Saturday, 11 August 2012

Laust gør hurtig lystfisker karriere!


Fra Rutsker ”put and take” til Tiger Fish i Okavango



Laust prøvede at fiske for første gang dette forår. Turen gik sammen med far til ”Rutsker put and take sø” på Bornholm som en lille forberedelse til Okavango Deltaet i Botswana. Vi fangede absolut intet trods tre timers ihærdige forsøg i alle tre søer. I dag er det så Lausts anden fisketur. Den foregår noget mere eksotisk på Okavango Deltaet i Botswana, hvor vi er sammen med den professionelle jæger og fisker Greg Thompson, som i øvrigt er oplært af Søren Lindstrøm, hvis familie Karen Blixen og Bror rejste til Afrika samtidig med.

Vi går ikke ned på udstyret!
Blot lidt af det der er på Kubu Queen
Vi passerer lokale fiskere
Okavango Deltaet 2012

Vi passer godt på flodhestene, hver gang de nærmer sig vores båd. Pludselig får Laust en tiger fish på krogen, den ultimative fangst her på egnen, men fisken ryger desværre af igen kun to meter fra bådkanten. Heldigt at der var vidner til denne lystfiskerhistorie! ”Den ryger af krogen to ud af tre gange”, oplyser Greg og tilføjer ”det er det spændende ved at fange tiger fish”. Greg selv hiver to fisk indenbords mens vi driver ned langs flodbredden for flydeanker. Dem skal vi have til aftensmad i morgen. Greg kaster uhyggeligt præcist hver gang. Fars tiger fish ryger også af krogen, men i morgen prøver vi igen.

Greg hiver fisk ind på stribe
Fisketur, Kubu Queen 2012
Laust og Greg
Fisketur, Okavango, Kubu Queen 2012

Da vi kommer tilbage til husbåden slapper vi af ved lejrbålet, som er lavet på bredden, der hvor båden er fortøjet for natten.

Bålet er klart på bredden
Okavango 2012


Okavango Deltaet, tur op af bifloderne


Okavango Deltaet, den 2. august.

 

 



Programmet afslører sig hen af vejen, vi følger bare med og nyder overraskelserne. Efter morgenmaden gør Greg den fladbundede speedbåd klar. ”Er I parate”? spørger han. Vi aner ikke, hvad vi er parate til, men vi svarer naturligvis ”ja” og hopper ned i båden, hvor vi bliver placeret i hver sin magelige stol. ”Mændene pakker husbåden sammen, så vi møder dem senere i dag”, bekendtgør Greg. Vi tager på tur op af Okavango Deltaets bifloder, skiftevis i hurtigt og langsomt tempo. Vi ser et utal af dyr, som Greg fortæller beredvilligt om, da han fornemmer vores interesse og store benovelse. Det er helt ubeskriveligt smukt. Et virvar af grønne snoede vandveje. Der er eksotiske fugle overalt. Godt Greg kender vejen - vi møder husbåden igen 3 timer senere!




Der er dækket op til frokost og sengene er redt. Det bliver hårdt at komme hjem igen.
Båden fortøjes ved papyrusskovens bred ved en lille sandstrand. Det frister at hoppe i vandet, men et par flodhestegrynt minder os om, at det er en dårlig ide. ”Hvis vinden lægger sig, så tager vi ud og fanger tigerfish i eftermiddag” bekendtgør Greg. Laust tegner en, og nu kender vi da programmet for i eftermiddag…

Speedbåd med Greg Thomsen, Kubu Queen House Boat
Okavango Deltaet 2012

Monitor Lizard, tur med Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Krokodille nær Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Speedbådtur, Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Speedbådtur, Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Speedbådtur med Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Speedbådtur med, Kingfisher, Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Speedbådtur med Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Speedbådtur med Kubu Queen House Boat
African Fish Eagle, Okavango 2012

Husbåd på Okavango - paradis!


Kubu Queen House Boat, Okavango deltaet, 2. august


Okavango, solnedgang genspejles

“Oh, from a country full of rivers – so many no one can tell their number – and full of large trees”

David Livingstone, In: Travels and Researches in South Africa. 1849.

