Danish family on adventures in Africa: Etambura Camp

Showing posts with label Etambura Camp. Show all posts

Saturday, 28 July 2012

Ekstrem kørsel til Marienfluss dalen

Kaokoland den 26. juli

Vi troede ikke det kunne blive mere vildt. Turen fra Etambura mod nord til den meget smukke Marienfluss dal startede ekstremt. Efter 30 minutters kørsel var vi lige på nippet til at vende om igen. Det tog 1 time at køre de første 10 kilometer. Flere steder ville det have været hurtigere at gå. Op og ned af stejle klipper og grussider, på tværs af vandløb og dale. Af og til var sporene i den ene side af vejen meget dybe. Her gjaldt det om at holde bilen på højkant, så den ikke væltede om på siden, og det gjaldt om hele tiden at holde hjulene på de højeste punkter. Til tider kørte man fra stenboulder til stenboulder. Tanken om at skifte dæk her var bestemt ikke behagelig. Det ville være en udfordring at finde et fladt sted. Vi har heldigvis stadig to ekstra dæk i behold. Det var også betryggende at have en guide med i bilen, som kender området. Undervejs samlede vi i øvrigt hans onkel op, som kom gående mutters alene på vejen. Han slap for yderligere 15 kilometers gåtur, men han må have fået sit livs gyngetur på taget af bilen.

Der er brug for både GPS og kort i det nordlige Kaokoland
Vejene er ekstreme!

Efter 2,5 timer var vi nået de 25 kilometer til ”Red Drum”. En, i Kaokoland, meget berømt rød olietromme, som markerer en T-vej nær Marienfluss dalen. Efter Red Drum var vejen væsentlig bedre de næste 20 kilometer ind i dalen af røde sandspor på sletten. Sandspor er vores favorit her på egnen, da bilen vugger behageligt fra side til side uden at ryste nær så meget, som den gør på klipperne. Vi ville meget gerne have nået helt op til Kunene floden ved Angolas grænse og set krokodiller og flodheste, men tanken om den hårde tur tilbage gjorde udslaget. Vi spiste frokost med udsigt over de røde sletter i dalen, og havde herefter en lang men god tur tilbage. Thea og Laust tager det helt fantastisk. De hygger og snakker hele tiden på bagsædet. Laust formåede oven i købet at læse, vist nok tiende bind af ”Skyggens lærling”, på hjemvejen uden at ænse bilens absurde vinkler. Endnu en spændende dag.

Ja, det er vejen!
Lavt gear, differentieltspær og 1. gear fra sten til sten

Pia har lige bagt majsbrød på bålet. Børnene slapper af, og i aften skal vi nyde den sidste solnedgang på toppen af bjerget i Etambura Camp. I morgen går turen de 200 kilometer til Opuwo, Himbaernes hovedstad. Vi skal have en af guidens lokale bekendte med i bilen (hun slipper for taget). Hun har været i landsbyen for at undervise kvinderne i syning og har ventet på kørelejlighed i mange dage – ”nej” er ingen option i dette område, hvor vi kun har mødt hjælpsomhed.

Pia bager majsbrød efter de forhåndenværende midlers princip!

”Hvordan mindes i jeres døde?” spurgte Himba-kvinden

Himba-landsby nær Etambura 25 juli

"Hvordan mindes i jeres døde"?
Spurgte Himba kvinden

”Hvordan mindes i jeres døde” spurgte Himba-kvinden. Vi forklarede, at man ofte bærer sort i en periode, og at det ikke er ualmindeligt, at man arver noget særligt fra den døde, som man bærer på sig til minde. Ærgeligt at Pia af sikkerhedsgrunde havde efterladt farmors ring hjemme i Danmark. ”Det er lige som os”, svarede kvinden. Hun viste os sin tykke halskæde. Hver eneste af de mange ringe svarede til en nær person, som hun havde mistet, f.eks. senest sin søsters bror. Hun spurgte til vores navne. Vi fortalte at Thea betyder ”Guds gave”, Laust betyder ”bedste ven”, Pia betyder "den fromme moder" og Troels betyder "Thors pil". Himba-kvinden forklarede at deres navne også betød noget. Og så gennemgik hun sit eget, teenagedatterens og sønnens navn; det var alle meget voldsomme navne, som vidnede om død og ulykke, formentlig på basis af et barskt liv! Jeg er glad for at vi havde taget majsmel og sukkerbreve med som gave, sådan som vi havde fået anbefalet af vores guide fra Etambura. Men det forslog som en dråbe i havet. Jeg kunne dog se på de mange dyr, som de lukkede ud af kraalen, at det måtte være en rig familie, som vi besøgte. Her måles rigdom i antallet af kvæg. Himbakvinden viste os sin beklædning. Den imponerende krone på hovedet viste hendes status som gift kvinde. Bæltet på maven viste, at hun havde født. ”Det holder sammen på maven efter fødslen”, som hun forklarede. Skindet på ryggen er til at bære sit barn i bushen. Her kan Baby Sam godt gå hjem og lægge sig, Himbaerne kom først! Ja rent faktisk kom Himbaerne, som er en undergruppe af Herero-folket til disse ugæstfrie dele af Namibia i 1600-tallet. Der er ca. 16.000 i alt svarende til knap 1% af Namibias befolkning.

