Sunday, 29 November 2015

Plettede hyæner i sigte

Fra Aoub-flodleje til Nossob-flodleje gennem sandklitter, den 24 november 2015


Vi står tidligt op, da vi nu skal på turens længste etape. Først 50 km. mod sydøst langs Aoub-floden. Herefter ca. 50 km. mod nordøst gennem ørkenen til Nossob-floden. Så 50 km. mod nord til Nossob Rest Camp, hvor der skal tankes diesel og proviant. Herefter 100 km. yderligere mod nord til Grootkolk.

Kort efter vi har forladt Kalahari Tented Camp, ser vi en flot plettede hyæner, de første på turen. De har en sandfarvet til gulbrun strid pels med mørke ovale pletter. De kan især kendes på den karakteristiske skrånende ryg og korte manke. De har de stærkeste klør af alle landrovdyr og ser ganske grumme ud. De ses i flokke fra 10 – 100 dyr og jager flere sammen. De kan løbe 50 km/t over 3 km og river bugen op på byttet mens det løber. De kan finde på at dræbe hinanden under stridigheder

Plettet hyæne (Crocuta crocuta)
Ved vandhul nær Kalahari Tented Camå
Plettet hyæner nær Kalahari Tented Camp

Vi ser også mange fugle, men dem kender jeg ikke så godt. Måske et fremtidigt hobby projekt :-) Er dette en Tawny Eagle? Jeg ved de er i området.

Tawny Eagle? Aoub flodleje nær Kalahari Tented Camp
Kori Bustard (Ardeotis kori)
Må kun spises af dronninger og konger, nu totalfredet
Vi ser mange Blå Gnu (Connochaetes taurinus)
Aoub flodlejet

Vi ser også en ørehund, også kaldet øreræven eller flagermusøreræven, som – ikke overraskende – har fået sit navn efter dens 13-14 cm store sort-spidsede tragtformede flagermuslignende ører. Her sydpå er de dagaktive om vinteren og nataktive om sommeren. De bor i huler, som de selv har gravet eller forladte termitbo eller jordsvinhuler. Med ørerne kan de lokalisere termitter under jorden og grave dem op. De spiser også insekter som græshopper, skorpioner, små gnavere, firben, fugleæg og fugleunger. Væskebehovet dækkes af føden.

Ørehund (Otocyon megalotis)
Nær Kalahari Tented Camp, Aoub flodlejet
Kigger nysgerrig efter os
Leger ved siden af sporet, en hvalp?
Video: Ørehund (Otocyon megalotis)
Nær Kalahari Tented Camp, Aoub flodlejet

Da vi når Nossob-flodlejet bliver sporet gradvis langt mere sandet. Bilen vugger sløvende fra side til side. Da vi endelig ankommer til Nossob Rest Camp, skal vi først åbne en solid låge. Der ligger da også to løver lige udenfor lejeren. Registrering, diesel og proviant og herefter de sidste 100 km nordpå.

Nordlige forbindelsesvej mellem Aoub- og Nossob flodleje
Mange bakker og kurver, bliv i egen side før bakker.
En sjælden gang imellem kommer der en modkørende
Samme forbindelsesvej, fin grus
Video: Når vi når Nossob-flodlejet
bliver sporet mere sandet
Se dig godt for før du går ud af bil og åbner låge
Der lå en løve ved vandhul 200 meter væk

Vi ser også flere og flere gribbe på vejen (meget passende)

Lappetfaced vulture?
Whitebached or Cape vulture left??
Sekretærfugl (Sagittarius serpentarius)
Er det en ung Bateleur? (snake eagles)

Saturday, 28 November 2015

Bagage ankommet, bare ikke her

På dagsrejse efter bagage, 23 november 2015

Det er tidlig morgen i Kalahari Tented Camp. Vagten kommer på besøg med gode nyheder. Vores bagage er ankommet til Twee Rivieren Rest Camp 3,5 timers kørsel fra vores nuværende lejr. Den dårlige nyhed er, at der ikke er nogen, som skal i vores retning. Måske havde vi sat bonussen for det sidste stræk for lavt?

Det vigtigste er, at der er udsigt til vi får bagagen med alt udstyr. Den befinder sig ikke længere i Johannesburg. Der er ikke andet for, end at sønnike og jeg springer ind i bilen og kører de i alt 7 timer frem og tilbage til Twee Rivieren efter bagagen. Det er så absolut en formildende omstændighed, at turen foregår i et spektakulært ørkenlandskab. 

