Kalahariløver, leoparder, geparder og vilde hunde

 

Grasslands Safari Lodge

Central Kalahari, den 6. august

"Problemløver" reddet fra henrettelse
Grasslands Safari Lodge

Manageren fra Grasslands Safari Lodge tager os med ud og se deres “katte og hunde projekt”. Han forklarer os, hvordan de fanger løver, leoparder, geparder og vilde hunde, som er blevet ”problemdyr”. Det bliver de, når de bevæger sig ind på farmernes område og tager kvæget. Normalt skyder farmerne dyrene, men ejeren af Grassland Safari Lodge tilbyder at fange dem.

Vi kører ind i indhegningen med løver. Imponerende store dyr! Spændende at se dem så tæt på. En af løverne har sin egen indhegning med net over. ”Det er fordi den blev ved med at forlade indhegningen om natten”, forklarer manageren. Han viser os også 2 leoparder: ”Der kommer en hanleopard om natten og sætter sig udenfor hegnet”. Direkte adspurgt bekræfter han, at det er den samme som er glad for vandtårnet om natten nede i vores campsite.

Vi ser også de vilde hunde, men bliver pænt udenfor indhegningen. ”Vi har lige haft hundegalskab blandt hundene, så vi går ikke derind” forklarer han. ”Når de har hundegalskab, angriber de alt”. Vi er helt med på at blive udenfor hegnet.  

Til sidst bliver vi placeret på en række på jorden udenfor en indhegning med 6 kæmpe Kalahariløver. De er som taget ud af løvernes konge! Pludselig begynde de af brøle højt i kor – det kan høres på flere kilometers afstand og virker meget voldsomt. ”Det er dem I kan høre ned i campen” forklarer manageren.

Kalahariløverne brøler

Ægte Kalahariløve
Grasslands Safari Lodge 2012

To dage senere skulle vi stifte bekendtskab med ”nogle af Kalahariløvernes fætre” om natten tæt på vores telt på ”Sunday Pan” i ”Central Kalahari Game Reserve”. Men det vidste vi heldigvis ikke på daværende tidspunkt…

På vandretur i Kalahari med buskmænd

Central Kalahari, 6. august.

 Strudseæg?

Hvad er det?
Central Kalahari 2012.

Vi er på vandretur med buskmændene i Central Kalahari. Vi går på række gennem bushen fra busk til busk, mens vi (de) leder efter forråd. Vi kommer forbi endnu en busk, der ligner alle de andre til forveksling bortset fra lille række små pinde på nedenfor busken, 5-6 stykker i alt. Hertil en tot græs i toppen af busken. ”Hvad er det?", spørger buskmanden os forventningsfuldt. Vi vil naturligvis gerne vise den flinke buskmand, at vi ikke er helt tabt bag en vogn, selv om den eneste ørken i Danmark ligger på Anholt! Og det her virker da rimeligt gennemskueligt! ”Det er en fælde til dyr”, svarer vi ganske stolte over vores store viden. Buskmanden smiler overbærende, ”det er kun en snydefælde, for at hyæner og sjakaler skal tro, at der er en fælde”. Han fjerner pindene og graver forsigtigt ca. 50 centimeter ned i sandet. Frem dukker et stort strudseæg med to små huller, som er lukket med nogle bestemte blade. Han fjerner bladene og drikker vand. Han forklarer ”vi graver strudseæggene ned forskellige steder i bushen . De fungerer som vanddepoter. Vi kan genkende dem pga. græsset i busken”. Det er helt ubegribeligt for os, hvordan de kan genkende busken med vanddepot på grund af en tot græs. Central Kalahari Game Reserve er 53.000 km2 stort – ca. 60 gange Bornholms størrelse. Her er rigtig meget græs og rigtig mange buske! Hertil kommer et endnu større område udenfor selve Central Kalahari Game Reserve blot kaldet Central Kalahari. Buskmændene viser os også en busk, som tager hovedpine, hvis man indånder røgen fra bladene. En busk som kurerer barnløshed, hvis man drikker the fra bladene i et halvt år (hmm). De viser os også nødder og bær, som kan spises. Vi prøver flere af dem. Endelig viser e os en busk, som er god til at lave gravepinde. Et af de allerførste redskaber mennesker brugte...

