Før afgang til Afrika - tanker om at rejse

I sin første rejsebog "Skyggebilleder" fra 1831 beskriver H. C. Andersen rejsen på følgende måde:

”O reise! Reise! Det er dog den lykkeligste Lod! Og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt Reiser i det hele Univers! Selv den fattigste Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, ”reise”, det er en fix Idee hos det hele Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi vil endogsaa lege ”At rejse” midt under vores og Tingenes store naturlig Reise".

H. C. Andersen, Skyggebilleder, 1831 (kilde)

Tur til Namibia, nær Bagatelle Guest Farm, 2009.
Bag næste hjørne?

Nu skal vi på rejse! To voksne på 43 og 45 år og to børn på 12 og 13 år. Pia, Troels, Laust og Thea. Og det er ganske vist, som H. C. Andersen skriver det, "den lykkeligste lod"! Vi er privilegerede, ikke mindst set i forhold til den befolkning vi endnu engang besøger. Fem ugers ekspedition i en specialudstyret Land Rover Discovery. I alt 4500 km. på egen hånd gennem svært tilgængelige egne af Namibia og Botswana for til sidst at krydse grænsen til Livingstone i Zambia. Fem uger fuld af nye ukendte hjørner hver eneste dag. Og hvor passende at slutte rejsen der hvor David Livingstone i 1855 så, hvad der betegnes som, verdens største vandfald!

Hvorfor lige Afrika?

"Lejrpladser sætter sig på en egen måde fast i erindringen, som om man havde levet der i lange tider, og man husker undertiden længe en enkelt kurve af sine vognspor i græsset på sletten, som om det var et tegn, der havde haft betydning i ens liv."

Karen Blixen, Den Afrikanske Farm, 1937 (kilde)

Troels & Pia. Lejr i Chimanimani bjergene, Zimbabwe 1997
Det smukkeste sted vi har slået lejr?

Pia og jeg glemmer aldrig vores lejrplads i Chimanimani bjergene i Zimbabwe i 1997. Det var vores 3 års bryllupsdag. Efter ankomst til "basecamp" i vores lille Mazda 323, forcerede vi bjergsiden op mod Chimanimani plateauet i ca. 2 km.´s højde i et kapløb med tiden. Det blev mørkere og mørkere, og landskabet fremstod mere og mere underligt og uhyggeligt, men på samme tid fortryllende smukt. Forestil dig  Salvador Dalì´s spejlbillede af træer og svaner. Af hensyn til kryb var det vigtigt at blive ved med at se, hvor vi satte hænder og fødder. Samtidig strejfede tanken om at fare vild os, hver gang vi spejdede efter den næste stenvarde, som skulle markere stien. Ikke et behageligt perspektiv. Til sidst nåede vi frem i bælragende mørke. Jeg satte teltet op, mens Pia lyste for mig med en lommelygte og samtidig holdt udkik efter "store kattedyr"! Vi havde absolut ingen ide om omgivelserne, her hvor vi var endt efter vores vandring i mørket, men det lykkedes at finde et nogenlunde plant, omend stenet, sted at sætte teltet op. Vi faldt hurtigt i dyb søvn efter strabadserne på bjerget, og end ikke dyrelydene kunne holde os vågne denne gang. Næste morgen kom forløsningen, da vi vågnede op til den mest fortryllende udsigt, vi nogensinde havde set. Måske bare derfor...

Eller fordi... Afrika drager. Naturen, befolkningen, lugtene, menneskemylderet og tomheden. Det er som om dette kontinent har alt og intet på samme tid.

Karen Blixen skriver i den Den Afrikanske Farm ;

"De [indfødte] var aldrig pålidelige, men de var på en storslået måde oprigtige".