Aoub, smukt landskab

Vi ved fra turen hertil i går, at vi kommer til at se mange dyr. Dog vil vi prioritere hastighed lidt højere, så vi kan komme tilbage til vores nuværende lejr igen, før det er alt for sent.

To hanner jager hun

Det meste af vejen hører vi musik fra hinandens downloadede playlister på telefonen. Sjovt at høre hinandens musiksmag. Der er også overraskelser ind imellem. Jeg havde f.eks. ikke lige regnet med, at sønnike havde en lang og god klassisk playliste. Har også lært at holde af "Imagine Dragons". Man lærer hinanden endnu bedre at kende på sådan en far-søn tur :-) Det er rigtig mange timer og dage i hinandens selskab. Ikke fordi vi snakker så meget sammen – det har mænd ikke brug for hele tiden ;-)


Video: Spor tæt på Twee Rivieren Rest Camp
Vi er på vej tilbage til Kalahari Tented Camp
Leopard gemmer sig i træ, Aoub flodlejet.
Tæt på Kalahari Tented Camp
Video: Aoub flodlejet, sandet spor og røde klitter
På vej tilbage til Kalahari Tented Camp

Hygge på terrasse om aftenen, besøg af surikat

Om aftenen nyder vi det på terrassen efter en lang, men god, tur efter bagage. Vi dør ikke af proteinmangel. Det står på store grillede bøffer på bålet hvor aften. Ingen grøntsager. Det er vel en mandetur.

Herremiddag

Vi får besøg af en Rødmangust. Under deres søgen efter føde rejser de sig ofte på bagbenene for at se, om der skulle være fjender i nærheden. De er dygtige til at klatre i træer.

Rødmangust (Herpestes sanguinea)
Terrasse, Kalahari Tented Camp

Vi er i buret, dyrene er uden for hegnet

På kanten af Aoub floden på grænsen til Namibia

Kalahari Tented Camp, Kgalagadi Transfrontier Park, nær Mata Mata, Kalahari, Sydafrika, den 21. november 2015


Kalahari Tented Camp
Udsigt til Aoub flodleje og vandhul
Kalahari Tented Camp ligger højt oppe på kanten af en rød klit, med spektakulær udsigt over et vandhul midt i det udtørrede flodleje fra den gamle Auob flod. Lejren er udformet på en sådan måde, at man føler, at man kun har sig selv og ørkenen som selskab. Her hedder det sig, at man kan "fange ånden i det tørstige land". 

Det er en temmelig eksklusiv teltlejr bestående af 15 ørken telte, som hver især er elegant indrettede med en rustik finish ved hjælp af træ, sand og lærred, der reflekterer den omgivende ørkens farver. Teltlejren ligger kun 3 km. fra den større Mata-Mata Rest Camp på Namibia´s grænse, hvor man kan hente basale forsyninger i en lille butik.

Kalahari Tented Camp, Aoub flodlejet nedenfor
Soveteltet til højre, a room with a view!

Kalahari Tented Camp, udsigt fra terrasse

Kalahari Tented Camp, soveafdeling
Video: Kalahari Tented Camp, køkken og terrasse

Teltet – eller man skulle måske sige hytten – er i mørkt træ og kanvas, og der er 2 afdelinger. Den ene består af et køkkentelt med alt udstyr. I den anden er der soverum og badeværelse. Alt er omgivet af hegn og mur lavet af sandsække. Det giver en smule beskyttelse mod de vilde dyr. Eksempelvis får vi efter kort tid besøg af en sortrygget sjakal

Sortrygget sjakal (Canis mesomelas)
Besøger os på terrassen

De er nu ikke så farlige. Det er et slankt dyr på størrelse med en schæferhund, med et ræveagtigt hoved og store fremstående ører og en sort busket hale. Hertil den karakteristiske sorte / sølv farvede ryg (saddel). Sjakalen er monogam og lever i hele dens 8-10 årige lange levetid med den samme partner. Den er altædende og lever især af ådsler efterladt af andre dyr. Den besøger helt sikker os i håb om føde. Det er nu strengt forbudt og en rigtig dårlig ide af fodre de vilde dyr. Der kunne også komme større dyr, som man helst ikke ser så tæt på vores, nogle steder, kun 1,5 meter høje hegn.

Vores lille fort, Kalahari Tented Camp
Bemærk indhegnet parkeringsplads til bil

Bilen kan holde i en lille indhegnet bås ved teltet. Man kan i dagtiden risikere at gå de ca. 100 meter over til den lille pool (nedenfor), hvis man ser sig rigtig godt for. Der er ofte store katte i lejren, men mest om natten, hvor man absolut ikke går rundt udenfor teltet.

