Into Damaraland along C39

Leaving the fascinating Skeleton Coast Park

C34 on left hand, we are leaving the coast for new adventures

Our next destination is Palmwag Lodge. We leave Terrace Bay after breakfast. We are really looking forward to the next 200 kms journey inland heading east along the remote and very beautiful C34. We hit C34 just after passing Torra Bay. It still looks like we are on another planet.

The planned route from Terrace Bay to Palmwag Lodge (link)

Along the way, we pass large welwitschia colonies. Welwitschias are weird desert plants that can reach between 1000 and 1500 years of age. They look like something that has been run over by dozens of 4x4 cars (source)!

Thirty-nine kms later, we leave Skeleton Coast Park at Springbokwasser Gate.

Welwitschia, a weird desert plant. Can reach between 1000 and 1500 years.
Looks like something that has just been run over by dozens of 4x4 cars

Skeleton Coast Park, Namibia 2019

In Skeleton Coast Park, just before Springbokwasser Gate

C34 and Euphorbia damarana bush to the right

Climbing deaper into Damaraland´s mountains, we also see huge Euphorbia damarana bushes, one of the most toxic plants in Namibia which can be found on rocky slopes, in river beds and on plains. Just 10 kms before Springbokwasser Gate, we hit the dry riverbed of Koichab (Koigab) River and drive along it for many kms into it´s catchment area. This river only rarely floods. About 15 kms before the small settlement of Bergsig, we swap to Springbok River and follow it north towards Palmwag. From Bergsig to Palmwag, the road is very corrugated. Later on we discover a puncture of right back wheel, fortunately just a very slow one we can get repaired at Palmwag tyre shop 40 kms ahead

Passing Bergsig, we clearly remember our trip in 2012 (link): Suddenly, all electrical equipment in our Land Rover Defender failed just outside Bergsig (I am not a fan of Land Rovers - had three breakdowns at critical places). We had to get help from the kind staff at Palmwag Lodge via our satellite phone. Fortunately, we are not driving a Land Rover this time, especially since we have no satelite phone (but plenty of water, tent and sleeping bags).

A break in the desert, C34, Namibia 2019

We reach Palmwag after clearing the vetenary fence

"Tent 23 at river the bed", Palmwag Lodge, Namibia 2019

Bathroom tent 23, Palmwag Lodge, Namibia

Rakops – den sidste udpost

Rakops, den 9. august.

Central Kalahari Game Reserve var en helt ekstrem oplevelse. Så meget desto mere nyder vi nu at være ude af parken via en uhyre dårlig vej fra ”Matswere Gate” til Rakops, som er den sidste udpost før Central Kalahari. ”Vejen” bestod for det meste af hvidt pulversand anlagt i dybe spor kombineret med store huller. Det kan godt være, at vi ikke er imponerede over Land Roverens mekaniske stabilitet, men vi er behørigt imponerede over, at den klarer hvad som helst rent vejmæssigt. Den tygger sig ganske enkelt igennem de mest utrolige udfordringer. Vi er aldrig i tvivl om, at den kan klare det!

Sporet til Rakops fra Central Kalahari Game Reserve

Et af de bedre steder!

Dårlig lyd

Da vi endelig når Rakops, fylder vi tanken med 80 liter diesel. Herefter spiser vi udefinerlige ”beef chops” på den lokale ””restaurant””. Den meget søde afrikanske ejer beklager, at vandet ikke har fungeret nogle dage, så hun har ikke rent bestik. Vi spiser derfor seje beef chops med en plastik ske! Ganske morsom oplevelse. Tallerkenernes hygiejniske standard tør jeg slet ikke tænke på. Alt smager dog helt fortrinligt efter Central Kalahari (vi afstod dog fra den komave, som vi først blev tilbudt). Vi er meget begejstrede for maden og værtinden, som får gode drikkepenge!

Spor
Deception Pan, Central Kalahari Game Reserve 2012

“Syntes I ikke det lugter mærkeligt I bilen?!

