Friday, 27 November 2015

I Kalahariørkenen med 1 par underbukser hver

På den gode side, håndbagagen nåede frem…

Twee Rivieren, Kgalagadi Transfrontier Park, Kalahari, Sydafrika. Den 21. november 2015.

 
Sønnike ved game sighting board
Twee Rivieren Rest Camp


Så nåede vi frem til ”Twee Rivieren Rest Camp” i Kgalagadi efter ca. 250 km`s kørsel stik nord. De blev tilbagelagt i vores hvide Toyota Hilux SRX 4x4, som vi fik udleveret i Upington Lufthavn. Det har været 30 ganske anstrengende timer. Afgangen fra København blev forsinket halvanden time, og vores bagage med al udrustningen nåede i sidste ende ikke frem. Den befinder sig 1000 km. øst for os i Johannesburg (?!) Vi har ””heldigvis”” prøvet været i samme situation en gang før, så det lader vi os ikke slå ud af!

Vi har i stedet lavet en række fantasifulde aftaler med forskellige aktører. Nu håber vi, at vi rent faktisk modtager vores bagage om senest to dage, på det tidspunkt yderligere 150 km. mod vest langs det tørre Aoub flodleje. Efter dette punkt er det ikke realistisk at se bagagen igen, da vi så kører yderligere ca. 8-10 af et spor mod nord, hvor vi skal opleve 3 dage i de mest øde egne af Kgalagadi nationalparken.

For at øge sandsynligheden for at bagagen rent faktisk når frem, har vi lavet et bonussystem for de involverede parter (undtagen os!). Det kommer til udbetaling når/hvis vi rent faktisk modtager bagagen. En pekuniær bonus har det erfaringsmæssigt med at øge motivationen gevaldigt på disse kanter, om end folk af natur forekommer meget venlige og imødekommende.

Vores nuværende meget reducere udrustning består af; rejsedokumenter, kamera, iPhones, div. adaptere, hver en bog, medicintaske og en ultrabærbar PC´er. Hertil hver 1 sæt sokker, 1 sæt underbukser, 1 sæt benklæder, en skjorte og sønnike havde pakket en varm trøje i håndbagagen.

Power shopping i Upington Mal


Proviant til turen


Far med smarte koboltblå badebukser



For en sikkerheds skyld har vi lynshoppet de mest nødvendige ting i Upington Mal. Det er den hurtigste shopping tur, jeg har prøvet til dato. Vi skulle være fremme ved porten til nationalparken før mørkets frembud, herefter er lågen lukket. Køb af ekstra tøj tog ca. 10 minutter inklusive afprøvning – det kan være det ser ud derefter. Specielt mine koboltblå knælange badebukser, som formentlig har været stor mode engang i 1980´erne. Ud over håndbagage er vi nu i besiddelse af; tandpasta, termokande, Svitzerkniv, lommelygte, solbeskyttelse, vaskepulver og hver en ekstra skjorte. Hertil hver et par badebukser, som vi kan have på, når vi vasker vores underbukser :-) Vi har også købt rigeligt brænde, vand og fødevarer til hele turen – vi behøver dybest set ingen anden bagage.


Indgangsporten til Kgalagadi


Twee Rivieren er indgangsporten, når man kommer fra syd (Upington), og den fungerer som det administrative hovedkvarter. Lejeren ligger på bredden af den udtørrede Nossob flod. Det er angiveligt den eneste lejr med 24 timers elektricitet og mobiltelefon forbindelse. Herudover har Twee Rivieren reception, butik, brændstof, restaurant, informationscenter og swimmingpool. Den rene luksus i forhold til de Wilderness Camps vi skal bo på den kommende tid.


Twee Rivieren kort, kilde sanparks.org
Link til planlagt rejserute

Thursday, 19 November 2015

I Kalahari er du sikker på sol og varme i ferien!

Vejret i Kgalagadi Transfrontier Park

Vil du være sikker på sol og varme i ferien, så skal du tage til Kgalagadi i Kalahari. Om sommeren (oktober til april) stiger temperaturen i Kgalagadi op til 40 grader Celsius - undertiden højere. Du får heller ikke de store problemer med regn. Den årlige nedbør er sjældent på mere end 100 mm, og nogle år forbliver den endda under 50 mm. Typisk er det årstiden for de spektakulære Kalahari tordenvejr. Om vinteren (juni til august) ligger temperaturerne omkring 25 grader Celsius. Luften er meget tør, og du kan forvente meget klare dage. Nætterne kan være ekstremt kolde. 

Vinteren er også den bedste tid at se vildt. På grund af tørken er vildtet tvunget til at søge til de kunstige vandhuller i flodlejet.