Vi sover alle dybt på en husbåd i den nordlige del af Okavango Deltaet omgivet af papyrussumpe. Udenfor brøler flodhestene i vandet, og krokodillerne hviler sig på bredden. Fiskeørne kredser omkring området. Bådens kaptajn hedder Greg Thompson. Han er født i Zimbabwe, men han har boet i Sydafrika og Botswana det meste af sit liv. Han sover ugeneret i et telt oven på taget af husbåden. Til sin hjælp har han to lokale hjælpere, som sørger for alt det praktiske. De sover i telte på land. Man kan stadig lugte røgen fra gløderne i lejrbålet fra i går aftes. Thea og Laust sover trygt i hver sin lille hyggelige dobbeltkahyt i mørkt træ på dækket nedenunder. Pia og jeg sover i hver sin køje i agterstævnen på båden. Her er der 180 graders udsigt ud over floddeltaet, og det eneste der adskiller os fra naturen udenfor er myggenettene. Om natten kan vi høre alle lydene særligt tydeligt, især når flodhestene går op på land for at græsse. Vi hører også en sitatunga gazelle, som gør. Det lyder som en hund, men man skal længere sydpå i deltaet for at finde vildhunde. Fantastisk og eventyrligt at ligge her. Vi har fortøjet båden til en øde ø – i hvert fald for så vidt angår mennesker.

Solen står op for fodenden af vores senge. Natten bød på fuldmåne, og man kunne tydeligt se alle de mange strømhvirvler i floden. Så blev himlen sort, fulgt af sort-lilla nuancer i det højtliggende bælte af skyer i stratosfæren. Efterfølgende tiltagende orangerød overalt. Siden blå højt på himlen og tiltagende højrød i horisonten. Solskiven står op over papyrussen i øst, forbavsende hurtigt. Man kan næsten se, hvordan den bevæger sig. Den står op mod øst, lige der hvor de hellige Tsodilo Hills ligger. Her har der boet mennesker de sidste 60.000 år. Når man ligger her i sengen, virker det et langt stykke tid, som om intet er ændret siden da.

Så kan vi høre puslen uden for gardinet, som adskiller vores afdeling fra spisestue og bro. Kokken har lavet kogende vand til kaffen. Han forsøger at stille den på plads så stille som muligt, for ikke at forstyrre os, så den er klar når vi vågner. Bordet dækkes stille, og maden tilberedes i kabyssen nedenunder nær børnenes afdeling. Dette må være den ultimative måde at opleve Okavango Deltaet på - og det med engelsk prinsegaranti!


Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Agtersalon, Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Morgenmad, Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Åkande nær Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Nederste dæk, Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Detalje bruser, Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Kubu Queen House Boat
Okavango 2012

Lejrplads, milkshake, is og godt humør trods laaang vej!

 Tsunkwe Lodge, den 31. juli. Sidste dag i Namibia


Klargøring af lejrplads:


Endelig når vi frem til Onguma Bush Lodge Campsite, hvor lejrpladsen gøres klar til natten: Først stilles mor og fars telt op på jorden – vi sover nærmest dyrene. Det foregår ganske let og enkelt ved at 4 stænger samles på midten, hvorefter teltdugen bindes op i toppen. På denne tid af året er der heldigvis ikke brug for oversejlet, da chancen for regn er lig 0. Der er heller ikke brug for pløkkerne, da bagagens vægt holder teltet på plads med mindre det blæser usædvanligt meget. Vores ”bedrools” (to ruller med madras, lagen, dyne, hovedpude og betræk) og tøjtasker flyttes fra bilen over i teltet. Herefter foldes de fire magelige campingstole ud og stilles op omkring campingbordet under markisen, som skydes ud fra den ene side af bilen. LED lygten kan tændes under markisen, når det bliver mørkt, og køleskabet skal slukkes for natten. Der tændes lejrbål og grillristen til madlavningen findes frem. Al mad findes i køleskab, thermotaske og madtaske, og diverse køkkenudstyr findes i to andre tasker. Brændet til bålet ligger i en taske på taget af bilen eller kan som regel købes på stedet. Til slut foldes tagteltet ud og er klar til brug med det samme. Her sover Thea og Laust – i noget mere sikker afstand fra dyrene (dog ikke elefanterne, som de er på øjenhøjde med, men som går pænt udenom bilen!)


Lejrplads klargøres
Onguma Bush Lodge


Turen til Tsumkwe

 


Vejen til Tsumkwe 2009
Særdeles ensformig men god standard!


Via satellittelefonen anbefaler Duane fra Safari Drive, at vi gør stop i den lidt større by ”Tsumeb” næste dag, hvor vi kan købe et nyt originalt Land Rover dæk, før vi krydser ind i Botswana. Turen er i alt 420 kilometer, så det er vores længste stræk. I Tsumeb nyder vi burger, milkshake og is i den hyggelige ”biergarten”, som vi kender fra vores forrige tur til Namibia. Det fungerer som en fin lille vitaminindsprøjtning før den meget lange, lige og øde vej til Tsumkwe, som ligger i ”Bushmanland” på grænsen til Botswana. Da vi når sent frem, og det er ved at blive mørkt, erstattes lejrpladsen hos buskmændene med den mere magelige Tsumkwe Lodge – det vækker jubel hos børnene, da de opdager, at vi ikke skal til at sætte telt op og besøge buskmænd efter 8 timers bilkørsel!