 Sandspor, 8 kilometer sydvest for Leppard Pan, position S21 17.947’ E023 42.926’

Konference med Duane i Windhoek

”Syntes I ikke det lugter mærkeligt"?, spørger Pia. Vi befinder os 8 kilometer sydvest for Leopard Pan i Central Kalahari Game Reserve. Vi følger to spor i sandet, mens vi leder efter brænde. Lugten breder sig i bilen og bliver tydeligere og tydeligere. Nærmest en kombination af rådne æg og brændt gummi! Ingen lamper lyser i instrumentpanelet. Håndbremsen er ikke trukket. Kølerhjelmen åbnes, mens familien rutineret spejder efter ”store katte” i nærheden af bilen. Der er vand på køleren og intet mærkeligt med motoren. Der er intet at se under bilen eller ved hjulene. Vi kører lidt videre, lugten tiltager. Det lugter nu klart som rådne æg. ”Det bliver varmt under mit sæde, kan det være batteriet”? spørger Pia. Jeg fjerner Pias sæde for at komme til batterierne – ganske rigtigt! Under sædet ligger de 2 batterier. Lugten af svovl er meget tydelig, og hovedbatteriet er glohedt og syder som en kedel kogende vand. Pulverslukkeren findes frem! Vi kan heldigvis huske, at den er under Lausts sæde. Vi er ikke et rart sted, hvis bilen brænder: 8 kilometers gåtur forbi det eneste vandhul (=dyr) i ca. 100 kilometers omkreds. Hvis vi vel og mærke kan finde vej. Vi sikrer os GPS og satellittelefon, så vi kan redde dem med ud af bilen, hvis den brænder.

Det kogende og lækkende batteri!
Land Rover: Englændernes hævn over Afrika

Efterhånden aftager den sydende lyd fra batteriet. Satellittelefonen kommer i brug igen. Duane i Windhoek lyder ikke helt begejstret for at høre fra os igen. Han får straks vores GPS koordinater, hvis telefonen går ud. Efter han har skrevet dem ned foreslår han, at vi skifter batteri fra hovedbatteri til det mindre ekstra batteri, som driver køleskabet. "Det burde være nok til at køre bilen", siger han. ”Der skulle være det nødvendige værktøj i bilen”, supplerer han. Jeg foreslår i stedet, at vi venter til batteriet er kølet så meget af, at vi kan køre bilen de sidste 8 kilometer til vores lejrplads. Duane konfererer med Safari Drive i London: ”Kør ikke videre i bilen, det I kan lugte er svovldampe. Batteriet kan i værste fald eksplodere eller bryde i brand når som helst. Jeg synes I skal forsøge at få batteriet helt ud af bilen og op på taget. Det bør ikke være inde i bilen”. Jeg er lidt i tvivl, om det er bilen eller os, han er bekymret for? Jeg kigger ned i brønden under sædet – det ligner ikke et almindeligt ”gør det selv” projekt. Der er mange ledninger til begge batterier pga. de mange forskellige funktioner i bilen. Men tanken om en svovlsyreeksplosion inde i bilen gør udslaget. Jeg finder værktøjet frem, og det lykkedes at afmontere begge batterier. I samme øjeblik det sidste batteriet afmonteres, går tyverialarmen i gang med en enorm larm! Surrealistisk!! Vi spekulerer lidt på om det tiltrækker eller skræmmer dyrene væk – vi hælder mest til det sidste.  Det er nødvendigt at fjerne begge batterier, for at få det ustabile batteri op af brønden. Det lykkes med nød og næppe. Herefter bugseres det lille batteri ned i brønden igen. Da det nye batteri er skruet fast kommer testen – nøglen drejes – bilen hoster og går ud igen. Godt at den hostede! Men skidt at den gik ud igen!! Alt strømforbrugende i bilen slukkes, og vi prøver igen – bilen starter! Lettelsen er til at føle, men vi var alle forbavsende fattede under hele forløbet (noget mere fattede end da vi skulle skifte dæk i Etosha Nanionalparken nær to elefanter). Vi kører tilbage til Sunday Pan Camp 2, mens vi samler brænde undervejs. Nu er vi vist hærdede Afrikarejsende.

Jeg ved nu meget mere om Land Rover-mekanik, end jeg har lyst til!. Jeg er enig med Johan fra Madisa Campsite: Land Roveren er englændernes hævn over Afrika…

På Sunday Pan bager Thea 5 pandekager til hver. De smager bedre end nogensinde tidligere.

Vores lejrplads
Sunday Pan, Central Kalahari Game Reserve 2012

Dæk eksploderer 200 meter fra 2 elefanter, lettere panik!