Vejrudsigt for vores første uge i KTP. Kilde. 

Op til 41 C og 0% chance for regn, bemærk dog den lille sky om søndagen :-)
Her kan du se et eksempel fra youtube på pludseligt tordenvej, det ene sted vi skal bo.


Gennemsnitlig temperatur JAN-DEC, KTP. Kilde.

Link til fordele ved forskellige årstider i Kgalagadi på Engelsk her

Rejserute og lejrpladser "far & søn tur" Kalahariørkenen 2015

"Planlægning af rejsen er halvdelen af fornøjelsen"


Rejserute "Kgalagadi" nationalparken, herefter
6) Augrabies Falls National Park
7) Yellow Aloe, Clanwilliam
8) Vineyard Hotel, Cape Town


"Lejrpladser sætter sig på en egen måde fast i erindringen, som om man havde levet der i lange tider, og man husker undertiden længe en enkelt kurve af sine vognspor i græsset på sletten, som om det var et tegn, der havde haft betydning i ens liv" 

Karen Blixen, Den Afrikanske farm, 1937.

På vej til Central Kalahari Game Reserve, Botswana, 2013 

Vores planlagte lejrpladser:


Twee Rivieren Rest Camp, 1 dag.

Indgangsporten til Kgalagadi når man ankommer fra syd - i vores tilfælde Upington lufthavnen. Her er administrativt hovedkvarter, reception, butik, restaurant, brændstof og pool. De fleste (som os) bruger Twee Rivieren som gennemgangs lejr, men nogle der bruger Twee Rivieren som base til udforskning af den sydlige del af Kgalagadi. Ikke mindst da de mindre wilderness camps hurtigt bliver udsolgt (book > 6 mdr. i forvejen). Der skulle være mange fugle og dyr nær campen.

Kalahari Tented Camp, 2 dage.

Eksklusiv "getaway" med udsigt fra egen veranda til vandhul i Auob flodens udtørrede flodleje. Kanvastelte i rustikke farver og interiør bygget på træplatform med gangbroer imellem. Til dels af sikkerhedsmæssige årsager. Som en særlig luksus er der swimmingpool(!) Godt udgangspunkt for udforskning af den vestlige del af parken. Tæt til Mata Mata Rest Camp på Namibias grænse, hvor der er flere faciliteter.
Link til vores beretning fra Kalahari Tented Camp

Grootkolk Wilderness Camp , 1 dag.

Så starter ekspeditionen for alvor efter den luksuriøse indledning! Efter en lang dags kørsel langs Nossobflodens udtørret flodleje nås "Grootkolk", som ligger i den nordligste og mest øde del af Kgalagadi i Kalahariørkenen. Lejeren ligger isoleret og afsides på toppen af en af de for Kalahari karakteristiske røde sandklitter. Her er kun selskab af stilhed og stjerner. Nå ja - og dyr - som der står "this camp is NOT fenced, dangerous animals high risk". Teltene er bygget af sandsække og kanvas. Det er klogt at blive indenfor om natten. Der er solpaneler til lys og grillsted på verandaen til medbragt brænde/kul.
Link til vores beretning fra Grootkolk Wilderness Camp

Gharagab Wilderness Camp, 2 dage.

Det fortsætter mindst lige så "vildt". Nu skal vi til det mest ekstremt beliggende sted på vores tur. Gharagab ligger isoleret i den nordligste del af Kgalagadi nationalparken i Kalahariørkenen. På toppen af en rød sandklit, med udsigt til et vandhul, i midten af ingenting, fjernt fra alt. Der er dog 3 andre telte og en opsynsmand. Adgangsvejen er et 30 km langt udfordrende "one way" 4x4 spor (youtube video), efter man har forladt det udtørrede flodleje. Pludselige vejrændringer kan også være en udfordring, da vi er der i "regntiden" (youtube video) Husk: VAND, diesel, GPS, brænde, mad o.s.v.
Link til vores beretning fra Gharagab Wilderness Camp  
Link til planlagt rejserute hertil (pyha x 2), dog skal vi fange lidt mere østligt spor mellem "punkt 3" og "punkt 6" på ruten. Vi forhører os grundigt i Grootkolk - der er ikke mange servicestationer (årtiets underdrivelse)
Link til Google billeder fra stedet
Link til beskrivelse af Gharagab

Ta Shebube Rooiputs, 2 dage.