Plungepool, Kalahari Tented Camp
En ekstra bekvemmelighed i 40 C varme

Beliggende ved blå prik
"Tracks4Africa", uundværligt kort,
så man altid ved hvor man er


Link til planlagt rejserute

Dyr i sigte - nu starter ekspeditionen for alvor

På vej langs Aoub flodlejet, 22. november 2015

Billede(r)

Vi kører tidligt søndag morgen med kurs mod Kalahari Tented Camp, hvor vi skal overnatte de næste to nætter. Bilen er fyldt med diesel, vand og forsyninger til mange dage. Lufttrykket i dækkene på vores Toyota Hilux er sænket til 1,6 bar, så de griber bedre i sandet. Der er 120 km. langs det udtørrede flodleje af Aoub-floden, hvor der senest strømmede vand en enkelt gang i 1980´erne. 

Rovdyr i sigte

Vi har ikke kørt mere end et par kilometer, før vi ser den første løve og løvinde.

Første løve, kort efter Twee Rivieren Rest Camp

Aftvinger en hvis respekt

Hvor er kalahariløver dog enorme. Det er en påmindelse om, hvorfor vi ikke skal spadsere for meget omkring i vores lejre, og da slet ikke om natten, hvor løverne jager, men hvorfor skulle man også gøre det? Møder man en løve, står man stille. Man kigger på den uden at se den direkte i øjnene. Herefter trækker man sig stille og roligt tilbage, mens man håber på, at den husker, at man ikke er et naturligt byttedyr. Det eneste man aldrig må er at løbe! Så er løvens naturlige instinkt at angribe. Den procedure mindede vi vores børn om dagligt på de to forrige ture til Kalahari i 2009 og 2012.

Vi fortsætter langs Aoub flodens imponerende landskab. En blanding af bushveld og sandveld. Der er det udtørrede flodleje, spredte træer og buske, tørt gult græs, spredte sten og sand i forskellige farver. Nogle steder de karakteristiske røde klitter. Meget tørt overalt. 

Aoub flodlejet nær Twee Rivieren


Efter kort tid ser vi en leopard, som ligger og hviler sig under et træ. Det foretrukne opholdssted er ellers oppe i et træ. Tæt på leoparden ligger resterne af en antilope. Det er stort set kun tarmene der er tilbage, så den kan ikke identificeres nærmere. 

Leopard, Panthera pardus. Aoub, nær Twee Rivieren


Leopard leftovers...

Leoparden er den mindste af de fire store katte, efter løve, tiger og jaguar. En han kan veje op til 90 kg. Den kan løbe op til 60 km/t og springe 3 meter op i et træ efter bytte. Den springer 6-7 meter vandret under jagt, mens den bruger halen som balancestang. Den har en dyb skurrende hoste, nærmest som et bræt der skæres over. Det har vi tidligere hørt, da vi havde en leopard udenfor for teltet ved 3rd bridge campsite i Botswana i 2012.

Vi møder mange andre dyr langs Auob-floden

Vi ser mange andre dyr på vores 7 timer lange køretur langs Aoub på vej til Kalahari Tented Camp. En skøn begyndelse på vores lille eventyr her i ørkenen (semi-dessert) og et forvarsel om en god tur:

Oryx (Gemsbook), som oprindeligt lagde navn til parken
Aoub flodleje
Oryx, Aoub flodleje

Steinbok antilope er svær at skelne fra andre antiloper, men har et karakteristisk hosteparti uden synlig hale. Opstoppernæse med sort tegning og hvis ring omkring de store øjne

Steinbok antilope, Aoub flodleje
Senere på ruten, Aoub flodlejet
Sydafrikansk jordegern (Kapbørsteegern), Aoub flodlejet
Video: Sydafrikansk jordegern (Kapbørsteegern), Aoub flodlejet
Strudsemor med unger, Aoub flodlejet. Lidt kedelig brunlig
 fjerdragt i modsætning tilmandens imponerende sorte
Pause, Aoub flodlejet
Pause, Aoub flodlejet

Friday, 27 November 2015

Off-dag for on-board computer

Hvad gik egentligt galt?