Etosha, 30. juli

Det går der ud af med 60 kilometer i timen, da der pludselig lyder en meget høj lyd og efterfølgende et brag bagfra bilens højre side. ”Hvad laver du Laust” udbryder både Pia og jeg, da Lausts vindue var åbent. ”Jeg laver ikke noget!” svarer han. Bilen begynder at hælde mod højre, og det står nu klart, at dækket er eksploderet. Jeg får trukket bilen ind i højre siden af vejen. Det viser sig, at der er en 6 cm. lang flænge i siden af dækket. Det er formentlig skåret op af en skarp sten. Der er nu lettere panik, da vi befinder os lige efter en kurve på vejen, usynlig for andre kørende før de kommer om hjørnet. Ydermere er vi i den mest dyrerige naturpark i Namibia.

Dækskifte i Etosha!
Laust holder udkik efter dyr

Advarselstrekanten findes hurtigt fundet frem, den husker jeg heldigvis hvor er; i lommen bag førersædet. Alle får besked på at holde udkik efter dyr, mens jeg placerer trekanten ca. 100 meter bag bilen.

 Nu skal dækket så skiftes. Donkraften bliver fundet frem under bagsædet, men ingen kan huske hvor boltnøglen er? Med sved på panden bliver efterhånden alt bagage tømt ud af bilen, mens der ledes. Til sidst kommer jeg i tanke om, at den vist nok ligger mellem forsæderne. Ganske rigtigt. Nu kan jeg begynde at skrue boltene af. En bil stopper op ”går det”? ”Det går fint nu”, svarer vi. ”Pas godt på de 2 elefanter!”. ”Hvilke elefanter”? svarer vi. ”De står 200 meter længere fremme”!

Dårligt placeret high lift jack
Men det var der ikke tid til at ændre på

Det er den form for information man ikke rigtig kan bruge til noget, når man er ved at skifte dæk. Det skal dog siges til deres forsvar, at de tilbød at blive på stedet. Det var ikke nødvendigt, da vi var tæt på at være færdige. Det er mindre stressende at være formel 1 mekaniker!

På den positive side:
Her er ikke berug for en balje vand

Ekstrem kørsel til Marienfluss dalen

Kaokoland den 26. juli

Vi troede ikke det kunne blive mere vildt. Turen fra Etambura mod nord til den meget smukke Marienfluss dal startede ekstremt. Efter 30 minutters kørsel var vi lige på nippet til at vende om igen. Det tog 1 time at køre de første 10 kilometer. Flere steder ville det have været hurtigere at gå. Op og ned af stejle klipper og grussider, på tværs af vandløb og dale. Af og til var sporene i den ene side af vejen meget dybe. Her gjaldt det om at holde bilen på højkant, så den ikke væltede om på siden, og det gjaldt om hele tiden at holde hjulene på de højeste punkter. Til tider kørte man fra stenboulder til stenboulder. Tanken om at skifte dæk her var bestemt ikke behagelig. Det ville være en udfordring at finde et fladt sted. Vi har heldigvis stadig to ekstra dæk i behold. Det var også betryggende at have en guide med i bilen, som kender området. Undervejs samlede vi i øvrigt hans onkel op, som kom gående mutters alene på vejen. Han slap for yderligere 15 kilometers gåtur, men han må have fået sit livs gyngetur på taget af bilen.

Der er brug for både GPS og kort i det nordlige Kaokoland
Vejene er ekstreme!

Efter 2,5 timer var vi nået de 25 kilometer til ”Red Drum”. En, i Kaokoland, meget berømt rød olietromme, som markerer en T-vej nær Marienfluss dalen. Efter Red Drum var vejen væsentlig bedre de næste 20 kilometer ind i dalen af røde sandspor på sletten. Sandspor er vores favorit her på egnen, da bilen vugger behageligt fra side til side uden at ryste nær så meget, som den gør på klipperne. Vi ville meget gerne have nået helt op til Kunene floden ved Angolas grænse og set krokodiller og flodheste, men tanken om den hårde tur tilbage gjorde udslaget. Vi spiste frokost med udsigt over de røde sletter i dalen, og havde herefter en lang men god tur tilbage. Thea og Laust tager det helt fantastisk. De hygger og snakker hele tiden på bagsædet. Laust formåede oven i købet at læse, vist nok tiende bind af ”Skyggens lærling”, på hjemvejen uden at ænse bilens absurde vinkler. Endnu en spændende dag.