Så er der dømt luksus igen efter en meget lang tur gennem ørkenen. "All inclusive" luksus camp med mad, drikke og aktiviteter inkluderet. Eksempelvis campens egen stjernekikkert og plungepool. Det bliver en behagelig kontrast til Gharagab - og den lange hårde tur hertil. 
Link til planlagt rute hertil (pyha x 3). Dog forventes en rute direkte mellem punkt 3 og 4 (østligt). Sporet kan ses i stor forstørrelse på kortet eller på SANparks officielle kort over nationalparken. Vi forhører os grundigt i Gharagab. Det gælder om at køre den rette vej på grund af det begrænsede antal tankstationer... ;-)
Link til vores beretning fra dette sted
Link til Google billeder fra stedet
Link til Ta Shebube hjemmeside

Augrabies Falls National Park, 2 dage.

På vejen vejen til Cape Town er første stop Augrabies Falls National Park, som dækker 820 km² langs Orange floden. Vandfaldet er 60 metres højt og meget højlyd i regntiden. Navnet betyder "stedet med høj lyd".  Ud over vandfald, sprækkedal og dyreliv, er parken også berømt for de mange Aloe dichotoma træer, på engelsk "quiver tree", som tåler det tørre klima. I parken skal vi først og fremmest vandre på de afmærkede stier.
Link til vores beretning fra dette sted

Yellow Aloe, Clanwilliam, 1 dag.

Stop-over i, håber vi, hyggeligt guest house på vej til Cape Town. Det ser ud til at være et godt sted at slippe af med det sidste støv :-)
Link til vores beretning fra dette sted

Vineyard Hotel, Cape Town, 3 dage.

Arbejde for mig, afslapning for sønnike på hotellet. Skulle der være noget støv tilbage...

På tur til "tørstens sted" i Kalahari: Kgalagadi Transfrontier Park


Far søn tur til "Kgalagadi Transfrontier Park", Kalahari, Sydafrika og Botswana, 2015

Imorgen går turen til Kalahari for far og søn (15 år). Denne gang bliver mor og datter hjemme i Danmark og holder skansen, mens vi skal til den sydlige del af ørkenen til nationalparken "Kgalagadi Transfrontier Park". Det er tredie gang vi er heldige at kunne besøge Kalahari, og vi glæder os til endnu engang at opleve det smukke natursceneri, som vi er kommet til at holde meget af; de store vidder, tomheden, stilheden, de klare stjerner og den - på disse kanter - meget tydelige mælkevej. Hertil de mange, lejlighedsvis lige rigeligt spændende, lyde om natten, og de mange forskelligartede dufte, som sanses meget tydeligt gennem teltdugen. Hvor er det dog befriende en gang imellem at slippe helt væk fra den evigt påtrængende civilisation. Jeg husker stadig tydeligt sidste gang vi var seriøst (som min datter ville have udtrykt det) langt væk. Det var den 11. august 2012 ligeledes i Kalahari men ca. 800 km. længere nordøst. Jeg er glad for vi ikke kører i Land Rover i denne omgang, senere den 11. august 2012, midt i Kalahari Central Game Reserve i Botswana, opleve vi det potentielt mest alvorlige nedbrud af bilen til dato. Som det udtrykkes i Afrika: Land Rover er englændernes hævn over Afrika ;-) 

1. nedbrud, Damaraland, Namibia 2012
2. nedbrud, ny Land Rover udleveres,
Damaraland, Namibia 2012


3. nedbrud, Botswana 2012


Geografi

Kgalagadi Transfrontier Park (KTP) ligger i hjørnet mellem Namibia, Botswana og Sydafrika i den sydlige del af Kalahariørkenen. Den består af nationalparkerne "Kalahari Gemsbok National Park" (Sydafrika) og "Gemsbok National Park" (Botswana). Der er tale om et enormt vildnis på 38.000 km² næsten svarende til Danmarks areal. Nationalparken er kendetegnet ved, at der ikke er nogen fysisk barriere mellem Botswana og Namibia, så vildtet har fri bevægelighed langs gamle trækruter; en nødvendighed for at overleve i dette barske ørkenmiljø.