Vi var for en sikkerheds skyld mødt i god tid i CPH. Tre timer før afgang. Netop som vi skulle borde SAS flyet til London, blev der meldt teknisk fejl på ”on-board computer". ”Det vil tage mindst en time at fejlsøge”, sagde den pæne dame ved udgangen med et venligt smil. ”Jeg beklager meget, i kan roligt gå op i afgangshallen igen, vi flyver nok ikke om en time, der kommer bare ny information”. Således fuldstændig beroligede (!) gik vi op i afgangshallen. Flyet kom afsted efter halvanden time. Problemet blev pragmatisk løst ved at slukke for on-board computeren. Jeg antager den kunne undværes? Vi nåede i hvert fald frem til London ca. 25 minutter før næste flys afgang. Det var samme terminal, men i den fuldstændig modsatte ende, og der var meget langt. Jeg kunne med fuld rimelighed have aktiveret min Runkeeper. Det lykkedes at bevæge sig fra bagerste monkey class i SAS-flyet til en plads ved udgangen på business class. Vi var de første af flyet. Herefter hektisk hækkeløb gennem diverse forhindringer i Heathrow´s terminal 2; rullebånd, rulletrapper, lange gange og sikkerhedskontrol. Vi nåede frem til den nye gate netop som flyet til Johannesburg var på vej væk fra gaten. Har hjalp selv den største bornholmske charme ikke (men det skulle naturligvis afprøves). Vi måtte hele den lange vej tilbage igen, ud gennem told og op på SAS-billetsalg. Efter 30 minutters hårdt arbejde fandt den venlige SAS-medarbejder en anden forbindelse til Johannesburg 2 timere senere. I teorien kunne vi når vores næste fly – det eneste til Upington den dag. Der var ingen pladser ved siden af hinanden i flyet til Johannesburg. Sønnike fik plads ved siden af to friske meget snaksaglige fyre. Jeg fik en enestående mulighed for at vise mit samfundssind og hjælpe en mor med to børn, den ene nyfødt, som sad ved siden af mig hele vejen til Johannesburg. Så er det rart flyveturen kun tager 11 timer...

Indflyvning Upington, Kalahari venter

Nyt forhindringsløb

Den nu 2 timer forsinkede ankomst til Johannesburg afstedkom et nyt hektisk forhindringsløb, denne gang gennem Johannesburg Airport (afveksling fryder). Det lykkedes os endnu engang at mase os først i køen i flyet. Selv min mor, som er ekspert i at få de bedste pladser, ville have været stolt af vores evner. Tjur hej gennem pas, visum, tilladelse til at holde ferie med sit eget barn (særlig sydafrikansk specialitet), told, bagageudlevering, nyt bagage check-in til indenrigs, sikkerhedskontrol og hurtigt løb til gaten. Vi skulle også lige forhandle prisen på bærerne ned fra 200 kr. til 50 kr. for deres 200 meters løb med vores kufferter, der var ikke tid til yderligere reduktion – og de fik os jo rent faktisk direkte frem til den rette skranke.  
Damen fra Air Link, det sidste fly, forsikrede os med et professionelt smil om, at bagegen nok skulle komme frem. Der var ingen bagage ved ankomst til Upington –, og ikke flere fly før frokosttid dagen efter. Air Link i Upington mente ikke, at det havde noget som helt med dem at gøre, at vi ikke havde fået vores bagage. Vi måtte da gerne låne en telefon til at ringe til SAS. Den plan havde naturligvis ingen gang på jorden. Det handlede bare om at finde en hurtig løsning. Hvad virker altid? 
Vi lavede tidligere nævnte fantasifulde aftaler med bonus system.


Ankomstterminal


Den spejlvendte bil

Det er altid en udfordring at køre i den forkerte side!



Venstrekørsel på vej fra Upington til Kgalagadi
Ensformigt landskab indtil de sidste 50 km.

Alt er spejlvendt – inklusive køreretningen. Vi vækkede da også en del underen hos andre bilister (der er heldigvis ikke mange). I starten aktiverer jeg konsekvent vinduesviskeren, hver gang jeg skal blinke. Når jeg blinker til venstre, så går vinduesviskeren i gang. Når jeg blinker til højre, så stopper den heldigvis igen. Dette i kombination med lidt sprinkler på ruden af og til, når jeg forsøger at redde situationen med vinduesviskeren. Sønnike kiggede lidt undrende og lettere overbærende på mig hver gang. Måske lettere bekymret ved udsigten til flere tusinde kilometer på samme måde. Gearstangen betjenes med venstre hånd. Heldigvis tager det kun få timer, før man ikke tænker over det længere. Hvorfor er det lige englænderne holder stædigt fast i at køre i den forkerte side af vejen? 

