Showing posts with label Kunene floden. Show all posts
Showing posts with label Kunene floden. Show all posts

Saturday, 28 July 2012

Ekstrem kørsel til Marienfluss dalen

Kaokoland den 26. juli





Vi troede ikke det kunne blive mere vildt. Turen fra Etambura mod nord til den meget smukke Marienfluss dal startede ekstremt. Efter 30 minutters kørsel var vi lige på nippet til at vende om igen. Det tog 1 time at køre de første 10 kilometer. Flere steder ville det have været hurtigere at gå. Op og ned af stejle klipper og grussider, på tværs af vandløb og dale. Af og til var sporene i den ene side af vejen meget dybe. Her gjaldt det om at holde bilen på højkant, så den ikke væltede om på siden, og det gjaldt om hele tiden at holde hjulene på de højeste punkter. Til tider kørte man fra stenboulder til stenboulder. Tanken om at skifte dæk her var bestemt ikke behagelig. Det ville være en udfordring at finde et fladt sted. Vi har heldigvis stadig to ekstra dæk i behold. Det var også betryggende at have en guide med i bilen, som kender området. Undervejs samlede vi i øvrigt hans onkel op, som kom gående mutters alene på vejen. Han slap for yderligere 15 kilometers gåtur, men han må have fået sit livs gyngetur på taget af bilen.


Der er brug for både GPS og kort i det nordlige Kaokoland
Vejene er ekstreme!


Efter 2,5 timer var vi nået de 25 kilometer til ”Red Drum”. En, i Kaokoland, meget berømt rød olietromme, som markerer en T-vej nær Marienfluss dalen. Efter Red Drum var vejen væsentlig bedre de næste 20 kilometer ind i dalen af røde sandspor på sletten. Sandspor er vores favorit her på egnen, da bilen vugger behageligt fra side til side uden at ryste nær så meget, som den gør på klipperne. Vi ville meget gerne have nået helt op til Kunene floden ved Angolas grænse og set krokodiller og flodheste, men tanken om den hårde tur tilbage gjorde udslaget. Vi spiste frokost med udsigt over de røde sletter i dalen, og havde herefter en lang men god tur tilbage. Thea og Laust tager det helt fantastisk. De hygger og snakker hele tiden på bagsædet. Laust formåede oven i købet at læse, vist nok tiende bind af ”Skyggens lærling”, på hjemvejen uden at ænse bilens absurde vinkler. Endnu en spændende dag.


Ja, det er vejen!
Lavt gear, differentieltspær og 1. gear fra sten til sten



Pia har lige bagt majsbrød på bålet. Børnene slapper af, og i aften skal vi nyde den sidste solnedgang på toppen af bjerget i Etambura Camp. I morgen går turen de 200 kilometer til Opuwo, Himbaernes hovedstad. Vi skal have en af guidens lokale bekendte med i bilen (hun slipper for taget). Hun har været i landsbyen for at undervise kvinderne i syning og har ventet på kørelejlighed i mange dage – ”nej” er ingen option i dette område, hvor vi kun har mødt hjælpsomhed.


Pia bager majsbrød efter de forhåndenværende midlers princip!

Friday, 27 July 2012

Vejen til Purros – 100 kilometer på 4 timer


Kaokoland den 22. juli

 

 



Vejen fra Sesfontain til Purros er kun 100 kilometer lang, men det skulle vise sig, at den tager ca. 4 timer at køre. Det er en blanding af grove sten og sandrige sletter. Alt i bilen bliver i den grad gennemrystet på grund af vejens dårlige stand (severe corrugation). Især den første 3. del af vejen er storslem. Til tider skal man helt ned i første gear, når man passerer Hoarusip floden adskillige gange op og ned af flodbankerne. Til tider kører man i selve flodlejet. Der brændes diesel af i helt stor stil, 6-7 km/liter vil jeg gætte på, og der er 6 dage til næste tankstation! Vi er fuldt tanket med 110 liter diesel og en jerrycan med ekstra 20 liter. Vi har betalt CO2 afgift (så I lige glorien skinne). Hertil kommer ca. 60 liter væske til passagererne, hvoraf de 40 er i bilens indbyggede vandtank. Dette vand skal dog i princippet koges først. Vi bevæger os videre ind i hjertet af det 50.000 km2 store Kaokoland, der er et uspoleret bjergvildnis, som er hjem for semi-nomade folket ”Himbaerne”. Dem skal vi bl.a. besøge.


Kaokoland
På vej til Purros

Kaokoland afgrænses mod vest af Skeletkystens Nationalpark, mod nord af Kunene floden, som skiller Namibia fra Angola, mod syd af Damaraland og mod øst af bjerge og Etosha nationalparken. Der bor kun 1 person per 2 km2. Ud over Himba folket er regionen kendt for sine ørkenelefanter, som kendes på de særligt lange ben, og for de hvide næsehorn. Dyrene bevæger sig over enorme afstande for at finde vand, og de holder sig især til i flodlejerne, hvor der af og til er vand i den tørre periode.


Struds på vej til Purros


Da vi endelig når Purros, som består af nogle få blikskure, og vil jeg gætte på 200 indbyggere, følger vi instruktionen og kører mod øst langs det udtørrede flodleje 2 kilometer. Her når vi frem til en tilsyneladende fuldstændig forladt lejrplads. Alt er i forfald. Sådan lidt a la Bagdad Café, blot værre. Kort og koordinater kontrolleres igen og igen. Det burde være det rette sted! Det eneste der møder os er en enlig giraf, som kigger undrende på os helt uanfægtet af vores tilstedeværelse. Det der møder os svarer ikke til beskrivelsen af det spændende campsite, som vi havde læst om. Omvendt har vi alt vi behøver i bilen og kan for så vidt campere hvor som helst. Vi vælger dog at vende om og køre tilbage til Purros, hvor vi kører lidt rådvildt frem og tilbage af ”hovedvejen”. Til sidst stopper vi en lokal mand, som kommer gående hen mod hvad der ligner den lokale skole. Det var dagens bedste beslutning! Han hedder Steven.


Vi og giraffen
Eneste gæster på den forladte lejrplads


Steven viste sig at være en lokal guide af den mere ægte type sammenlignet med guiden i Ongongo. Han smed hvad han havde i hænderne og tilbød at vise vej til Purros Community Campsite, som vi havde ledt efter 1 times tid. Vi kørte nu 5 kilometer op ad flodlejet til en helt ny lejrplads. Det viste sig, at den gamle, hvor vi var kørt hen, var blevet forladt, da vandforsyningen svigtede. Man havde derfor besluttet at lave en ny. Da vi nåede receptionen var alt optaget, og dette var et af de få steder, som vi ikke havde booket på forhånd. I Namibia lader man heldigvis ikke turister i stikken. Først og fremmest da befolkningen af natur forekommer meget hjælpsomme, men også fordi det ville være en potentielt tabt indtægt. Vi blev i stedet vist til den nærliggende Purros Camp, hvor vi måtte slå lejr midt i lodgen og bruge faciliteterne der. Det var et meget fint bytte og en velsignet afslutning på en udfordrende dag.


Flodlejet ved lejrpladsen
Pas på ørkenelefanter!


Steven ønskede ingen betaling for at lede os frem til lejrpladsen, men han ville meget gerne være vores officielle guide dagen efter. Det skulle vise sig at være en fin ordning. Vi sov godt (men yderst koldt) den første nat i Purros. Vi hørte ingen uhyggelige lyde om natten.


Aftenstemning da vi endelig havde fundet lejr for natten
Tak til Steven