Opuwo – Kaokolands hovedstad

Wild West stemming

Opuwo den 27-28. juli

Opuwo er Kaokolands hovedstad. Byen ligger som en udpost i det nordligste Namibia kun 100 km. fra grænsen til Angola. Der er wild vest stemning over byen, som myldrer af liv. Okkerindsmurte Himbaer og Hereroer med store hovedbeklædninger ses overalt i byen, og det er en spændende og anderledes oplevelse at handle ind i det lokale supermarked sammen med de meget farvestrålende stammefolk. Opuwo opleves også som en ”rigtig” afrikansk by, hvor mange byer i Namibia er meget vesterlandske og moderne. Der er straks selskab, når man stopper bilen. Forskellige gadesælgere tilbyder deres varer og services. Med et venligt men bestemt ”nej tak” kan man dog godt få fred igen, hvis man ønsker det. Folk er pågående men ikke ubehagelige. 

Vej D3707
På vej fra Orupempe til Opuwo

Selve turen fra Etambura Camp i det øde Kaokoland til Opuwo var på knap 200 km. Den gik via den lille, men overraskende gode vej, D3707. Den første del var meget øde, og vi passerede flere smukke delvist udtørrede flodlejer. Vi så kun 3 andre biler i alt. Da vi kom nærmere Opuwo passerede vi små landsbyer, og der var flere venlige børn og voksne der vinkede. En enkelt gang var der også nogle unge drenge, der truede bilen med stave, da vi ikke stoppede, og der var en mand, der løb efter bilen med en økse! Vi stoppede ikke op og undersøgte hvorfor. Det har vi absolut ikke oplevet andre steder i Namibia.

Pause i udtørret flodleje

I Opuwo boede vi på Opuwo Country Lodges campsite. Der var det, man har brug for, men pladsen i sig selv var ikke så spændende og velholdt. Stedet bærer præg af, at det er det eneste sted man kan bo i selve byen. Priserne i Opuwo Country Lodge var på niveau med luksushoteller i København – men det var mad og service ikke. Det fungerede dog udmærket som overnatningsstop på vejen til Etosha nationalparken.

”Hvordan mindes i jeres døde?” spurgte Himba-kvinden

 Himba-landsby nær Etambura 25 juli

"Hvordan mindes i jeres døde"?
Spurgte Himba kvinden

”Hvordan mindes i jeres døde” spurgte Himba-kvinden. Vi forklarede, at man ofte bærer sort i en periode, og at det ikke er ualmindeligt, at man arver noget særligt fra den døde, som man bærer på sig til minde. Ærgeligt at Pia af sikkerhedsgrunde havde efterladt farmors ring hjemme i Danmark. ”Det er lige som os”, svarede kvinden. Hun viste os sin tykke halskæde. Hver eneste af de mange ringe svarede til en nær person, som hun havde mistet, f.eks. senest sin søsters bror. Hun spurgte til vores navne. Vi fortalte at Thea betyder ”Guds gave”, Laust betyder ”bedste ven”, Pia betyder "den fromme moder" og Troels betyder "Thors pil". Himba-kvinden forklarede at deres navne også betød noget. Og så gennemgik hun sit eget, teenagedatterens og sønnens navn; det var alle meget voldsomme navne, som vidnede om død og ulykke, formentlig på basis af et barskt liv! Jeg er glad for at vi havde taget majsmel og sukkerbreve med som gave, sådan som vi havde fået anbefalet af vores guide fra Etambura. Men det forslog som en dråbe i havet. Jeg kunne dog se på de mange dyr, som de lukkede ud af kraalen, at det måtte være en rig familie, som vi besøgte. Her måles rigdom i antallet af kvæg. Himbakvinden viste os sin beklædning. Den imponerende krone på hovedet viste hendes status som gift kvinde. Bæltet på maven viste, at hun havde født. ”Det holder sammen på maven efter fødslen”, som hun forklarede. Skindet på ryggen er til at bære sit barn i bushen. Her kan Baby Sam godt gå hjem og lægge sig, Himbaerne kom først! Ja rent faktisk kom Himbaerne, som er en undergruppe af Herero-folket til disse ugæstfrie dele af Namibia i 1600-tallet. Der er ca. 16.000 i alt svarende til knap 1% af Namibias befolkning.



Bæresele til barnet, Himba model
Længe før Baby Sam!

Det var en meget stor oplevelse at besøge denne Himba-familie. De var mindst lige så nysgerrige som os. Også påfaldende så mange fællestræk der er mellem noget så umiddelbart fremmedartet som dem og os, når man kommer ned til substansen (selvom vi er ved at være nogenlunde lige så røde af solen). Sjovt at se, hvor mange fælles træk der var mellem Himba-kvindens teenagedatter og vores af samme slags! Man fornemmede klart noget mere universelt – en stor dag. Forskellen er ens…

Yngste søn

I morgen går turen til Marienfluss. Stik mod nord i 2 timer. Vi har inviteret vores guide med. Diesel niveauet er ved at være lavt og sporene vi kører af talrige og forgrenede – måske ikke helt dårligt med en gæst med lokalkendskab i bilen.

Teenagere er ens i hele verden!

Mødet med Himba folket

Purros, den 23. juli

Udkigspunkt nær Himbalandsby

Steven hentede os kl. 10 om morgenen. Vi havde spist amerikanske pandekager, som Pia havde tilberedt på gasblusset. Hertil den vanlige Nescafé med langtidsholdbar mælk eller alternativt vores favorit Rooibos the. Turen gik til den nærliggende Himba landsby. Først kørte vi til et udkigspunkt på en bakketop midt i ørkenen. Land Roveren blev udfordret op af bakken, hvor vi kørte af et lille spor mellem stenene. Belønningen på toppen var en storslået udsigt 360 grader ude over Namib ørkenen. Vi kunne se Himba landsbyen i det fjerne, og Hoarusip floden strakte sig som et grønt bælte gennem ørkenen.

Himba landsbyen i det fjerne

Himba landsbyen er omgivet af et hegn af store stammer, den store boma, som beskytter kvæg og får (og de 25 indbyggere) mod vilde dyr om natten. Indenfor er den indre boma til gedekid og kalve. Himbaerne er smurt ind i rød okker blandet med olier. Det beskytter huden mod den skarpe sol og balsamerer kroppen, som aldrig bades. Vand er en sjælden ressource på disse kanter. De bor i meget små hytter lavet af komøg og sand. På gulvet er der et soveskind. Åbningen er helt lille, så man må krybe sammen for at komme ind i hytten. I landsbyen fik vi demonstreret, hvordan man knuser sten til okker og blander det med olie, og hvordan man laver parfume af urter. Ligeledes hvordan man brænder ”urter” som en form for røgelse for at forbedre duften på kroppen og i hytten! De fleste indbyggere var ude og drive kvæg og får, men der var nogle få tilbage, som vi turister kunne besøge. Man betaler entre, som går til fællesskabet, og efterfølgende kan man købe Himba-souvenirs. Det var nu helt fint. Himbaerne er et at de såkaldt oprindelige folkeslag i Namibia sammen med buskmændene, som vi skal besøge senere.

På besøg hos Himbaerne

Himbakvinde