Vores Toyota, ca. 300% bedre end Land Rover :-)

I Kalahariørkenen med 1 par underbukser hver

På den gode side, håndbagagen nåede frem…

Twee Rivieren, Kgalagadi Transfrontier Park, Kalahari, Sydafrika. Den 21. november 2015.

 
Sønnike ved game sighting board
Twee Rivieren Rest Camp


Så nåede vi frem til ”Twee Rivieren Rest Camp” i Kgalagadi efter ca. 250 km`s kørsel stik nord. De blev tilbagelagt i vores hvide Toyota Hilux SRX 4x4, som vi fik udleveret i Upington Lufthavn. Det har været 30 ganske anstrengende timer. Afgangen fra København blev forsinket halvanden time, og vores bagage med al udrustningen nåede i sidste ende ikke frem. Den befinder sig 1000 km. øst for os i Johannesburg (?!) Vi har ””heldigvis”” prøvet været i samme situation en gang før, så det lader vi os ikke slå ud af!

Vi har i stedet lavet en række fantasifulde aftaler med forskellige aktører. Nu håber vi, at vi rent faktisk modtager vores bagage om senest to dage, på det tidspunkt yderligere 150 km. mod vest langs det tørre Aoub flodleje. Efter dette punkt er det ikke realistisk at se bagagen igen, da vi så kører yderligere ca. 8-10 af et spor mod nord, hvor vi skal opleve 3 dage i de mest øde egne af Kgalagadi nationalparken.

For at øge sandsynligheden for at bagagen rent faktisk når frem, har vi lavet et bonussystem for de involverede parter (undtagen os!). Det kommer til udbetaling når/hvis vi rent faktisk modtager bagagen. En pekuniær bonus har det erfaringsmæssigt med at øge motivationen gevaldigt på disse kanter, om end folk af natur forekommer meget venlige og imødekommende.

Vores nuværende meget reducere udrustning består af; rejsedokumenter, kamera, iPhones, div. adaptere, hver en bog, medicintaske og en ultrabærbar PC´er. Hertil hver 1 sæt sokker, 1 sæt underbukser, 1 sæt benklæder, en skjorte og sønnike havde pakket en varm trøje i håndbagagen.

Power shopping i Upington Mal


Proviant til turen


Far med smarte koboltblå badebukser



For en sikkerheds skyld har vi lynshoppet de mest nødvendige ting i Upington Mal. Det er den hurtigste shopping tur, jeg har prøvet til dato. Vi skulle være fremme ved porten til nationalparken før mørkets frembud, herefter er lågen lukket. Køb af ekstra tøj tog ca. 10 minutter inklusive afprøvning – det kan være det ser ud derefter. Specielt mine koboltblå knælange badebukser, som formentlig har været stor mode engang i 1980´erne. Ud over håndbagage er vi nu i besiddelse af; tandpasta, termokande, Svitzerkniv, lommelygte, solbeskyttelse, vaskepulver og hver en ekstra skjorte. Hertil hver et par badebukser, som vi kan have på, når vi vasker vores underbukser :-) Vi har også købt rigeligt brænde, vand og fødevarer til hele turen – vi behøver dybest set ingen anden bagage.


Indgangsporten til Kgalagadi


Twee Rivieren er indgangsporten, når man kommer fra syd (Upington), og den fungerer som det administrative hovedkvarter. Lejeren ligger på bredden af den udtørrede Nossob flod. Det er angiveligt den eneste lejr med 24 timers elektricitet og mobiltelefon forbindelse. Herudover har Twee Rivieren reception, butik, brændstof, restaurant, informationscenter og swimmingpool. Den rene luksus i forhold til de Wilderness Camps vi skal bo på den kommende tid.


Twee Rivieren kort, kilde sanparks.org
Link til planlagt rejserute

Thursday, 19 November 2015

I Kalahari er du sikker på sol og varme i ferien!

Vejret i Kgalagadi Transfrontier Park

Vil du være sikker på sol og varme i ferien, så skal du tage til Kgalagadi i Kalahari. Om sommeren (oktober til april) stiger temperaturen i Kgalagadi op til 40 grader Celsius - undertiden højere. Du får heller ikke de store problemer med regn. Den årlige nedbør er sjældent på mere end 100 mm, og nogle år forbliver den endda under 50 mm. Typisk er det årstiden for de spektakulære Kalahari tordenvejr. Om vinteren (juni til august) ligger temperaturerne omkring 25 grader Celsius. Luften er meget tør, og du kan forvente meget klare dage. Nætterne kan være ekstremt kolde. 

Vinteren er også den bedste tid at se vildt. På grund af tørken er vildtet tvunget til at søge til de kunstige vandhuller i flodlejet.


