Friday, 27 July 2012

Truende ørkenelefant og ekspedition i klippeslugt


Den ultimative køretur ned gennem Hoarusip flodlejet mod skeletkysten til Purros canyon

Den 23. juli.



Om eftermiddagen kørte vi ca. 15-20 kilometer ned gennem Hoarusip flodlejet mod Skeletkystens Nationalpark. Der er ca. 80 km. helt ud til vandet. Vi mødte absolut ingen andre biler. Vi kørte gennem flodlejet og krydsede floden adskillige gange. Desto længere vi kom mod vest, desto mere vand i floden! Her skulle man ikke tænke alt for meget over at bilens forsikring ikke dækker skader forårsaget af vand! Ikke desto mindre indeholdt kørekurset før afgang udmærkede og realistiske instrukser om hvordan man forholder sig, når man rent faktisk krydser vand. Den vigtigste regel er, at vandet aldrig må nå højere end til det øverste af hjulene, så når det elektronikken i bilen. Herudover skal man glemme alt om Paris - Dakar! Vand krydses i roligt men bestemt tempo.


Gigantisk ørkenelefant fatter interesse for os
Det primære formål med turen var at lede efter de sjældne ørkenelefanter. Der er ca. 40-60 i området. Allerede efter en halv times kørsel mødte vi en ørkenelefant, som gik inde i bevoksningen på den ene flodbred. Imponerende syn. Gigantisk stor med lange ben og kæmpe stødtænder. Ørkenelefanter har ry for at være mere aggressive end almindelige elefanter, og da vi langsomt nærmede os elefanten, fattede den lidt for stor interesse for os. Den begyndte at gå hen imod os tilsyneladende utilfreds med vores tilstedeværelse (for så vidt rimeligt nok, det er den, der er på hjemmebane). Vi fik travlt med at holde sikker afstand. Her var vi særligt glade for, at der ikke er problemer med tændingen på den nye Land Rover! Steven fortalte os på vej i sikkerhed, at en turist blev dræbt sidste år nær Purros Community Campsites reception, da en flok ørkenelefanter pludselig kom løbende og overraskede de gående turister. Det var måske ikke lige det allerbedste tidspunkt at dele den historie med os. Der blev holdt ekstra øje med buskene da vi fortsatte kørslen med gennem flodlejet. GPS´en poppede med jævne mellemrum op med beskeden ”Caution, dangerous desert adapted elephants and sudden flush flooding” Til sidste nåede vi det smalleste sted ”Purros Gorge”, hvor vi holdt pause før den lange vej retur. En helt igennem fantastisk dag – hele rejsen værd.

Purros Gorge

No comments:

Post a Comment

Thanks for your comment, I return as soon as we have internet again