Spor i Botswana

Da vi næste dag krydser ind i Botswana via en meget meget lille og øde grænseovergang, stifter vi bekendtskab med vejkvaliteten i Botswana – den er uhyre dårlig! Dybe hjulspor i sandet, huller og alverdens forhindringer. De 120 kilometer til asfaltvejen bliver de langsomste 120 kilometer vi har prøvet, og vi når meget sent frem til husbåden. Undervejs møder vi en bil med knækket akse – det minder os om, hvad der sker på den dårlige vej, hvis man bliver overmodig. I det mindste kan vi klare os i mange dage med vand og føde.



Grænseovergangen til Botswana
På vej tilbage for at få stemplet Theas pas (det glemte de)
På den positive side holdt vi mindst 5 ansatte beskæftiget i ca.1 time


Hytte i Botswana
Landskabet ændrede sig markant efter grænsen var krydset

Wednesday, 1 August 2012

Dæk eksploderer 200 meter fra 2 elefanter, lettere panik!

Etosha, 30. juli


Det går der ud af med 60 kilometer i timen, da der pludselig lyder en meget høj lyd og efterfølgende et brag bagfra bilens højre side. ”Hvad laver du Laust” udbryder både Pia og jeg, da Lausts vindue var åbent. ”Jeg laver ikke noget!” svarer han. Bilen begynder at hælde mod højre, og det står nu klart, at dækket er eksploderet. Jeg får trukket bilen ind i højre siden af vejen. Det viser sig, at der er en 6 cm. lang flænge i siden af dækket. Det er formentlig skåret op af en skarp sten. Der er nu lettere panik, da vi befinder os lige efter en kurve på vejen, usynlig for andre kørende før de kommer om hjørnet. Ydermere er vi i den mest dyrerige naturpark i Namibia.


Dækskifte i Etosha!
Laust holder udkik efter dyr


Advarselstrekanten findes hurtigt fundet frem, den husker jeg heldigvis hvor er; i lommen bag førersædet. Alle får besked på at holde udkik efter dyr, mens jeg placerer trekanten ca. 100 meter bag bilen.

 Nu skal dækket så skiftes. Donkraften bliver fundet frem under bagsædet, men ingen kan huske hvor boltnøglen er? Med sved på panden bliver efterhånden alt bagage tømt ud af bilen, mens der ledes. Til sidst kommer jeg i tanke om, at den vist nok ligger mellem forsæderne. Ganske rigtigt. Nu kan jeg begynde at skrue boltene af. En bil stopper op ”går det”? ”Det går fint nu”, svarer vi. ”Pas godt på de 2 elefanter!”. ”Hvilke elefanter”? svarer vi. ”De står 200 meter længere fremme”!


Dårligt placeret high lift jack
Men det var der ikke tid til at ændre på


Det er den form for information man ikke rigtig kan bruge til noget, når man er ved at skifte dæk. Det skal dog siges til deres forsvar, at de tilbød at blive på stedet. Det var ikke nødvendigt, da vi var tæt på at være færdige. Det er mindre stressende at være formel 1 mekaniker!


På den positive side:
Her er ikke berug for en balje vand


Løver udenfor teltet!


Dolomite Camp, Etosha, den 30. juli


Om morgenen på vores 18 års bryllupsdag blev vi vækket af løvebrøl udenfor teltet. Løver brøler højt! Det fungerer som en meget effektiv form for morgenvækning!! Vi var straks 100% vågne og på dupperne, og da vi kiggede forsigtigt ud, kunne vi se 5 løver på vej til det lokale vandhul. Det var et ganske imponerende syn. Det er dyrenes konge.


Løver udenfor teltet
På 18 års bryllupsdag :-)


Laust er god til at finde ugler
Dette er den anden han ser...

Etosha – Namibias største dyrepark


Den 28-30- juli



Springbook, Etosha Nationalpark 2012


Etosha nationalpark har taget navn efter Etosha Pan, som er resterne efter en stor forhistorisk indlandssø. Den store gråhvide pan er 110 km. fra øst til vest og 60 km. fra nord til syd. Den dækker ca. 6000 km2 land. Omkring Etosha Pan er der et varieret landskab, nogle steder med tæt bevoksning og andre steder med åbent land. Hertil flere naturlige kilder, som tiltrækker et utal af dyr inklusive alle de største i Afrika såsom elefanter, næsehorn, løver, leoparder og geparder. 