Vejrudsigt for vores første uge i KTP. Kilde. 

Op til 41 C og 0% chance for regn, bemærk dog den lille sky om søndagen :-)
Her kan du se et eksempel fra youtube på pludseligt tordenvej, det ene sted vi skal bo.


Gennemsnitlig temperatur JAN-DEC, KTP. Kilde.

Link til fordele ved forskellige årstider i Kgalagadi på Engelsk her

Rejserute og lejrpladser "far & søn tur" Kalahariørkenen 2015

"Planlægning af rejsen er halvdelen af fornøjelsen"


Rejserute "Kgalagadi" nationalparken, herefter
6) Augrabies Falls National Park
7) Yellow Aloe, Clanwilliam
8) Vineyard Hotel, Cape Town


"Lejrpladser sætter sig på en egen måde fast i erindringen, som om man havde levet der i lange tider, og man husker undertiden længe en enkelt kurve af sine vognspor i græsset på sletten, som om det var et tegn, der havde haft betydning i ens liv" 

Karen Blixen, Den Afrikanske farm, 1937.

På vej til Central Kalahari Game Reserve, Botswana, 2013 

Vores planlagte lejrpladser:


Twee Rivieren Rest Camp, 1 dag.

Indgangsporten til Kgalagadi når man ankommer fra syd - i vores tilfælde Upington lufthavnen. Her er administrativt hovedkvarter, reception, butik, restaurant, brændstof og pool. De fleste (som os) bruger Twee Rivieren som gennemgangs lejr, men nogle der bruger Twee Rivieren som base til udforskning af den sydlige del af Kgalagadi. Ikke mindst da de mindre wilderness camps hurtigt bliver udsolgt (book > 6 mdr. i forvejen). Der skulle være mange fugle og dyr nær campen.

Kalahari Tented Camp, 2 dage.

Eksklusiv "getaway" med udsigt fra egen veranda til vandhul i Auob flodens udtørrede flodleje. Kanvastelte i rustikke farver og interiør bygget på træplatform med gangbroer imellem. Til dels af sikkerhedsmæssige årsager. Som en særlig luksus er der swimmingpool(!) Godt udgangspunkt for udforskning af den vestlige del af parken. Tæt til Mata Mata Rest Camp på Namibias grænse, hvor der er flere faciliteter.
Link til vores beretning fra Kalahari Tented Camp

Grootkolk Wilderness Camp , 1 dag.

Så starter ekspeditionen for alvor efter den luksuriøse indledning! Efter en lang dags kørsel langs Nossobflodens udtørret flodleje nås "Grootkolk", som ligger i den nordligste og mest øde del af Kgalagadi i Kalahariørkenen. Lejeren ligger isoleret og afsides på toppen af en af de for Kalahari karakteristiske røde sandklitter. Her er kun selskab af stilhed og stjerner. Nå ja - og dyr - som der står "this camp is NOT fenced, dangerous animals high risk". Teltene er bygget af sandsække og kanvas. Det er klogt at blive indenfor om natten. Der er solpaneler til lys og grillsted på verandaen til medbragt brænde/kul.
Link til vores beretning fra Grootkolk Wilderness Camp

Gharagab Wilderness Camp, 2 dage.

Det fortsætter mindst lige så "vildt". Nu skal vi til det mest ekstremt beliggende sted på vores tur. Gharagab ligger isoleret i den nordligste del af Kgalagadi nationalparken i Kalahariørkenen. På toppen af en rød sandklit, med udsigt til et vandhul, i midten af ingenting, fjernt fra alt. Der er dog 3 andre telte og en opsynsmand. Adgangsvejen er et 30 km langt udfordrende "one way" 4x4 spor (youtube video), efter man har forladt det udtørrede flodleje. Pludselige vejrændringer kan også være en udfordring, da vi er der i "regntiden" (youtube video) Husk: VAND, diesel, GPS, brænde, mad o.s.v.
Link til vores beretning fra Gharagab Wilderness Camp  
Link til planlagt rejserute hertil (pyha x 2), dog skal vi fange lidt mere østligt spor mellem "punkt 3" og "punkt 6" på ruten. Vi forhører os grundigt i Grootkolk - der er ikke mange servicestationer (årtiets underdrivelse)
Link til Google billeder fra stedet
Link til beskrivelse af Gharagab

Ta Shebube Rooiputs, 2 dage.