Bæresele til barnet, Himba model
Længe før Baby Sam!

Det var en meget stor oplevelse at besøge denne Himba-familie. De var mindst lige så nysgerrige som os. Også påfaldende så mange fællestræk der er mellem noget så umiddelbart fremmedartet som dem og os, når man kommer ned til substansen (selvom vi er ved at være nogenlunde lige så røde af solen). Sjovt at se, hvor mange fælles træk der var mellem Himba-kvindens teenagedatter og vores af samme slags! Man fornemmede klart noget mere universelt – en stor dag. Forskellen er ens…

Yngste søn

I morgen går turen til Marienfluss. Stik mod nord i 2 timer. Vi har inviteret vores guide med. Diesel niveauet er ved at være lavt og sporene vi kører af talrige og forgrenede – måske ikke helt dårligt med en gæst med lokalkendskab i bilen.

Teenagere er ens i hele verden!

Friday, 27 July 2012

En blanding af Paradisets Have og Månebase Alpha?

Etaambura Camp, Orupembe Conservatory 24-27. juli

Etambura Camp, udsigtsplatform
Staves egentligt Etaambura med to a´er

Etambura Camp overgår vores efterhånden ret gode og prøvede fantasi. Campen ligger næsten helt utilgængeligt i den fjerneste del af Kaokoland i det nordvestlige Namibia, som en slags Månebase Alpha (dog helt uden skum!) kombineret med Paradisets Have, på toppen af en af de højeste bakker i området. Det kræver en særdeles god bil og meget stærke nerver, at køre de sidste 1000 meter op af bjergsiden af den lille grusvej. Belønningen på toppen er 360 graders vid udsigt over de hellige Onjuva sletter, hvor Himba-folket lever fredeligt sammen med de vilde dyr. Himbaernes tradition forbyder dem jagt i dette område, da sletterne er beskyttet af forfædrenes ånder. I stedet lever de af deres husdyr i form af kvæg, geder og får. Etamburas hovedbygning ligger som det allerøverste punkt på bjerget og er lavet af lokale sten. Stenene er lejret i gabioner (rå metalnet) og understøtter taget, som er lavet af strå. Herudover er kun brugt træ og støbt gulve. Naturmaterialer præger alt, og Etambura smelter på forunderlig vis sammen med bjerget, blot for at gøre det kønnere. Møblementet er lavet af solidt træ og læder. Strømmen genereres af solceller og lejres på batterier til brug om aftenen og natten. Vandet hentes i en vandtank fra en nærliggende boring. Rundt om campen ligger der 5 spektakulære Kanvas telte med tilhørende privat udsigtsplatform, toilet og bad. Ligeledes smeltet sammen med bjerget. Her bor gæsterne totalt ugeneret med den mest utrolige udsigt til solopgang over bjerge og sletter om morgenen. Vi er aktuelt de eneste gæster på stedet, og vi har derfor alle ca. 250 m2 for os selv. Hertil kommer diverse terrasser og platforme omkring hovedbygningen. Dette sted må være en sikker top tre over de smukkeste steder, vi har boet i Afrika. Ubetinget fredfyldt!

Udsigt Etaambura, fra bålplads

Solopgang i teltet

Etambura ejes af Conservancy Safaris i fællesskab med Himbaerne i den nærliggende landsby. Der er to venlige og hjælpsomme personer fra den nærliggende landsby, som fungerer som staff og guider under opholdet. På forunderlig vis dækker bordene sig selv med hvide duge (!) før alle måltider, stearinlys og bål tændes, og opvasken forsvinder af sig selv som dug for solen efter måltiderne. Da vi vågnede her til morgen var bordet allerede dækket, og vandet kogte på bålet. Herudover var begge termokander naturligvis fyldt med kogende vand. Pia lavede æg og bacon på panden, mens vi drag guavajuice fra køleskabet i bilen. Alt blev indtaget med udsigt over Onjuva sletterne i det gryende sollys. Det er konceptet her på stedet. Man medbringer selv alt mad og drikke, men personalet hjælper til med alt det praktiske – og der gør de med usædvanlig stor venlighed og sans for detaljen!

Teltet!

Du kan se Etamburas hjemmeside på oversigten over turen (blog nr. 2).

Ps. Afkørslen til lejeren var meget svær at finde, ikke mindst da vi havde fået lidt ukorrekte GPS-koordinater. Vi kørte rund i området en times tid før det lykkedes at finde den rette nervepirrende vej op ad bjerget. Godt vi have GPS med “Tracks4Africa” og I-phone back-up “IGOAfrica”. Der var brug for begge. Vi kunne hermed hele tiden komme tilbage til det samme udgangspunkt og prøve igen ad en ny vej. Og nej - jeg får desværre ikke procenter…

Pss. Det bedste kort til området er InfoMap Kaokoland / Bushmanland 1:620.000. The Shell Map of Kaokoland kan også bruges, men har ikke lige så mange detaljer med men til gengæld en masse information om området på bagsiden.