Kgalagadi kort, kilde: sanparks.org


Tørstens sted

Kgalagadi betyder "tørstens sted". Landskabet består af de, for Kalahari karakteristiske, røde sandklitter, sparsom vegetation, lejlighedsvis spredte træer og græs, også det man kalder Veld eller Bushveld. To udtørrede flodlejer, Nossob og Aoub, gennembryder den sydvestlige del af parken, men det er kun ca. én gang pr. 100 år, der flyder vand (!) Vandet findes i jorden under de udtørrede flodlejer og giver liv til græs og spredte træer langs flodbredden. En sjælden gang imellem, om sommeren (når det er vinter i Danmark), løber der kortvarigt vand efter store spektakulære tordenbyer. Når det sker, er der fest for områdets dyr, som er på en evig jagt efter vand. I denne lille video viser en buskmand os en rod med vand, som han fandt i sandet under en busk i det tørre Kalahari nær Nhoma Camp, Namibia 2009:



Dyrerne

Der er et rigt og varieret dyreliv i Kgalagadi. Mest berømt måske de tre store kattedyr; løve, leopard og gepard (der findes ikke tigre i Afrika). I Kalahari trives løvernes konge, den sortmankede kalahariløve, som der findes ca. 450 af i Kgalagadi. Der er ca. 200 gepard og 150 leopard. Kattedyrene jagter bl.a. de mange store drøvtyggende klovdyr, antiloperne. Der er eksempelvis den blå gnu (blue wildebeest), der som andre gnuer kan kendes på skæg som en ged, horn som en ko og mane og hale som en hest :-) Der er også springbok, som kan kendes på det brede mørkebrune bånd på flankerne, og oryx (den sydlige oryx gazella callotis), med de spidse spydlignende horn, og rød koantilope (red hartebeest), med sort bred tegning fra øjne til næse, brunsorte lår og hvid rumpe. Der er brun hyæne (ca. 600) og den større plettet hyæne (ca. 375), som du kan læse mere om her. Endelig er der observeret mere en 200 forskellige fuglearter.

Oryx er særligt tilpasset til det varme og tørre klima i Kalahariørkenen. De tåler eksempelvis en temperaturstigning på hele 8,5 °C over normaltemperaturen, hvilket er ret enestående for pattedyr, så kropstemperaturen kan nå helt op på 46 °C. Det er, som oftest, mere end lufttemperaturen, så dyrene ikke længere modtager varme fra omgivelserne men afgiver varme og dermed afkøles. De kan øge iltoptagelsen og dermed nedsætte vædsketab gennem åndedrættet. De klarer sig flere dage uden vand.

Oryx nær Little Hunter´s Rest, Namib ørkenen, Namibia 2009

Nationalparken dannes

Kalahari Gemsbok National Park i Sydafrika blev oprettet i juli 1931. Formålet med parken var at beskytte vildtet, især Oryx, mod krybskytteri. Oryx, som på engelsk hedder "Gemsbok", lagde navn til parken. Efter 1. verdenskrig bosatte flere landmænd sig langs Auob og Nossob floderne. De kæmpede hårdt for at overleve på deres gårde i det barske miljø og tog på jagt sammen med biltong jægere langvejs fra, så der blev mindre og mindre vildt år efter år. Forud for oprettelse af KTP-nationalparken blev de fleste privatejede gårde købt op, og landmændene flyttede til et område syd for den nyetablerede park. Syv år senere, i 1938, blev Botswana Gemsbok National Park proklameret i det område, der dengang hed Bechuanaland. Samme år fik landmændene på Botswanas side, i alt 84 familier og 5000 husdyr, besked på at flytte til et område syd for parken. Ruinerne af en gammel bolig og flere grave ses stadig ved Rooiputs. Mabuasehube Game Reserve blev etableret i 1971 og senere indarbejdet i Gembok National Park i 1992. 

Siden 1948 har der været en uformel mundtlig aftale mellem det daværende Protektoratet Bechuanaland i Botswana og Unionen af ​​Sydafrika om at oprette et fredet område i de to landes tilstødende områder. I juni 1992 mødtes repræsentanter fra de sydafrikanske nationalparker (nu SANParks) og institut for vildt og nationalparker (DWNP Botswana) og nedsatte en fælles forvaltning til at styre området som en enkelt sammenhængende økologisk enhed. En forvaltningsplan blev udarbejdet, revideret og godkendt i 1997. Parterne blev enige om at samarbejde om turisme og dele parkens entré indtægter ligeligt. Den 7. april 1999 underskrev Botswana og Sydafrika en historisk bilateral aftale, hvor begge lande forpligtede sig til at styre deres tilstødende nationalparker som en enkelt økologisk enhed uden fysiske barrierer, selv om der er tale om en international grænse mellem to lande. Endelig den 12. maj 2000 åbnede præsidenterne fra Botswana og Sydafrika formelt det sydlige Afrikas første fredspark "Kgalagadi Transfrontier Park". 

Link til Kalahari historier/myter (engelsk)

Du kan læse nogle historier/myter fra Kgalagadi her

Saturday, 18 August 2012

Verdens vildeste swimmingpool?!


