i samme situation taget på vej mod Sesfontain

Her sidder vi så nu. I Palmwag Lodge som bogstavelig talt ligger som en oase i ørkenen. Vi lider ingen nød og synes allerede vi har haft mange spændende oplevelser. Både de frivillige og de mere ufrivillige. Børnene virker mere end tilfredse med at være strandet på en lodge med pool! Vi vil nu gerne have vores nye og forhåbentlig mere driftsikre Land Rover! Forhåbentlig ankommer den i løbet af natten, så vi er klar til afgang fra morgenstunden!!

2 minutter før bilen bryder sammen
Strandet på en øde vejstrækning!
Kort efter den eneste landsby i miles omkreds

 Bilen kom igang igen efter 20 minutter, ny bil på vej fra Windhoek (800 kilometer). 

Ikke alle er utilfredse
 med at være strandet i Palmwag!

Troels, nu fuldstændig bekendt med funktionen
af satellittelefonen!!

Madisa Campsite - mekaniker fra Windhoek

Elefant, giraffer og Land Rover

Madisa Campsite den 19. juli

Selve lejrpladsen var fantastisk. Vi boede på flodbredden, hvor ørkenelefanter kommer vandrende op gennem det udtørrede flodleje. Af og til vandrer elefanterne ind på lejrpladsen. Vi blev instrueret i at tale sammen i teltene, hvis der stod en elefant udenfor, så den kan høre vi er der. Næste morgen, den 19. juli, blev vi vækket af Johan efter en god nats søvn (trods elefantdrømme). ”Be ready in two minutes, elefants” råbte han på en insisterende måde. Man var helt klar over, at her var der ikke noget, der hedder det ”akademiske kvarter”. To minutter efter var Laust og jeg klar (Pia var i brusebad og Thea sov trygt). Vi sprang op på ladet af Johans pickup og ræsede efter en elefant, som vi fik kontakt med efter ca. 1-2 kilometers kørsel gennem flodlejet, imponerende syn.

Laust og Troels på elefantjagt på Johans pickup
Med 2 minutters varsel!

 

Resten af dagen var vi strandet på lejrpladsen, mens vi ventede på mekanikeren fra Windhoek. Flere telefonsamtaler med Duane for at presse på, at problemet blev løst. Vi ville være sikre på at bilen blev erstattet/repareret samme dag. Om eftermiddagen tog Johan os med på en fantastisk tur ud på sletterne, hvor vi så en flok på 11 giraffer og den mest fantastiske solnedgang over Namib ørkenen

Solnedgang over Namibørkenen
Nær Madisa Campsite, på tur med Johan

Solnedgang
På vej tilbage mod Madisa Campsite, himmelsk!!

Endelig ved 20 tiden ankom vores mekaniker, som var taget ud af en Tintin bog. En dreven hvid Namibianer med et skæg større end julemandens. Han talte energisk om forskellen på forskellige Land Rover motorer, alt den tid jeg holdt lommelygten i mørket. Diverse stumper blev skiftet, og vi blev forsikret om, at nu var bilen OK. Ingen grund til at vi fik erstatnings Roveren, som han var kommet i. Det skulle vise sig at være en stor fejl dagen efter!!

Mens vi venter på en mekaniker
 bliver bagagen organiseret!

Varetegn
Madisa Campsite 2012