Strudseæg gemt som vanddepoter
Kalahari ørkenen 2012

Ild og dyrefælder

Ild frembringes med træpinde fra en særlig busk (der er dog også en ”reserve busk”, som ikke er helt lige så god). Buskmændene laver ild, så vi kan smage ristede nødder. En pind hviler på jorden, mens den anden roteres hurtigt mellem hænderne, så der frembringes friktionsenergi. Pludselig er der en glød. Gløden lægges ned i en gammel fuglerede, og der pustes, indtil flammen springer frem! Bagefter laver Thea og Laust ild under kyndig buskmand instruktion. Det er anden gang på 3 år de laver ild med pinde ;-) 

Laust og Thea lærer at lave ild under kyndig vejledning af Buskmænd
Central Kalahari 2012

Vi får også demonstreret, hvordan man laver reb og bruger rebet til at lave dyrefælder. Buskkvinderne følger os på behørig afstand, men vi følger i hælene på jægerne. Endelig prøver vi at skyde med bue og pil. Af sikkerhedshensyn får vi dog kun ugiftige pile! Giften er dødbringende og stammer fra en særlig orm, som bor på en bestemt busk.

Laust øver bueskydning
Central Kalahari 2012

Vores tro følgesvende i bushen
Central Kalahari 2012

Buskmændene har levet på denne måde i Kalahari i mindst 20.000 år – formentlig nærmere 60.000 år. Det er en højt raffineret civilisation. Det er en meget stor oplevelse at følge dem gennem bushen.

Afslapning på Khumaga Campsite

Makgadikgadi Pans National Park, 9-10. august.

Khumaga Campsite er et hit. Det ligger på bredden af den smukke Boteti River, som nu flyder igen efter at have været udtørret i ca. 13 år. Derfor måtte vi krydse floden på en noget interimistisk pram drevet af to små påhængsmotorer - da vi endelig havde fundet frem til, hvor den lokale bådfører boede.

Vi krydser Boteti River på en pram

Vi kører ”game drives” op og ned af flodbankerne fra Khumaga Campsite og ser ufatteligt mange dyr. Elefanter, Zebra, Kudu, Steenbok, Struds m.v. Om aftenen hygger vi os omkring lejrbålet, uden vi behøver at være alt for meget på vagt efter dyr. Her kommer kun sjældent potentielt farlige dyr helt ind i campen. Vi får dog besøg af en ”Honey Badger”, som normalt lever af slanger og andet kød om natten, men nu trives fint med campisternes aftensmad! Det viser sig at være en lille arrig fyr med store tænder, som den viser, når man kommer for tæt på! Vi skal også passe godt på de små ”vervet aber”, som stjæler alt, hvis vi vender ryggen til. Pia fik sin sag for, da hun på et tidspunkt var alene med mad og telt! Heldigvis er her ikke bavianer, som er meget mere udspekulerede! De terroriserer alt og kan sågar åbne telte, og de stjæler alt, hvad de kommer i nærheden af.

Honey Badger på visit i vores lejr
Kan være ganske aggressiv

I morgen tidlig drager vi via den større by ”Maun” til ”Third Bridge Campsite”, som ligger i ”Moremi Game Reserve”. Her skal vi være i 2 nætter - nye eventyr venter?

Oceaner af dyr
Nær Khunaga Campsite



Oceaner af dyr
Nær Khunaga Campsite

Rakops – den sidste udpost

Rakops, den 9. august.

Central Kalahari Game Reserve var en helt ekstrem oplevelse. Så meget desto mere nyder vi nu at være ude af parken via en uhyre dårlig vej fra ”Matswere Gate” til Rakops, som er den sidste udpost før Central Kalahari. ”Vejen” bestod for det meste af hvidt pulversand anlagt i dybe spor kombineret med store huller. Det kan godt være, at vi ikke er imponerede over Land Roverens mekaniske stabilitet, men vi er behørigt imponerede over, at den klarer hvad som helst rent vejmæssigt. Den tygger sig ganske enkelt igennem de mest utrolige udfordringer. Vi er aldrig i tvivl om, at den kan klare det!

Sporet til Rakops fra Central Kalahari Game Reserve

Et af de bedre steder!

Dårlig lyd

Da vi endelig når Rakops, fylder vi tanken med 80 liter diesel. Herefter spiser vi udefinerlige ”beef chops” på den lokale ””restaurant””. Den meget søde afrikanske ejer beklager, at vandet ikke har fungeret nogle dage, så hun har ikke rent bestik. Vi spiser derfor seje beef chops med en plastik ske! Ganske morsom oplevelse. Tallerkenernes hygiejniske standard tør jeg slet ikke tænke på. Alt smager dog helt fortrinligt efter Central Kalahari (vi afstod dog fra den komave, som vi først blev tilbudt). Vi er meget begejstrede for maden og værtinden, som får gode drikkepenge!