 

Verdens vildeste swimmingpool!
Devils Pool, Victoriavandfaldet 2012


Vi holder alle hinanden meget faste i hånden! Vi balancerer 10 meter fra kanten af Victoriavandfaldet, hvor vi går gennem strømmen på de ujævne klipper. ”Er I alle gode svømmere?” spørger guiden endnu engang. ”Ja” bekræfter vi, mens vi alle tænker ”hvad er en god svømmer?” Vi kan alle svømme udemærket, men hvor godt er godt nok? Det skal jo bare være godt nok!

”Nu svømmer I alt hvad I kan efter mig, ingen tøven! I må ikke stoppe!” siger guiden. ”I skal ikke tage jer af, at I bliver trukket hen mod kanten!” Vi svømmer alt hvad vi kan, mens strømmen ganske rigtigt trækker os længere ned mod kanten af vanfaldet og dermed 111 meters frit fald. Jeg holder mig tæt til børnene. Laust drøner af sted efter guiden, mens Thea sakker lidt bagud overrasket over den stærke strøm. Det er først nu, at det for alvor går op for os, hvad vi har påbegyndt.

Ca. 5 meter før vandfaldets kant er der spændt et grønt reb på tværs af strømmen. Det er den ”sidste chance”, hvis man ikke klarer strømmen! Man har ikke lyst til at misse det grønne reb i forbifarten.


På vej tilbage fra den lille klipeø efter svømmeturen

Vi klarer alle den første svømmetur (!) ud til nogle sten, hvor vi kan bunde igen og komme til hægterne. Herefter en ny svømmetur på tværs af vandfaldet før vi når den lille klippeø, som ligger midt i strømmen. Ved denne klippeø ligger målet for vores anstrengelser: ”Devils pool”. Verdens mest spektakulære swimmingpool? En naturlig ”klippepool” bogstavelig talt direkte på kanten af vandfaldet. Vi ser på poolen og herefter på børnene. De skal ikke ned i den pool under nogen omstændigheder! Vandet strømmer lige igennem poolen ud over kanten, hvor det hvirvler 111 meter ned i en stor hvid vandsky. Larmen er enorm. I januar røg en guide ud over kanten, da han reddede en turist, som ikke fulgte instruktionerne.


På kanten af det tilladelige...
Devils Pool, Victoriavandfaldet 2012


Først laver guiden en saltomortale ud i poolen. Herefter svømmer Pia ud og venter på mig. Jeg springer, opmuntrer af guiderne, baglæns ud i luften til ære for fotografen og dermed det ultimative badebillede!


Poolen er ved pilen helt ude på kanten (taget på helikopterturen tidligere)
Bemærk den tynde gribelinje ud til klippen -
Hvis det kniber med svømmeevnerne!

Bagefter svømmer vi retur med børnene. Det går fint nu da vi ved, hvad der venter.

Vi er nu sikkert tilbage på Livingstone Island, som ligger midt i vandfaldet på kanten. Her venter morgenmaden. Der er dækket fint op med hvide duge i et canvas telt, med fri udsigt til vandfaldet.  Devils pool åbnede i øvrigt i går, da vandstanden nu er lav nok. ”This would not be allowed in Germany” siger guiden. ”Det har du nok ret i” siger jeg og forklarer endnu engang, at vi kommer fra Danmark, som ikke er en del af Tyskland. "Den var heller ikke gået i USA", tilføjer jeg. I Zambia klarede vi det hele med en enkelt underskrift, hvor firmaet fralagde sig ethvert ansvar…

Den ultimative helikoptertur


Livingstone den 17. august





Video helikoptertur


Vi trykkes blidt tilbage i sæderne, da helikopteren letter fra platformen i Livingstone. Næsen peger ned mod jorden, mens vi stryger hen over bushen i ca. 40-50 meters højde. Kursen er sat mod Zambezifloden. Nedenfor passerer de små hytter i landsbyerne. ”Nu kan det godt føles lidt underligt”, siger den unge kvindelige pilot. VPludselig flyver vi ud over kanten af kløften med Zambezifloden og tager et skarpt sving til venstre, mens vi farer ned mod bunden af kløften. Det føles som alle forlystelserne i Tivoli – på en gang - vi er vægtløse! Fantastisk og underfuldt. Vi svæver langs floden i den snævre kløft kun ca. 5-10 meter over vandet. Nedenfor riverrafter andre vovehalse og kigger overrasket op på helikopteren, som drøner lige hen over deres hoveder. Lige udenfor vinduerne ser vi de stejle klippesider. Vi føler næsten, at vi kan røre dem. Pludselig udvides kløften lidt, og vi styrer direkte op mod den ene klippevæg. Kanten passeres lige hen over trætoppene på kanten af kløften! Herefter 180 graders sving, med helikopteren liggende på siden, og så samme tur ned i kløften igen, men nu den anden vej. Ved rapid 10 løfter vi os ud af kløften og styrer direkte mod Victoriavandfaldet, som vi cirkler over flere gange. Imponerende syn. Herefter fortsætter vi videre på helikoptersafari hen over nationalparken, hvor vi ser store elefantflokke. Det er en helt utrolig tur – vi er alle meget benovede!  

