Wednesday, 1 August 2012

Opuwo – Kaokolands hovedstad


Wild West stemming


Opuwo den 27-28. juli




Opuwo er Kaokolands hovedstad. Byen ligger som en udpost i det nordligste Namibia kun 100 km. fra grænsen til Angola. Der er wild vest stemning over byen, som myldrer af liv. Okkerindsmurte Himbaer og Hereroer med store hovedbeklædninger ses overalt i byen, og det er en spændende og anderledes oplevelse at handle ind i det lokale supermarked sammen med de meget farvestrålende stammefolk. Opuwo opleves også som en ”rigtig” afrikansk by, hvor mange byer i Namibia er meget vesterlandske og moderne. Der er straks selskab, når man stopper bilen. Forskellige gadesælgere tilbyder deres varer og services. Med et venligt men bestemt ”nej tak” kan man dog godt få fred igen, hvis man ønsker det. Folk er pågående men ikke ubehagelige. 


Vej D3707
På vej fra Orupempe til Opuwo


Selve turen fra Etambura Camp i det øde Kaokoland til Opuwo var på knap 200 km. Den gik via den lille, men overraskende gode vej, D3707. Den første del var meget øde, og vi passerede flere smukke delvist udtørrede flodlejer. Vi så kun 3 andre biler i alt. Da vi kom nærmere Opuwo passerede vi små landsbyer, og der var flere venlige børn og voksne der vinkede. En enkelt gang var der også nogle unge drenge, der truede bilen med stave, da vi ikke stoppede, og der var en mand, der løb efter bilen med en økse! Vi stoppede ikke op og undersøgte hvorfor. Det har vi absolut ikke oplevet andre steder i Namibia.


Pause i udtørret flodleje


I Opuwo boede vi på Opuwo Country Lodges campsite. Der var det, man har brug for, men pladsen i sig selv var ikke så spændende og velholdt. Stedet bærer præg af, at det er det eneste sted man kan bo i selve byen. Priserne i Opuwo Country Lodge var på niveau med luksushoteller i København – men det var mad og service ikke. Det fungerede dog udmærket som overnatningsstop på vejen til Etosha nationalparken.

No comments:

Post a Comment

Thanks for your comment, I return as soon as we have internet again