Spor
Deception Pan, Central Kalahari Game Reserve 2012

Biting cold and lion roars outside our tent!

Sunday Pan, Central Kalahari Game Reserve, August 8th kl. 0400 a.m.

“Aaoouu—a soft groan startled me. I slowly lifted my head and peered over my feet. My breath caught. It was a very big lioness—more than 300 pounds—but from ground level she looked even larger. She was moving toward us from about five yards away, her head swinging from side to side and the black tuft on her tail twitching deliberately. I clenched a tuft of grass, held on tight, and froze. The lioness came closer, her broad paws lifting and falling in perfect rhythm, jewels of moisture clinging to her coarse whiskers, her deep-amber eyes looking straight at me. I wanted to wake up Delia, but I was afraid to move.”

― Mark Owens, Cry Of The Kalahari (Quotes at Goodreads)

Deception Pan, August 8th

 

Full moon

It's 4 o'clock in the morning. We have finally fallen into a deep sleep after the day's hardships and after lying and listening to all the sounds around the tent. The children are sleeping safely on the roof of the car. They talked for a long time together before falling asleep. We are completely alone in the world in the middle of the Central Kalahari Game Reserve. As far out on the edge as one can get in this world. Suddenly, we are wide awake!! There are all too clear lion roars sounding only about 200 meters west of the tent – there are many of them. We think of the enormous, real Kalahari lions that we just saw at Grasslands Safari Lodge. "Did you hear that?" I ask softly. "Yes," Pia answers. There is no need to say more. We just lie completely still and try to breathe without making a sound. Good thing the children didn't wake up – it's a bad time to call. The minutes pass, seemingly without them coming closer. After about an hour, I hear the lions again, now south of the tent. They are a little farther away. Glad that this is the last night in Central Kalahari. It is too extreme...

In Danish [Kl. er 4 om natten. Vi er endelig faldt I dyb søvn efter dagens strabadser og efter at have ligget og lyttet til alle lyde omkring teltet. Børnene sover trygt på taget af bilen. De talte lang tid sammen, før de faldt i søvn. Vi er helt alene i verden midt i Central Kalahari Game Reserve. Så langt ud på kanten, som man kan komme i denne verden. Pludselig er vi lysvågne!! Der lyder alt for tydelige løvebrøl kun ca. 200 meter vest for teltet – der er mange af dem. Vi tænker på de enorme ægte Kalahari løver, som vi lige har set i Graasslands Safari Lodge . ”Hørte du det”? spørger jeg sagte. ”Ja” svarer Pia. Der er ikke behov for at sige mere. Vi ligger bare helt stille og forsøger at trække vejret uden at lave en lyd. Godt børnene ikke vågnede – det er et dårligt tidspunkt at kalde. Minutterne går, tilsyneladende uden de kommer nærmere. Efter en times tid hører jeg igen løverne, nu syd for teltet. De er lidt længere væk. Glad for at det er sidste nat i Central Kalahari. Der er for ekstremt…]

Kalahari lion

“Syntes I ikke det lugter mærkeligt I bilen?!

 Sandspor, 8 kilometer sydvest for Leppard Pan, position S21 17.947’ E023 42.926’

Konference med Duane i Windhoek

”Syntes I ikke det lugter mærkeligt"?, spørger Pia. Vi befinder os 8 kilometer sydvest for Leopard Pan i Central Kalahari Game Reserve. Vi følger to spor i sandet, mens vi leder efter brænde. Lugten breder sig i bilen og bliver tydeligere og tydeligere. Nærmest en kombination af rådne æg og brændt gummi! Ingen lamper lyser i instrumentpanelet. Håndbremsen er ikke trukket. Kølerhjelmen åbnes, mens familien rutineret spejder efter ”store katte” i nærheden af bilen. Der er vand på køleren og intet mærkeligt med motoren. Der er intet at se under bilen eller ved hjulene. Vi kører lidt videre, lugten tiltager. Det lugter nu klart som rådne æg. ”Det bliver varmt under mit sæde, kan det være batteriet”? spørger Pia. Jeg fjerner Pias sæde for at komme til batterierne – ganske rigtigt! Under sædet ligger de 2 batterier. Lugten af svovl er meget tydelig, og hovedbatteriet er glohedt og syder som en kedel kogende vand. Pulverslukkeren findes frem! Vi kan heldigvis huske, at den er under Lausts sæde. Vi er ikke et rart sted, hvis bilen brænder: 8 kilometers gåtur forbi det eneste vandhul (=dyr) i ca. 100 kilometers omkreds. Hvis vi vel og mærke kan finde vej. Vi sikrer os GPS og satellittelefon, så vi kan redde dem med ud af bilen, hvis den brænder.