Laust (og Thea) nyder udsigten på forsædet
Vi flyver 5-10 meter over Zambesifloden,
mens vi følger flodens bugtninger
Ruten med United Air Charter
Zambia 2012

Laust før afgang med helikopteren
United Air Charter, Zambia 2012

Elefanter i nationalparken
Zambia 2012

Så er en fantastisk tur slut
Zambia 2012

Billeder update

Så er der kommet billeder på dagene fra 2. august, efter vi er kommet til Livingstone i Zambia, hvor vi har fået noget bedre internetforbindelse.


Indslag hvor der manglede billeder:

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/laust-gr-hurtig-lystfisker-karriere.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/bid-igen-laust-lander-tiger-fish.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/vi-har-faet-hund.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/jeg-skal-tisse-rigtig-meget.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/endels-tomhed.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/syntes-i-ikke-det-lugter-mrkeligt-i.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/bidende-kulde-og-lvebrl.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/rakops-den-sidste-udpost.html

http://namibiabotswanatour.blogspot.com/2012/08/afslapning-pa-khumaga-campsite.html


Rødder
Upper Zambezi River 2012

Thursday, 16 August 2012

Hjælp – vi er fanget i zoologisk have!


Ihaha Public Campsite, den 14 til 15. august


På den forkerte side af hegnet.

 

 

Elefanter på vej
Ihaha Public Campsite 2012

Vi troede egentlig ikke det kunne blive værre – sådan rent dyremæssigt. Potentiel stor hanleopard på vandtank i vores lejr i ”Grassland Safari Lodge Campsite”, kalahariløver udenfor teltet i ”Central Kalahari Game Reserve” og senest flodheste udenfor teltet på ”Third Bridge Campsite” - blot for at nævne nogle af dyreoplevelserne. Nu har vi så pludselig alt på en gang (bortset fra kalahariløverne) og mere til. Vi er omgivet af dyr overalt – og i store mængder. De vader lige igennem vores campsite. Ja, vi føler os nærmest som maddingen i en stor zoologisk have. Der er praktisk taget elefanter over alt, store flokke af bøfler, sabel antiloper, impalaer, kuduer, flodheste, vildsvin, zebraer m.fl.


Ihaha Public Campsite 2012
Udsigt fra lejrpladsen! Impala og elefanter



Bavianerne er de værste. De kom ved solnedgang netop som vi skulle spise. De er yderst udspekulerede! Sniger sig ind fra alle sider og holder nøje øje med os, dvs. det er nu mest vores mad de holder øje med. De kan sågar finde på at stjæle maden direkte fra bordet, mens man spiser. Jeg jager dem væk med stenkast, mens de andre tre heroisk forsøger at indtage maden ”i ro og mag”. Det viser sig nu at være et helt igennem håbløst projekt – maden kastes ind akkompagneret af stenkast fra undertegnede, mens bavianerne griner i træet højt over os. Da maden er væk fra bordet, falder der heldigvis mere ro over det, bortset fra nogle irriterende biller, som ligner sorte mariehøns. De er overalt. Til sidst finder vi ud af, at det er vores lys på bordet som tiltrækker dem. Da det er slukket, kan vi spille 500 i nogenlunde ro og mag. 500 er blevet vores ”hofspil” om aftenen, før vi går i seng. Formentlig da det er det eneste kortspil vi kender…

Ihaha Public Campsite 2012
Udsigten!

Denne nat ligger Pia og jeg vågne det meste af tiden. Vi kan høre en eller flere? leoparder, flodheste og elefanter ikke langt fra teltet. Leoparder har en karakteristisk hostende lyd! Bavianerne sniger sig rundt om teltet og leder efter åbninger og mad. Ikke rart med en stor bavian luskende rundt ca. 3 centimeter fra hovedet lige uden for teltdugen. Jeg banker til teltdugen og kan høre den springe til siden. Der er et utal af andre ”uhyggelige” lyde. Det er på sin vis en fordel, at vi ikke ved præcis hvilke dyr de stammer fra? Børnene sover noget bedre end os på taget af bilen. Dog siger Laust for første gang på denne tur næste morgen ”jeg kunne næsten ikke sove, hørte I alle dyrene?” Så er der da lidt retfærdighed til! Han har sovet trygt under alle de tidligere natlige dyrebesøg…

Ihaha Public Campsite 2012
Vores lejr før bavianerne indtager området!