Sunset gamedrive, Etosha Nationalpark 2012


I Etosha boede vi meget luksuriøst i to nætter i den helt nye Dolomite Camp, som ligger i det vestlige Etosha. Her er alt hvad hjertet begærer af luksus og dyrene kunne mageligt betragtes fra kanten af infinity poolen!


Infinity pool, Dolomite Camp
Udsigt over sletterne til solnedgang


Laust tager billede af elefanter fra poolen!


Sort næsehorn
Overraskede os på sunset gamedrive, vi så den anden vej!

Opuwo – Kaokolands hovedstad


Wild West stemming


Opuwo den 27-28. juli




Opuwo er Kaokolands hovedstad. Byen ligger som en udpost i det nordligste Namibia kun 100 km. fra grænsen til Angola. Der er wild vest stemning over byen, som myldrer af liv. Okkerindsmurte Himbaer og Hereroer med store hovedbeklædninger ses overalt i byen, og det er en spændende og anderledes oplevelse at handle ind i det lokale supermarked sammen med de meget farvestrålende stammefolk. Opuwo opleves også som en ”rigtig” afrikansk by, hvor mange byer i Namibia er meget vesterlandske og moderne. Der er straks selskab, når man stopper bilen. Forskellige gadesælgere tilbyder deres varer og services. Med et venligt men bestemt ”nej tak” kan man dog godt få fred igen, hvis man ønsker det. Folk er pågående men ikke ubehagelige. 


Vej D3707
På vej fra Orupempe til Opuwo


Selve turen fra Etambura Camp i det øde Kaokoland til Opuwo var på knap 200 km. Den gik via den lille, men overraskende gode vej, D3707. Den første del var meget øde, og vi passerede flere smukke delvist udtørrede flodlejer. Vi så kun 3 andre biler i alt. Da vi kom nærmere Opuwo passerede vi små landsbyer, og der var flere venlige børn og voksne der vinkede. En enkelt gang var der også nogle unge drenge, der truede bilen med stave, da vi ikke stoppede, og der var en mand, der løb efter bilen med en økse! Vi stoppede ikke op og undersøgte hvorfor. Det har vi absolut ikke oplevet andre steder i Namibia.


Pause i udtørret flodleje


I Opuwo boede vi på Opuwo Country Lodges campsite. Der var det, man har brug for, men pladsen i sig selv var ikke så spændende og velholdt. Stedet bærer præg af, at det er det eneste sted man kan bo i selve byen. Priserne i Opuwo Country Lodge var på niveau med luksushoteller i København – men det var mad og service ikke. Det fungerede dog udmærket som overnatningsstop på vejen til Etosha nationalparken.

Saturday, 28 July 2012

Ekstrem kørsel til Marienfluss dalen

Kaokoland den 26. juli





Vi troede ikke det kunne blive mere vildt. Turen fra Etambura mod nord til den meget smukke Marienfluss dal startede ekstremt. Efter 30 minutters kørsel var vi lige på nippet til at vende om igen. Det tog 1 time at køre de første 10 kilometer. Flere steder ville det have været hurtigere at gå. Op og ned af stejle klipper og grussider, på tværs af vandløb og dale. Af og til var sporene i den ene side af vejen meget dybe. Her gjaldt det om at holde bilen på højkant, så den ikke væltede om på siden, og det gjaldt om hele tiden at holde hjulene på de højeste punkter. Til tider kørte man fra stenboulder til stenboulder. Tanken om at skifte dæk her var bestemt ikke behagelig. Det ville være en udfordring at finde et fladt sted. Vi har heldigvis stadig to ekstra dæk i behold. Det var også betryggende at have en guide med i bilen, som kender området. Undervejs samlede vi i øvrigt hans onkel op, som kom gående mutters alene på vejen. Han slap for yderligere 15 kilometers gåtur, men han må have fået sit livs gyngetur på taget af bilen.


Der er brug for både GPS og kort i det nordlige Kaokoland
Vejene er ekstreme!


