Savuti Public Campsite 13
til 14. august
De store ”savannerotter”
løber omkring vores telt på ”Savuti Public Campsite”. De ligner nærmest egern med
korthåret pels og en lang tynd hale. Man kan se, at de er vant med at blive fodret af
campisterne – men vi undlader dog for ikke at tiltrække ”alle vennerne”. Vi sidder
nu og hygger os omkring campingbordet. Pia har lavet en dejlig kyllingesuppe, som vi nyder i
fulde drag efter den meget lange og ganske anstrengende tur fra Third Bridge
Campsite. Vejene var helt forfærdelige, og vi var nødsaget til at tage en flere timer lang omvej, da vi ikke turde krydse gennem vandet med bilen!
Den store fætter! Savuti Public Campsite 2012 |
”Nu kommer deres store
fætter”, siger jeg ubevidst i en tone, så alle straks ser i samme retning som
jeg. En kæmpe elefanttyr har direkte kurs mod vores bord! Den stopper op i ca.
10 meters afstand og betragter os. Den slår ørerne ud og skraber med benet. Vi er alle fem på vagt (os og elefanten). Den
er ikke helt tilfreds. Vi bliver siddende helt stille, sådan som vi har fået besked på, da vi ankom til campen.
Der går et minut eller to, så begynder elefanten at spise af det nærliggende træ, den
har tilsyneladende accepteret os. Herefter spiser den sig hele vejen rundt om
vores lejr. Vi forsøger - noget anstrengt - at se helt afslappede ud, i håb om at elefanten kan se,
at vi ikke er spooor bange. ”Må jeg gå stille ind i bilen”, spørger Laust. ”Helt
i orden” siger jeg. Vi havde alle tænkt samme tanke – måske bortset fra Thea,
som spiser kyllingesuppe med stoisk ro. Hun er sulten, så det skal elefanten ikke bestemme!
Laust har søgt tilflugt på taget Savuti Public Campsite 2012 |
Savuti
Public Campsite er et ”rough site”. Der
er en stor elefantbeskyttelsesvold omkring toiletbygningen, da elefanterne gør
alt, for at få adgang til vandet. Toiletbygningen ligner nærmest Fort Knox. Der er flere
eksempler på, at campister har fundet de eksponerede campsites for uhyggelige
og er trukket ind i toiletbygningen om natten. Vi er blevet tilrådet at køre de
ca. 200 meter fra vores campsite til toiletbygningen i bil – selv ved højlys dag! Så man ikke bliver fanget i åbent terræn uden tilflugtsmuligheder...
Når vi sidder ved bålet om
aftenen, kan vi høre at hyænen kredse omkring vores lejr lige udenfor lyskeglen. Vi tør ikke lyse ud i mørket med lommelygten for at bekræfte, at det er
hyænen. Vi har lært, at elefanter opfatter det som en aggression, hvis man lyser dem direkte i øjnene
om natten. Vi har intet ønske om at lægge os ud med elefanterne! Vi foretrækker ikke at være helt sikker på om det er den ene eller
den anden der cirkler omkring vores bål. Uhyggeligt...
Næste morgen er humøret
højt igen. Det var faktisk spændende at se elefanten igår (og en mere senere). Især
da elefanten opførte sig sådan som den” i teorien” skulle. Og ikke mindst da vi
gjorde det samme. Savuti er et dejligt sted på sin egen rå måde.
Troels shopper på vej til næste Campsite 2012 20 dåser sodavand og 10 slikkepinde (udvalget var meget begrænset) |
No comments:
Post a Comment
Thanks for your comment, I return as soon as we have internet again