Vejen til Ihaha Public Campsite 2012
Vi kører 70 kilometer i brandbæltet
Vi fik anbefalet dette frem for vejen!

Næste morgen skinner solen igen, og vi har den mest fantastiske udsigt over floden og sletterne, hvor der er store flokke af dyr. Impalaer vandrer forbi på få meters afstand. Bavianerne holder tilsyneladende fri nu – de er i hvert fald forduftet fra vores lejr. Da Pia kommer tilbage fra toiletbygningen siger hun hastigt: ”Der er en stor flok elefanter på vej. De har retning direkte mod os”. Ganske rigtigt. To minutter senere dukker den første store elefanttyr op. Den stopper op og ser på os. Beslutter sig herefter (ganske rigtig) for, at vi ikke er farlige, hvorefter den fortsætter lige forbi os sammen med ca. 10 andre elefantvenner. Alle buske fortæres undervejs inklusive ”vores træ” 2 meter fra teltet. Thea og Laust ser hele optrinnet fra tagteltet. De venter klogeligt med at komme ned fra bilen.


Ihaha Public Campsite 2012
Elefanter på morgenbesøg...
Ihaha Public Campsite 2012
Elefanter på morgenbesøg...

 Vi beslutter os for at bryde op en dag tidligere end planlagt. Nu syntes vi ligesom vi har oplevet nok ”camping på savannen” i denne omgang. Det har nu været en helt fantastisk oplevelse, som vi ikke ville være foruden. Og husk! Hver eneste dag året rund er campsites fyldt med ”turister”, som ikke bliver spist eller angrebet af farlige dyr. Det farligste dyr i Afrika er nu engang stadig bilen (her vil jeg fremhæve Land Roveren som særlig upålidelig).


Ihaha Public Campsite 2012
Vi må holde tilbage for > 200 bøfler

Ihaha Public Campsite 2012
Der er mange Kuduer

Ihaha Public Campsite 2012
Giraf møde


Ihaha Public Campsite 2012
Sabel antiloberne er mere sjældne og sky
Flygter fra os

Nu sidder vi så ved poolen i Chobe Safari Lodge. Om lidt er maden serveret – i restauranten. Rart ikke at skulle kaste med sten efter bavianer samtidig. Det skal nydes! I morgen krydser vi floden til Zambia.



Chobe Safari Lodge 2012
Nu kun vildsvin udenfor vinduerne
Familielejligheden til fire personer er et kup til prisen, kan varmt anbefales!

Den store fætter kommer på besøg!

 

Savuti Public Campsite 13 til 14. august


De store ”savannerotter” løber omkring vores telt på ”Savuti Public Campsite”. De ligner nærmest egern med korthåret pels og en lang tynd hale. Man kan se, at de er vant med at blive fodret af campisterne – men vi undlader dog for ikke at tiltrække ”alle vennerne”. Vi sidder nu og hygger os omkring campingbordet. Pia har lavet en dejlig kyllingesuppe, som vi nyder i fulde drag efter den meget lange og ganske anstrengende tur fra Third Bridge Campsite. Vejene var helt forfærdelige, og vi var nødsaget til at tage en flere timer lang omvej, da vi ikke turde krydse gennem vandet med bilen!


Den store fætter!
Savuti Public Campsite 2012


”Nu kommer deres store fætter”, siger jeg ubevidst i en tone, så alle straks ser i samme retning som jeg. En kæmpe elefanttyr har direkte kurs mod vores bord! Den stopper op i ca. 10 meters afstand og betragter os. Den slår ørerne ud og skraber med benet. Vi er alle fem på vagt (os og elefanten). Den er ikke helt tilfreds. Vi bliver siddende helt stille, sådan som vi har fået besked på, da vi ankom til campen. Der går et minut eller to, så begynder elefanten at spise af det nærliggende træ, den har tilsyneladende accepteret os. Herefter spiser den sig hele vejen rundt om vores lejr. Vi forsøger - noget anstrengt - at se helt afslappede ud, i håb om at elefanten kan se, at vi ikke er spooor bange. ”Må jeg gå stille ind i bilen”, spørger Laust. ”Helt i orden” siger jeg. Vi havde alle tænkt samme tanke – måske bortset fra Thea, som spiser kyllingesuppe med stoisk ro. Hun er sulten, så det skal elefanten ikke bestemme!