Efter 2,5 timer var vi nået de 25 kilometer til ”Red Drum”. En, i Kaokoland, meget berømt rød olietromme, som markerer en T-vej nær Marienfluss dalen. Efter Red Drum var vejen væsentlig bedre de næste 20 kilometer ind i dalen af røde sandspor på sletten. Sandspor er vores favorit her på egnen, da bilen vugger behageligt fra side til side uden at ryste nær så meget, som den gør på klipperne. Vi ville meget gerne have nået helt op til Kunene floden ved Angolas grænse og set krokodiller og flodheste, men tanken om den hårde tur tilbage gjorde udslaget. Vi spiste frokost med udsigt over de røde sletter i dalen, og havde herefter en lang men god tur tilbage. Thea og Laust tager det helt fantastisk. De hygger og snakker hele tiden på bagsædet. Laust formåede oven i købet at læse, vist nok tiende bind af ”Skyggens lærling”, på hjemvejen uden at ænse bilens absurde vinkler. Endnu en spændende dag.


Ja, det er vejen!
Lavt gear, differentieltspær og 1. gear fra sten til sten



Pia har lige bagt majsbrød på bålet. Børnene slapper af, og i aften skal vi nyde den sidste solnedgang på toppen af bjerget i Etambura Camp. I morgen går turen de 200 kilometer til Opuwo, Himbaernes hovedstad. Vi skal have en af guidens lokale bekendte med i bilen (hun slipper for taget). Hun har været i landsbyen for at undervise kvinderne i syning og har ventet på kørelejlighed i mange dage – ”nej” er ingen option i dette område, hvor vi kun har mødt hjælpsomhed.


Pia bager majsbrød efter de forhåndenværende midlers princip!

”Hvordan mindes i jeres døde?” spurgte Himba-kvinden

 Himba-landsby nær Etambura 25 juli



"Hvordan mindes i jeres døde"?
Spurgte Himba kvinden

”Hvordan mindes i jeres døde” spurgte Himba-kvinden. Vi forklarede, at man ofte bærer sort i en periode, og at det ikke er ualmindeligt, at man arver noget særligt fra den døde, som man bærer på sig til minde. Ærgeligt at Pia af sikkerhedsgrunde havde efterladt farmors ring hjemme i Danmark. ”Det er lige som os”, svarede kvinden. Hun viste os sin tykke halskæde. Hver eneste af de mange ringe svarede til en nær person, som hun havde mistet, f.eks. senest sin søsters bror. Hun spurgte til vores navne. Vi fortalte at Thea betyder ”Guds gave”, Laust betyder ”bedste ven”, Pia betyder "den fromme moder" og Troels betyder "Thors pil". Himba-kvinden forklarede at deres navne også betød noget. Og så gennemgik hun sit eget, teenagedatterens og sønnens navn; det var alle meget voldsomme navne, som vidnede om død og ulykke, formentlig på basis af et barskt liv! Jeg er glad for at vi havde taget majsmel og sukkerbreve med som gave, sådan som vi havde fået anbefalet af vores guide fra Etambura. Men det forslog som en dråbe i havet. Jeg kunne dog se på de mange dyr, som de lukkede ud af kraalen, at det måtte være en rig familie, som vi besøgte. Her måles rigdom i antallet af kvæg. Himbakvinden viste os sin beklædning. Den imponerende krone på hovedet viste hendes status som gift kvinde. Bæltet på maven viste, at hun havde født. ”Det holder sammen på maven efter fødslen”, som hun forklarede. Skindet på ryggen er til at bære sit barn i bushen. Her kan Baby Sam godt gå hjem og lægge sig, Himbaerne kom først! Ja rent faktisk kom Himbaerne, som er en undergruppe af Herero-folket til disse ugæstfrie dele af Namibia i 1600-tallet. Der er ca. 16.000 i alt svarende til knap 1% af Namibias befolkning.


Bæresele til barnet, Himba model
Længe før Baby Sam!

Det var en meget stor oplevelse at besøge denne Himba-familie. De var mindst lige så nysgerrige som os. Også påfaldende så mange fællestræk der er mellem noget så umiddelbart fremmedartet som dem og os, når man kommer ned til substansen (selvom vi er ved at være nogenlunde lige så røde af solen). Sjovt at se, hvor mange fælles træk der var mellem Himba-kvindens teenagedatter og vores af samme slags! Man fornemmede klart noget mere universelt – en stor dag. Forskellen er ens…

Yngste søn

I morgen går turen til Marienfluss. Stik mod nord i 2 timer. Vi har inviteret vores guide med. Diesel niveauet er ved at være lavt og sporene vi kører af talrige og forgrenede – måske ikke helt dårligt med en gæst med lokalkendskab i bilen.


Teenagere er ens i hele verden!