Så er der dømt luksus igen efter en meget lang tur gennem ørkenen. "All inclusive" luksus camp med mad, drikke og aktiviteter inkluderet. Eksempelvis campens egen stjernekikkert og plungepool. Det bliver en behagelig kontrast til Gharagab - og den lange hårde tur hertil. 
Link til planlagt rute hertil (pyha x 3). Dog forventes en rute direkte mellem punkt 3 og 4 (østligt). Sporet kan ses i stor forstørrelse på kortet eller på SANparks officielle kort over nationalparken. Vi forhører os grundigt i Gharagab. Det gælder om at køre den rette vej på grund af det begrænsede antal tankstationer... ;-)
Link til vores beretning fra dette sted
Link til Google billeder fra stedet
Link til Ta Shebube hjemmeside

Augrabies Falls National Park, 2 dage.

På vejen vejen til Cape Town er første stop Augrabies Falls National Park, som dækker 820 km² langs Orange floden. Vandfaldet er 60 metres højt og meget højlyd i regntiden. Navnet betyder "stedet med høj lyd".  Ud over vandfald, sprækkedal og dyreliv, er parken også berømt for de mange Aloe dichotoma træer, på engelsk "quiver tree", som tåler det tørre klima. I parken skal vi først og fremmest vandre på de afmærkede stier.
Link til vores beretning fra dette sted

Yellow Aloe, Clanwilliam, 1 dag.

Stop-over i, håber vi, hyggeligt guest house på vej til Cape Town. Det ser ud til at være et godt sted at slippe af med det sidste støv :-)
Link til vores beretning fra dette sted

Vineyard Hotel, Cape Town, 3 dage.

Arbejde for mig, afslapning for sønnike på hotellet. Skulle der være noget støv tilbage...

På tur til "tørstens sted" i Kalahari: Kgalagadi Transfrontier Park


Far søn tur til "Kgalagadi Transfrontier Park", Kalahari, Sydafrika og Botswana, 2015

Imorgen går turen til Kalahari for far og søn (15 år). Denne gang bliver mor og datter hjemme i Danmark og holder skansen, mens vi skal til den sydlige del af ørkenen til nationalparken "Kgalagadi Transfrontier Park". Det er tredie gang vi er heldige at kunne besøge Kalahari, og vi glæder os til endnu engang at opleve det smukke natursceneri, som vi er kommet til at holde meget af; de store vidder, tomheden, stilheden, de klare stjerner og den - på disse kanter - meget tydelige mælkevej. Hertil de mange, lejlighedsvis lige rigeligt spændende, lyde om natten, og de mange forskelligartede dufte, som sanses meget tydeligt gennem teltdugen. Hvor er det dog befriende en gang imellem at slippe helt væk fra den evigt påtrængende civilisation. Jeg husker stadig tydeligt sidste gang vi var seriøst (som min datter ville have udtrykt det) langt væk. Det var den 11. august 2012 ligeledes i Kalahari men ca. 800 km. længere nordøst. Jeg er glad for vi ikke kører i Land Rover i denne omgang, senere den 11. august 2012, midt i Kalahari Central Game Reserve i Botswana, opleve vi det potentielt mest alvorlige nedbrud af bilen til dato. Som det udtrykkes i Afrika: Land Rover er englændernes hævn over Afrika ;-) 

1. nedbrud, Damaraland, Namibia 2012
2. nedbrud, ny Land Rover udleveres,
Damaraland, Namibia 2012


3. nedbrud, Botswana 2012


Geografi

Kgalagadi Transfrontier Park (KTP) ligger i hjørnet mellem Namibia, Botswana og Sydafrika i den sydlige del af Kalahariørkenen. Den består af nationalparkerne "Kalahari Gemsbok National Park" (Sydafrika) og "Gemsbok National Park" (Botswana). Der er tale om et enormt vildnis på 38.000 km² næsten svarende til Danmarks areal. Nationalparken er kendetegnet ved, at der ikke er nogen fysisk barriere mellem Botswana og Namibia, så vildtet har fri bevægelighed langs gamle trækruter; en nødvendighed for at overleve i dette barske ørkenmiljø.

