Dæk eksploderer 200 meter fra 2 elefanter, lettere panik!

Etosha, 30. juli

Det går der ud af med 60 kilometer i timen, da der pludselig lyder en meget høj lyd og efterfølgende et brag bagfra bilens højre side. ”Hvad laver du Laust” udbryder både Pia og jeg, da Lausts vindue var åbent. ”Jeg laver ikke noget!” svarer han. Bilen begynder at hælde mod højre, og det står nu klart, at dækket er eksploderet. Jeg får trukket bilen ind i højre siden af vejen. Det viser sig, at der er en 6 cm. lang flænge i siden af dækket. Det er formentlig skåret op af en skarp sten. Der er nu lettere panik, da vi befinder os lige efter en kurve på vejen, usynlig for andre kørende før de kommer om hjørnet. Ydermere er vi i den mest dyrerige naturpark i Namibia.

Dækskifte i Etosha!
Laust holder udkik efter dyr

Advarselstrekanten findes hurtigt fundet frem, den husker jeg heldigvis hvor er; i lommen bag førersædet. Alle får besked på at holde udkik efter dyr, mens jeg placerer trekanten ca. 100 meter bag bilen.

 Nu skal dækket så skiftes. Donkraften bliver fundet frem under bagsædet, men ingen kan huske hvor boltnøglen er? Med sved på panden bliver efterhånden alt bagage tømt ud af bilen, mens der ledes. Til sidst kommer jeg i tanke om, at den vist nok ligger mellem forsæderne. Ganske rigtigt. Nu kan jeg begynde at skrue boltene af. En bil stopper op ”går det”? ”Det går fint nu”, svarer vi. ”Pas godt på de 2 elefanter!”. ”Hvilke elefanter”? svarer vi. ”De står 200 meter længere fremme”!

Dårligt placeret high lift jack
Men det var der ikke tid til at ændre på

Det er den form for information man ikke rigtig kan bruge til noget, når man er ved at skifte dæk. Det skal dog siges til deres forsvar, at de tilbød at blive på stedet. Det var ikke nødvendigt, da vi var tæt på at være færdige. Det er mindre stressende at være formel 1 mekaniker!

På den positive side:
Her er ikke berug for en balje vand

Ekstrem kørsel til Marienfluss dalen

Kaokoland den 26. juli

Vi troede ikke det kunne blive mere vildt. Turen fra Etambura mod nord til den meget smukke Marienfluss dal startede ekstremt. Efter 30 minutters kørsel var vi lige på nippet til at vende om igen. Det tog 1 time at køre de første 10 kilometer. Flere steder ville det have været hurtigere at gå. Op og ned af stejle klipper og grussider, på tværs af vandløb og dale. Af og til var sporene i den ene side af vejen meget dybe. Her gjaldt det om at holde bilen på højkant, så den ikke væltede om på siden, og det gjaldt om hele tiden at holde hjulene på de højeste punkter. Til tider kørte man fra stenboulder til stenboulder. Tanken om at skifte dæk her var bestemt ikke behagelig. Det ville være en udfordring at finde et fladt sted. Vi har heldigvis stadig to ekstra dæk i behold. Det var også betryggende at have en guide med i bilen, som kender området. Undervejs samlede vi i øvrigt hans onkel op, som kom gående mutters alene på vejen. Han slap for yderligere 15 kilometers gåtur, men han må have fået sit livs gyngetur på taget af bilen.

Der er brug for både GPS og kort i det nordlige Kaokoland
Vejene er ekstreme!

Efter 2,5 timer var vi nået de 25 kilometer til ”Red Drum”. En, i Kaokoland, meget berømt rød olietromme, som markerer en T-vej nær Marienfluss dalen. Efter Red Drum var vejen væsentlig bedre de næste 20 kilometer ind i dalen af røde sandspor på sletten. Sandspor er vores favorit her på egnen, da bilen vugger behageligt fra side til side uden at ryste nær så meget, som den gør på klipperne. Vi ville meget gerne have nået helt op til Kunene floden ved Angolas grænse og set krokodiller og flodheste, men tanken om den hårde tur tilbage gjorde udslaget. Vi spiste frokost med udsigt over de røde sletter i dalen, og havde herefter en lang men god tur tilbage. Thea og Laust tager det helt fantastisk. De hygger og snakker hele tiden på bagsædet. Laust formåede oven i købet at læse, vist nok tiende bind af ”Skyggens lærling”, på hjemvejen uden at ænse bilens absurde vinkler. Endnu en spændende dag.

Ja, det er vejen!
Lavt gear, differentieltspær og 1. gear fra sten til sten

Pia har lige bagt majsbrød på bålet. Børnene slapper af, og i aften skal vi nyde den sidste solnedgang på toppen af bjerget i Etambura Camp. I morgen går turen de 200 kilometer til Opuwo, Himbaernes hovedstad. Vi skal have en af guidens lokale bekendte med i bilen (hun slipper for taget). Hun har været i landsbyen for at undervise kvinderne i syning og har ventet på kørelejlighed i mange dage – ”nej” er ingen option i dette område, hvor vi kun har mødt hjælpsomhed.

Pia bager majsbrød efter de forhåndenværende midlers princip!