Det kogende og lækkende batteri!
Land Rover: Englændernes hævn over Afrika

Efterhånden aftager den sydende lyd fra batteriet. Satellittelefonen kommer i brug igen. Duane i Windhoek lyder ikke helt begejstret for at høre fra os igen. Han får straks vores GPS koordinater, hvis telefonen går ud. Efter han har skrevet dem ned foreslår han, at vi skifter batteri fra hovedbatteri til det mindre ekstra batteri, som driver køleskabet. "Det burde være nok til at køre bilen", siger han. ”Der skulle være det nødvendige værktøj i bilen”, supplerer han. Jeg foreslår i stedet, at vi venter til batteriet er kølet så meget af, at vi kan køre bilen de sidste 8 kilometer til vores lejrplads. Duane konfererer med Safari Drive i London: ”Kør ikke videre i bilen, det I kan lugte er svovldampe. Batteriet kan i værste fald eksplodere eller bryde i brand når som helst. Jeg synes I skal forsøge at få batteriet helt ud af bilen og op på taget. Det bør ikke være inde i bilen”. Jeg er lidt i tvivl, om det er bilen eller os, han er bekymret for? Jeg kigger ned i brønden under sædet – det ligner ikke et almindeligt ”gør det selv” projekt. Der er mange ledninger til begge batterier pga. de mange forskellige funktioner i bilen. Men tanken om en svovlsyreeksplosion inde i bilen gør udslaget. Jeg finder værktøjet frem, og det lykkedes at afmontere begge batterier. I samme øjeblik det sidste batteriet afmonteres, går tyverialarmen i gang med en enorm larm! Surrealistisk!! Vi spekulerer lidt på om det tiltrækker eller skræmmer dyrene væk – vi hælder mest til det sidste.  Det er nødvendigt at fjerne begge batterier, for at få det ustabile batteri op af brønden. Det lykkes med nød og næppe. Herefter bugseres det lille batteri ned i brønden igen. Da det nye batteri er skruet fast kommer testen – nøglen drejes – bilen hoster og går ud igen. Godt at den hostede! Men skidt at den gik ud igen!! Alt strømforbrugende i bilen slukkes, og vi prøver igen – bilen starter! Lettelsen er til at føle, men vi var alle forbavsende fattede under hele forløbet (noget mere fattede end da vi skulle skifte dæk i Etosha Nanionalparken nær to elefanter). Vi kører tilbage til Sunday Pan Camp 2, mens vi samler brænde undervejs. Nu er vi vist hærdede Afrikarejsende.

Jeg ved nu meget mere om Land Rover-mekanik, end jeg har lyst til!. Jeg er enig med Johan fra Madisa Campsite: Land Roveren er englændernes hævn over Afrika…

På Sunday Pan bager Thea 5 pandekager til hver. De smager bedre end nogensinde tidligere.

Vores lejrplads
Sunday Pan, Central Kalahari Game Reserve 2012

Endeløs tomhed!

Central Kalahari Game Reserve 7. august

Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed

Prædikerens bog, kap. 1, vers 2.

Dette må være det nærmeste man kommer på at være alene i verden! Endeløs tomhed fordelt på 53.000 km2. Det er et af verdens største vildreservater - ca. 60 gange Bornholms størrelse.