Ja, det er vejen!
Lavt gear, differentieltspær og 1. gear fra sten til sten

Pia har lige bagt majsbrød på bålet. Børnene slapper af, og i aften skal vi nyde den sidste solnedgang på toppen af bjerget i Etambura Camp. I morgen går turen de 200 kilometer til Opuwo, Himbaernes hovedstad. Vi skal have en af guidens lokale bekendte med i bilen (hun slipper for taget). Hun har været i landsbyen for at undervise kvinderne i syning og har ventet på kørelejlighed i mange dage – ”nej” er ingen option i dette område, hvor vi kun har mødt hjælpsomhed.

Pia bager majsbrød efter de forhåndenværende midlers princip!

Ny Land Rover- Juhuu! On the move again!!

Så blev bilen byttet! XIAO til den...

 

Palmwag Lodge den 21. juli

Sådan kan en frelsende engel se ud!
Den meget påskønnede mekaniker fra Windhoek

Så kom vores nye nære ven, kaptajn Hadock alias den pensionerede, men nu på grund af os, særdeles aktive mekaniker fra Windhoek. Han så efterhånden noget træt ud i betrækket. Ført havde han kørt de 450 km x 2 til Madisa Campsite, hvor han skiftede vores ventilatorrem. Netop som han var nået tilbage til Windhoek, fik han vores andet nødkald via Duane fra Safari Drive. Op på hesten igen! 800 km x 2 til Palmwag Lodge altovervejende af støvede små grusveje. Han havde sovet et par timer på bagsædet af Land Roveren sidst på natten det 2 døgn på farten, men ikke desto mindre beklagede han, at han ikke var nået frem før kl. 7 om morgenen (!). Han havde også overskud til at komme med gode råd angående den videre rute. Efter vores beskrivelse af startproblemerne var han ikke i tvivl om, at det var en bestemt del af starteren, som der var problemer med. ”Det bliver kun værre med tiden”, sagde han. Det eneste rigtige er at skifte bil. Alt udstyr blev derfor flyttet fra den ene Land Rover over i den anden. Det er en ganske betragtelig mængde udstyr, men det gik overraskende hurtigt.

Udstyret flyttes over til den nye bil

Den nye Land Rover virker meget lovende. Den er en nyere model end ”XIAO”, som vi nu har sagt endegyldigt farvel til. Den er bl.a. udstyret med ”traction control” og ABS bremser. Specielt det første har vi allerede haft stor glæde af. ”Traction control” lampen lyser ofte i instrumentpanelet, når vi kører der ud af. Ikke fordi vi på nogen måde kører overilet, tværtimod, men på grund af alt det løse sand og grus. Ofte sejler hele bilen af sted fra side til side i de dybe sandspor. Vi har også allerede haft stor gavn af det lave gear og differentiel spærret, som virker noget mere berettiget her end i vores bil i Danmark.

Da morgenmaden var indtaget i de luksuriøse omgivelser i Palmwag Lodge, satte vi kursen mod Khowarib Lodge Campsite, der kun lå ca. 70 kilometer mod nord takket være vores ufrivillige ophold i Palmwag. Fantastisk som naturen hele tiden ændrer sig på vej ind i hjertet af Kaokoland, nu på den øde og meget bakkede C43 vej. Vejen i sig selv var i overraskende god stand, men man skulle være meget forsigtig, når man passerede de udtørrede flodlejer. Hvis man har for meget fart på, går fjedrene (og nyrerne) helt i bund, når man rammer bunden af flodlejet på vej op af den modstående skråning. På bakketoppene kan vejen godt dreje skarpt og uventet umiddelbart efter toppen, der hvor man ikke kan se, og der er sparet på advarselsskiltene her i landet. Er der endelig et advarselsskilt, og det forekommer rent faktisk, så ved man den er helt gal!

Bilen bryder sammen!

Bilen bryder sammen og satellittelefonen kommer i brug

På vej mod Madisa Campsite, den 18. juli.