Laust har søgt tilflugt på taget
Savuti Public Campsite 2012

Savuti Public Campsite er et ”rough site”. Der er en stor elefantbeskyttelsesvold omkring toiletbygningen, da elefanterne gør alt, for at få adgang til vandet. Toiletbygningen ligner nærmest Fort Knox. Der er flere eksempler på, at campister har fundet de eksponerede campsites for uhyggelige og er trukket ind i toiletbygningen om natten. Vi er blevet tilrådet at køre de ca. 200 meter fra vores campsite til toiletbygningen i bil – selv ved højlys dag! Så man ikke bliver fanget i åbent terræn uden tilflugtsmuligheder...

Når vi sidder ved bålet om aftenen, kan vi høre at hyænen kredse omkring vores lejr lige udenfor lyskeglen. Vi tør ikke lyse ud i mørket med lommelygten for at bekræfte, at det er hyænen. Vi har lært, at elefanter opfatter det som en aggression, hvis man lyser dem direkte i øjnene om natten. Vi har intet ønske om at lægge os ud med elefanterne! Vi foretrækker ikke at være helt sikker på om det er den ene eller den anden der cirkler omkring vores bål. Uhyggeligt...

Næste morgen er humøret højt igen. Det var faktisk spændende at se elefanten igår (og en mere senere). Især da elefanten opførte sig sådan som den” i teorien” skulle. Og ikke mindst da vi gjorde det samme. Savuti er et dejligt sted på sin egen rå måde.


Troels shopper på vej til næste Campsite 2012
20 dåser sodavand og 10 slikkepinde
(udvalget var meget begrænset)

Third Bridge Campsite - Okavango

Moremi Game Reserve


Okavango Deltaet, den centrale del, 12. august.

Et af de bedste vildtreservater i Afrika



Vi befinder os på ”Third Bridge Campsite” midt i ”Moremi Game Reserve”. Det er et af de allerbedste vildtreservater i Afrika. Vi føler os nærmest som spærret inde midt i en kæmpe zoologisk have. Da vi ankom i går, mens solen gik ned, passerede vi en kæmpe flok bøfler. Der var mere end 100 dyr. Vi måtte pænt vente, til de havde passeret vejen. Vi var lidt utålmodige, da solen var ved at gå ned, og lejeren skulle sættes op. Godt vi fandt stedet! Vi blev også holdt tilbage af en flok elefanter. Her er i øvrigt også løver, leoparder, geparder, giraffer, vildsvin, flodheste og næsehorn.


Stor flok bøfler spærrer vejen
Moremi Game Reserve 2012

Campsitet ligger utroligt smukt direkte til Okavango Deltaet. Papyrussen begynder 20 meter fra vores telt. I nat var der et utal af lyde, bl.a. flodheste og løver. Det skræmmer os dog ikke så meget mere, men vi undgår at føjde rundt om natten! Vi kunne høre, at naboen havde besøg af bavianer! De havde formentlig ikke gemt maden i bilen, sådan som det tilrådes. Det er bavianerne, som er til størst gene, men vi har heldigvis ikke haft fornøjelsen af dem. Vi er meget omhyggelige med at låse maden inde hele tiden.

Vores lejrplads under det store træ efter ankomsten
Third Bridge Campsite 2012


I eftermiddag skal vi på en 2 timers bådtur på Okavango Deltaet og se solnedgang. I aften står der store bøffer tilberedt på bålet på menuen! Ikke så ringe endda – som de siger i Nordjylland…   

Solnedgang over Okavangodeltaet
Third Bridge Campsite 2012


13. august


Bådtur af små kanaler på Okavango Deltaet

Dejlig sejltur op af en lille kanal i Okavango Deltaet til en sø, hvor vi ledte efter flodheste. De havde dog valgt at tilbringe aftenen et andet sted. Herefter retur af den samme lille snoede kanal, mens solen gik ned. Meget smukt! Om natten er her fuld af lyde, især flodheste og elefanter. Flodhestene græsser mellem teltene. Vi så intet til bavianerne. Alt i alt et utrolig smukt campsite.


Okavango Dektaet bådtur
Third Bridge Campsite 2012

Third Bridge Campsite 2012
Morgentur med Land Roveren

Third Bridge Campsite 2012
Impala på morgentur


Third Bridge Campsite 2012
Elefant på morgentur

Third Bridge Campsite 2012
Monitor Lizard på bådturen

Third Bridge Campsite 2012
Third Bridge passeres næste morgen på vej til Savuti!
Man kører på broen - under vandet!

Third Bridge Campsite 2012
Wilderbeast

Afsted på morgenkøretur, termitbo passeres