På vandretur i Kalahari med buskmænd

Central Kalahari, 6. august.

 Strudseæg?

Hvad er det?
Central Kalahari 2012.

Vi er på vandretur med buskmændene i Central Kalahari. Vi går på række gennem bushen fra busk til busk, mens vi (de) leder efter forråd. Vi kommer forbi endnu en busk, der ligner alle de andre til forveksling bortset fra lille række små pinde på nedenfor busken, 5-6 stykker i alt. Hertil en tot græs i toppen af busken. ”Hvad er det?", spørger buskmanden os forventningsfuldt. Vi vil naturligvis gerne vise den flinke buskmand, at vi ikke er helt tabt bag en vogn, selv om den eneste ørken i Danmark ligger på Anholt! Og det her virker da rimeligt gennemskueligt! ”Det er en fælde til dyr”, svarer vi ganske stolte over vores store viden. Buskmanden smiler overbærende, ”det er kun en snydefælde, for at hyæner og sjakaler skal tro, at der er en fælde”. Han fjerner pindene og graver forsigtigt ca. 50 centimeter ned i sandet. Frem dukker et stort strudseæg med to små huller, som er lukket med nogle bestemte blade. Han fjerner bladene og drikker vand. Han forklarer ”vi graver strudseæggene ned forskellige steder i bushen . De fungerer som vanddepoter. Vi kan genkende dem pga. græsset i busken”. Det er helt ubegribeligt for os, hvordan de kan genkende busken med vanddepot på grund af en tot græs. Central Kalahari Game Reserve er 53.000 km2 stort – ca. 60 gange Bornholms størrelse. Her er rigtig meget græs og rigtig mange buske! Hertil kommer et endnu større område udenfor selve Central Kalahari Game Reserve blot kaldet Central Kalahari. Buskmændene viser os også en busk, som tager hovedpine, hvis man indånder røgen fra bladene. En busk som kurerer barnløshed, hvis man drikker the fra bladene i et halvt år (hmm). De viser os også nødder og bær, som kan spises. Vi prøver flere af dem. Endelig viser e os en busk, som er god til at lave gravepinde. Et af de allerførste redskaber mennesker brugte...

Strudseæg gemt som vanddepoter
Kalahari ørkenen 2012

Ild og dyrefælder

Ild frembringes med træpinde fra en særlig busk (der er dog også en ”reserve busk”, som ikke er helt lige så god). Buskmændene laver ild, så vi kan smage ristede nødder. En pind hviler på jorden, mens den anden roteres hurtigt mellem hænderne, så der frembringes friktionsenergi. Pludselig er der en glød. Gløden lægges ned i en gammel fuglerede, og der pustes, indtil flammen springer frem! Bagefter laver Thea og Laust ild under kyndig buskmand instruktion. Det er anden gang på 3 år de laver ild med pinde ;-) 

Laust og Thea lærer at lave ild under kyndig vejledning af Buskmænd
Central Kalahari 2012

Vi får også demonstreret, hvordan man laver reb og bruger rebet til at lave dyrefælder. Buskkvinderne følger os på behørig afstand, men vi følger i hælene på jægerne. Endelig prøver vi at skyde med bue og pil. Af sikkerhedshensyn får vi dog kun ugiftige pile! Giften er dødbringende og stammer fra en særlig orm, som bor på en bestemt busk.

Laust øver bueskydning
Central Kalahari 2012

Vores tro følgesvende i bushen
Central Kalahari 2012

Buskmændene har levet på denne måde i Kalahari i mindst 20.000 år – formentlig nærmere 60.000 år. Det er en højt raffineret civilisation. Det er en meget stor oplevelse at følge dem gennem bushen.

Lejrplads, milkshake, is og godt humør trods laaang vej!

 Tsunkwe Lodge, den 31. juli. Sidste dag i Namibia

Klargøring af lejrplads:

Endelig når vi frem til Onguma Bush Lodge Campsite, hvor lejrpladsen gøres klar til natten: Først stilles mor og fars telt op på jorden – vi sover nærmest dyrene. Det foregår ganske let og enkelt ved at 4 stænger samles på midten, hvorefter teltdugen bindes op i toppen. På denne tid af året er der heldigvis ikke brug for oversejlet, da chancen for regn er lig 0. Der er heller ikke brug for pløkkerne, da bagagens vægt holder teltet på plads med mindre det blæser usædvanligt meget. Vores ”bedrools” (to ruller med madras, lagen, dyne, hovedpude og betræk) og tøjtasker flyttes fra bilen over i teltet. Herefter foldes de fire magelige campingstole ud og stilles op omkring campingbordet under markisen, som skydes ud fra den ene side af bilen. LED lygten kan tændes under markisen, når det bliver mørkt, og køleskabet skal slukkes for natten. Der tændes lejrbål og grillristen til madlavningen findes frem. Al mad findes i køleskab, thermotaske og madtaske, og diverse køkkenudstyr findes i to andre tasker. Brændet til bålet ligger i en taske på taget af bilen eller kan som regel købes på stedet. Til slut foldes tagteltet ud og er klar til brug med det samme. Her sover Thea og Laust – i noget mere sikker afstand fra dyrene (dog ikke elefanterne, som de er på øjenhøjde med, men som går pænt udenom bilen!)

Lejrplads klargøres
Onguma Bush Lodge

Turen til Tsumkwe

 

Vejen til Tsumkwe 2009
Særdeles ensformig men god standard!

Via satellittelefonen anbefaler Duane fra Safari Drive, at vi gør stop i den lidt større by ”Tsumeb” næste dag, hvor vi kan købe et nyt originalt Land Rover dæk, før vi krydser ind i Botswana. Turen er i alt 420 kilometer, så det er vores længste stræk. I Tsumeb nyder vi burger, milkshake og is i den hyggelige ”biergarten”, som vi kender fra vores forrige tur til Namibia. Det fungerer som en fin lille vitaminindsprøjtning før den meget lange, lige og øde vej til Tsumkwe, som ligger i ”Bushmanland” på grænsen til Botswana. Da vi når sent frem, og det er ved at blive mørkt, erstattes lejrpladsen hos buskmændene med den mere magelige Tsumkwe Lodge – det vækker jubel hos børnene, da de opdager, at vi ikke skal til at sætte telt op og besøge buskmænd efter 8 timers bilkørsel!

Spor i Botswana

Da vi næste dag krydser ind i Botswana via en meget meget lille og øde grænseovergang, stifter vi bekendtskab med vejkvaliteten i Botswana – den er uhyre dårlig! Dybe hjulspor i sandet, huller og alverdens forhindringer. De 120 kilometer til asfaltvejen bliver de langsomste 120 kilometer vi har prøvet, og vi når meget sent frem til husbåden. Undervejs møder vi en bil med knækket akse – det minder os om, hvad der sker på den dårlige vej, hvis man bliver overmodig. I det mindste kan vi klare os i mange dage med vand og føde.



Grænseovergangen til Botswana
På vej tilbage for at få stemplet Theas pas (det glemte de)
På den positive side holdt vi mindst 5 ansatte beskæftiget i ca.1 time



Hytte i Botswana
Landskabet ændrede sig markant efter grænsen var krydset