This is Africa at its most remote and esoteric: a vast sand sheet punctuated by a few huge open plans, occasional salt pans and the fossil remains of ancient riverbeds. The Central Kalahari Game Reserve isn´t for everybody … So unless you have a fully equipped vehicle (preferably two) and lots of bush experience, it is probably not the place for you. The converse is that if you have already experienced enough of Africa to love the feeling of space and the sheer freedom of real wilderness areas, then this reserve is completely magical; it´s the ultimate wilderness destination

Chris McIntyre, Botswana – the Brads Safari Guide 2010

Vi kører ca. 275 kilometer fra Grasslands Safari Lodge Campsite østpå. Vi følger et sandspor i Kalahariørkenen på vej mod  ”Sunday Pan” i ”Central Kalahari Game Reserve”. Vi bruger kun første og andet gear, men en sjælden gang imellem kan vi komme helt op i 3. gear. Jo hurtigere vi kører, desto større risiko er der for at overse et af de store huller i vejen, som hulepindsvin, ræve og diverse gnavere har lavet. Det kan knække aksen. Ikke rart med flere hundrede kilometer til nærmeste hjælp. Vi møder ikke et eneste menneske i de 8 timer, vi er undervejs. Vi ser heller ikke en eneste bil.

8 timers kørsel af et spor gennem Kalahari
Vi møder ingen mennesker eller biler
Central Kalahari Game Reserve 2012

En sjælden storslået oplevelse i en verden fyldt med mennesker – er det nu 7 milliarder? Men samtidig en tankevækkende barsk natur lige udenfor den beskyttende Land Rover ramme. Her gælder det om at have udstyr og planlægning på plads, ellers er der kontant afregning. Dette er absolut grænsen for, hvad der er fysik muligt.

Trods alle ods?
Træer, Deception Pan, Central Kalahari Game Reserve 2012

”Jeg skal tisse rigtig meget”

Pas godt på leoparden!

Grasslands Safari Lodge Campsite, Central Kalahari, den 5-6. august

Fuldmåne

”Pas godt på den gamle hanleopard. Den kan godt li´ at kravle op i vandtårnet”. Manageren fra Grassland Safari Lodge henviste til det lille vandtårn, som var midt på campsitet ca. 30 meter fra vores telt. ”Den gør ikke noget, men man skal ikke forskrække den”. Ingen af os havde det mindste lyst til at forskrække en gammel stor hanleopard… ”Det er især om natten, lys godt ud af teltet i alle retninger. Hvis I ser øjne, så skal I ikke gå ud, men vente. Hvis I overrasker den, så stå helt stille. I må ikke løbe. Træk jer langsomt tilbage til bilen. I nødstilfælde lys den direkte i øjnene, men så skal I kunne nå ind i bilen hurtigt, da det er en aggressiv handling!”

Kl. 4 om natten: ”Jeg skal tisse rigtig meget”, siger anonymt barn fra teltet på toppen af Land Roveren. Jeg ser på Pia, det ser bestemt ikke ud som om, at hun havde tænkt sig at føre an over til toiletbygningen ved siden af vandtårnet. Dynen af – det er hundekoldt i nat! Jeg lyser ud, ingen leopardøjne. Men jeg kan ikke lyse bag teltet og bag bilen. Går forsigtigt ud af teltet og lyser igen. Stadig ingen øjne. Ej heller en leopard på toilettet – to lettelser på en gang!

Sporet til Kalahari næste dag
8 timers kørsel uden at møde en eneste person

Vi har fået hund

Guma Lagoon, 4. august

Vi overnatter på Guma Lagoon Campsite. Vi har fået hund ”Toby”. Ejeren oplyser det udtales ”Stjoby”. Den foretrækker vores telt – formentlig på grund af de mange godbidder der falder af. Den forstyrrer til gengæld badmintonspillet, når den forsøger at fange fjerbolden!

Netop ankommet til Guma Lagoon
Vores nye følgesvend Toby

Bid igen! Laust lander Tiger Fish

Okavango Deltaet den 3. august.

Lausts Tiger Fish!
Okavango 2012

Så lykkedes det at få den helt ombord. Laust fanger dagens største fisk – en stor tiger fish. Han er naturligvis både stolt og begejstret og soler sig i Gregs ros. Belønningen for dagens to lange fisketure op og ned af deltaet. Vi ligger og driver ned af floden det meste af tiden og kaster mod bredden. Alle små bugter afsøges. Selv Thea bliver til sidst så inspireret af de fisk der hives indenbords, at hun efter en kort instruktion fisker med det meste af dagen. Greg roser ”Jeg har haft mange såkaldte rutinerede fiskere med, som slet ikke kaster lige så godt som jer”, vi suger naturligvis rosen til os.  I aften står der fisk på menuen. Det er sidste aften på husbåden. Så er det slut med driverlivet. I morgen går turen til Guma Lagoon lidt længere nede af deltaet.

Pas på!
En flodhest kan vælte en båd og bide en person i to dele...