 

Så kom den første udfordring! Madisa betyder meget passende ”kom her hvis du har brug for hjælp” på det lokale sprog. Problemet var ikke de ca. 230 kilometer fra Spitzkoppe til Madisa Campsite af små grusveje via Uis. Fem kilometer fra Madisa Campsite mistede bilen pludselig al kraft, og generatorlampen begyndte at lyse, samtidig med at temperaturmåleren viste max. Vi fik kørt bilen ind til siden og åbnede kølerhjelmen. Ikke at det gør den helt store forskel, da jeg ikke er den store mekaniker! Det var dog åbenlyst, selv for den mekanisk uerfarne, at det boblede og sydede i kølersystemet. Jeg målte oliestand, som var OK, og jeg målte vandstanden, som ligeledes var OK. Bilen kunne ved nærmere inspektion køre i ”bugser mode” i første og andet gear med 5-10 kilometer i timen, hvis man ellers kunne få den i gang, uden den satte ud. Satellittelefonen blev fundet frem, og der var straks forbindelse til Duane i Windhoek. Godt vi kunne huske, hvordan man brugte telefonen. Duane anbefalede, at vi listede de sidste 5 km til Madisa Campsite i bugser mode, så ville han forsøge at få fat i Johan Raubenheimer, som leder pladsen. Vi listede os nu af sted i den nu anskudte og nu knap så mægtige Land Rover Discovery og fik anvist et campsite på Huab flodens bred. Det var ikke så betryggende, at vores Land Rover som skal klare 4500 kilometer bryder ned efter 450 kilometer. Johan kom med forklaringen. Land Roveren er englændernes hævn over Afrika (og nu også en familie på fire fra Danmark)! Det viste sig efterfølgende, at den ”fidus” der strammer ventilatorremmen var bristet, hvorefter remmen, som kører gennem et virvar at tandhjul på bedste engelske beskub, var bristet. Yderligere samtaler med Duane i Windhoek via satellittelefon endte med, at en mekaniker med en ny Land Rover blev sendt de 450 kilometer fra Windhoek til Madisa.

Er det her motoren ligger?

Lidt ensom sted at strande
Heldigvis kun 5 kilometer fra Madisa Campsite

Anderledes skilte i Namibia

Four-Wheel Drive Adventure Across Namibia, Botswana & Zambia

Summer 2012, our family of two adults and two children, a 12-year-old boy and a 13-year-old girl, set out on a five-week overland expedition in a specially equipped Land Rover, covering 4,500 km through southern Africa.

Route Overview

Windhoek, family preparring for departure!
Windhoek, Namibia, 2012

Tent instructions from Safari Drive
Windhoek, Namibia 2012

Our journey begins in Windhoek, heading northwest through the vast Namib Desert to the remote and sparsely populated Kaokoland. From there, we cross classic African bushveld via Etosha National Park, renowned for its wildlife and open plains.

The route then turns east toward Botswana, following a rough track across the Kalahari Desert, passing through the small settlement of Tsumkwe.

Highlights in Botswana

In Botswana, our four-wheel drive journey takes us to some of southern Africa’s most iconic wilderness areas:

• Okavango Delta
• Central Kalahari Game Reserve
• Makgadikgadi and Nxai Pans
• Moremi Game Reserve
• Chobe National Park

Journey’s End

The expedition concludes at the spectacular Victoria Falls, on the border of Zambia and Zimbabwe.

What follows is a detailed account of our 2012 self-drive expedition through Namibia, Botswana, and Zambia, - with landscapes, wildlife encounters, and practical overland travel experiences along the way.

Sunset, Palmwag, Namibia

Near Purros, Kaokoland, Namibia

his blog was previously titled: namibiabotswanatour.blogspot.dk

In Danish [På dansk]

Sommer 2012. Familie på 2 voksne og 2 børn – en dreng på 12 og en pige på 13 år – drager på en 5 ugers ekspedition i en specialudrustet Land Rover. Turen omfatter 4.500 km gennem Namibia, Botswana og Zambia.

Ruten går fra Windhoek nordvestpå gennem Namib-ørkenen til det øde Kaokoland. Bushveld krydses via Etosha National Park. Herefter går turen østpå mod Botswana via et spor gennem Kalahari-ørkenen og den lille flække Tsumkwe.

I Botswana når vi Okavango-deltaet, Central Kalahari, Makgadikgadi/Nxai Pans, Moremi Game Reserve og Chobe National Park. Rejsen afsluttes ved Victoria Falls.

I det følgende beskrives vores rejse i 2012 – god fornøjelse.

Billeder:

• Solnedgang, Palmwag, Namibia
• Nær Purros, Kaokoland, Namibia

Denne blog hed tidligere: namibiabotswanatour.blogspot.dk