Kgalagadi kort, kilde: sanparks.org


Tørstens sted

Kgalagadi betyder "tørstens sted". Landskabet består af de, for Kalahari karakteristiske, røde sandklitter, sparsom vegetation, lejlighedsvis spredte træer og græs, også det man kalder Veld eller Bushveld. To udtørrede flodlejer, Nossob og Aoub, gennembryder den sydvestlige del af parken, men det er kun ca. én gang pr. 100 år, der flyder vand (!) Vandet findes i jorden under de udtørrede flodlejer og giver liv til græs og spredte træer langs flodbredden. En sjælden gang imellem, om sommeren (når det er vinter i Danmark), løber der kortvarigt vand efter store spektakulære tordenbyer. Når det sker, er der fest for områdets dyr, som er på en evig jagt efter vand. I denne lille video viser en buskmand os en rod med vand, som han fandt i sandet under en busk i det tørre Kalahari nær Nhoma Camp, Namibia 2009:



Dyrerne

Der er et rigt og varieret dyreliv i Kgalagadi. Mest berømt måske de tre store kattedyr; løve, leopard og gepard (der findes ikke tigre i Afrika). I Kalahari trives løvernes konge, den sortmankede kalahariløve, som der findes ca. 450 af i Kgalagadi. Der er ca. 200 gepard og 150 leopard. Kattedyrene jagter bl.a. de mange store drøvtyggende klovdyr, antiloperne. Der er eksempelvis den blå gnu (blue wildebeest), der som andre gnuer kan kendes på skæg som en ged, horn som en ko og mane og hale som en hest :-) Der er også springbok, som kan kendes på det brede mørkebrune bånd på flankerne, og oryx (den sydlige oryx gazella callotis), med de spidse spydlignende horn, og rød koantilope (red hartebeest), med sort bred tegning fra øjne til næse, brunsorte lår og hvid rumpe. Der er brun hyæne (ca. 600) og den større plettet hyæne (ca. 375), som du kan læse mere om her. Endelig er der observeret mere en 200 forskellige fuglearter.

Oryx er særligt tilpasset til det varme og tørre klima i Kalahariørkenen. De tåler eksempelvis en temperaturstigning på hele 8,5 °C over normaltemperaturen, hvilket er ret enestående for pattedyr, så kropstemperaturen kan nå helt op på 46 °C. Det er, som oftest, mere end lufttemperaturen, så dyrene ikke længere modtager varme fra omgivelserne men afgiver varme og dermed afkøles. De kan øge iltoptagelsen og dermed nedsætte vædsketab gennem åndedrættet. De klarer sig flere dage uden vand.

Oryx nær Little Hunter´s Rest, Namib ørkenen, Namibia 2009

Nationalparken dannes

Kalahari Gemsbok National Park i Sydafrika blev oprettet i juli 1931. Formålet med parken var at beskytte vildtet, især Oryx, mod krybskytteri. Oryx, som på engelsk hedder "Gemsbok", lagde navn til parken. Efter 1. verdenskrig bosatte flere landmænd sig langs Auob og Nossob floderne. De kæmpede hårdt for at overleve på deres gårde i det barske miljø og tog på jagt sammen med biltong jægere langvejs fra, så der blev mindre og mindre vildt år efter år. Forud for oprettelse af KTP-nationalparken blev de fleste privatejede gårde købt op, og landmændene flyttede til et område syd for den nyetablerede park. Syv år senere, i 1938, blev Botswana Gemsbok National Park proklameret i det område, der dengang hed Bechuanaland. Samme år fik landmændene på Botswanas side, i alt 84 familier og 5000 husdyr, besked på at flytte til et område syd for parken. Ruinerne af en gammel bolig og flere grave ses stadig ved Rooiputs. Mabuasehube Game Reserve blev etableret i 1971 og senere indarbejdet i Gembok National Park i 1992. 

Siden 1948 har der været en uformel mundtlig aftale mellem det daværende Protektoratet Bechuanaland i Botswana og Unionen af ​​Sydafrika om at oprette et fredet område i de to landes tilstødende områder. I juni 1992 mødtes repræsentanter fra de sydafrikanske nationalparker (nu SANParks) og institut for vildt og nationalparker (DWNP Botswana) og nedsatte en fælles forvaltning til at styre området som en enkelt sammenhængende økologisk enhed. En forvaltningsplan blev udarbejdet, revideret og godkendt i 1997. Parterne blev enige om at samarbejde om turisme og dele parkens entré indtægter ligeligt. Den 7. april 1999 underskrev Botswana og Sydafrika en historisk bilateral aftale, hvor begge lande forpligtede sig til at styre deres tilstødende nationalparker som en enkelt økologisk enhed uden fysiske barrierer, selv om der er tale om en international grænse mellem to lande. Endelig den 12. maj 2000 åbnede præsidenterne fra Botswana og Sydafrika formelt det sydlige Afrikas første fredspark "Kgalagadi Transfrontier Park". 

Link til Kalahari historier/myter (engelsk)

Du kan læse nogle historier/myter fra Kgalagadi her