Karen Blixen var ikke blåøjet, og vi er heller ikke naive. Vi har mødt upålidelige mennesker i Afrika, og vi er blevet snydt på tidligere rejser. Nogle gange handlede det nok mest om egen eller familiens overlevelse, og så kan man vel diskutere, om det var snyd? Langt de fleste gange har vi nu, tilsyneladende i modsætning til Karen Blixen, mødt såvel oprigtige som pålidelige mennesker. F.eks. i Ghana i 1989, hvor min gode ven Thomas og jeg strandede i en lille bjerglandsby nær grænsen til Togo. Der var igen steder at bo, men en fattig familie i en lille hytte insisterede på trods af vores protester på, at vi skulle overtage deres hjem for natten, mens de rykkede ind til nogle naboer. Deres bolig var formentlig den mest dyrebare ting, som de ejede. Jeg er desværre erkende, at jeg ikke altid (om nogensinde) er lige så gæstfri og imødekommende...

 

Hvorfor lige Namibia og Botswana?

Thea, 10 år gammel. Aus bjergene, Namibia, 2009
Solnedgang over Sperrgebiet - det forbudte diamantområde.

Der er mange gode grunde til at vi har valgt Namibia, som vi kender fra en tidligere rejse: 

• Højt niveau af sikkerhed når man rejser med børn med kun beskeden kriminalitet
• Fantastisk tur til samme land i 2009
• Storslåede øde vidder, bjerge og ørken
• Særdeles gode grusveje (dog ikke i Kaokoland, hvor vi bliver udfordret)
• Fornuftigt prisniveau sammenlignet med andre safari-destinationer
• Trygt og nemt at campere i naturen

Ulemper Namibia:

• Nogle vil nok (helt uforståeligt for os :-) opleve landet som ensartet ørken og bjerge
• Der mangler den "grønne savanne", som de fleste forbinder med Afrika, bortset fra regntiden
• Dyrene er spredt over store områder i tørkeperioden og kan derfor være svære at få øje på
• Det er koldt om natten (ned til frysepunktet). Vinter i Namibia - sommer i Danmark
• Elendige shopping muligheder pointerer vores teenage datter!

 

Årsager til at vælge Botswana:

• Okavango Deltaet - måske det smukkeste sted i Afrika?
• Angiveligt højt sikkerhedsniveau når man rejser med børn
• Mange vilde dyr "the big five"
• Mange meget forskelligartede nationalparker
• Det glæder vi os til at finde ud af...

 

Ulemper Botswana:

• Prisen
• Prisen
• Prisen
• Dårlige grusveje (hvis der da er veje)
• Det finder vi tids nok ud af...

Rejseblog: Det var da noget mærkeligt noget!

I år fik jeg som formentlig en af de sidste i Danmark en facebook side. Dråben var en oplevelse på et tropemedicinsk kursus i London, hvor vi var 70 deltagere fra hele verden. En af underviserne, en ældre herre, bekendtgjorde under sin forelæsning, at han havde lavet en facebookgruppe for deltagerne. Så kunne vi holde kontakten ved lige, når vi efterfølgende ville blive spredt i alle dele af verden. Han spurgte lidt henkastet ex. auditorium, om der skulle være nogle af deltagerne, der endnu ikke havde en facebook? Ganske rigtigt, en pensioneret indisk professor... og undertegnede! Det var naturligvis en særdeles ydmygende oplevelse (selv om jeg i det skjulte var lidt stolt over min standhaftighed :-) Derfor! Denne blog er et forsøg på, for en gangs skyld, at være lidt mere på forkant med udviklingen -, at være ung med de unge!  Nåå jaa, og så kunne det måske være en sjov måde at mindes rejsen på på et senere tidspunkt. Skulle der samtidig være en enkelt eller to i familien eller blandt vennerne, som syntes det er sjovt at være med på tur til Afrika - sådan lidt på sikker afstand -, så er det en ekstra bonus! Eller andre læsere af bloggen som planlægger eller drømmer om en tur til Afrika, så hjerteligt velkommen ombord alle sammen.

Ps. Internetforbindelsen er (heldigvis) dårlig i ørkenen, så der kan gå langt mellem opdateringerne. Vi samler til hobe.

Troels

Troels, Kulala Wilderness Camp nær Sossusvlei´s røde klitter, Namibia 2009.
Man må tage hvad man kan få - det er småt med vandforsyningerne i ørkenen!