Before departing for Africa - thoughts on travelling

To travel! It is indeed the happiest fate!

Our daughter, Klein Aus Vista,
Aus Mountains, Namibia, 2009

In his first travel book "Shadow Pictures" from 1831, the famous Danish author H. C. Andersen describes the journey as follows:

Oh, to travel! To travel! It is indeed the happiest fate! And therefore we all travel; Everything travels in the entire Universe! Even the poorest man owns the winged horse of thought, and if it becomes weak and old, Death still takes him on the journey, the great journey, we all travel. The waves roll from coast to coast; the clouds sail across the vast sky, and the bird flies across fields and meadows. We all travel, even the dead in their quiet graves, fly with the Earth around the Sun. Yes, "to travel," it is a fixed idea in the entire Universe, but we humans are children, we even want to play "To travel" in the midst of our and the great natural journey of things.

 Source ([H. C. Andersen (1805-75): Skyggebilleder fra en Reise til Harzen])

Kgalagadi Transfrontier Park 2015. In the middle of nowhere,
100 km desolate sand track ahead of me and my son. Just so 
wonderful in its own peculiar way! We are in our own private
"Sea of Tranquility" for the next many hours! (Kgalagadi 2015)

6th trip to Namibia, venturing into the wilderness

Now, we are embarking on another adventurous journey! This will mark our 6th trip to Namibia and the surrounding countries. My wife and I are now 55 and 57 years old, and this time, we will be travelling without our two adult children for the second time. It is a bit melancholic, however, after 14 days, our two - I would say quite brave - friends from Denmark will join us for their first trip to Africa ever (except for a conference at the Waterfront in Cape Town)! 

We hope they will have the journey of their life. Certainly, they are not taking the normal first-time tourist route in Namibia (see next post), for example, venturing deeply into Kaokoland! which is one of the wildest and least populated areas in Namibia, with a population density of one person every 2 km2. Kaokoland is actually one of the wildest regions of Southern Africa, with very few roads and structures. 

The only road accessible to non-4WD vehicles in this region connects Sesfontein and Opuwo, but of course we will not be taking that route ;-) Instead, we will head towards the remote settlements of Puros and Orupempe. We will follow roads that are spectacularly beautiful - but in very bad condition, posing challenges even for our two 4WD Toyota Land Cruisers

Landscape on the way to Puros,
Kaokoland, 2012 (Kaokoland trip)

Blog author, daughter, and son (& wife) taking a break.
Literally on the track from Puros to Orupembe.
Kaokoland, Namibia, 2012

Indeed, as H. C. Andersen writes, "the happiest fate"! We are privileged to be travelling with good friends in the part of the world we have come to love so much. In the next post, you can read more about the specific route and itinerary.

Me and my son, Okavango Delta, Botswana 2019
"Oh, to travel! To travel! It is indeed the happiest fate!"

Farlige lyde om natten

Og bekymrende dyrespor udenfor teltet næste dag

Purros Camp 24. juli om natten.

Vi vågnede begge kl. 2 om natten ved stille trin udenfor teltet. Det var bælgmørkt. Vi kunne høre et dyr trække vejret lige på den anden side af teltdugen få centimeter væk. Igen og igen trin, snusen og snasken. Udefinerlige dyrelyde. Børnene sov trygt på taget af Land Roveren. De havde tilsyneladende ikke hørt noget. Det lød ikke som en elefant, men måske en Karakal? Eller endog hyæne, sjakal, leopard eller gepard? Det er klogeste var nok at blive i teltet frem for at undersøge sagen nærmere her midt om natten. Efter ca. 30 minutter, hvor Pia og jeg lå musestille og fantaserede om forskellige scenarioer involverende store kattedyr og mennesker, forsvandt lydene igen. Til sidst faldt vi i søvn. Næste morgen var der mange spor udenfor teltet. 4 trædepuder og 5 klør. For små til leopard og gepard, som vi har set tidligere, men?

Farligt dyrespor?

Da jeg viste sporene til en af de ansatte i lejeren næste morgen fik vi svaret: Lejerens hund! Antiklimaks!! Som plaster på såret havde der dog passeret en ørkenelefant lige nord for campen. Heldigvis ikke igennem campen.

Flere farlige dyrespor?

Således oplyste kunne vi drage den lange vej af et spor i ørkenen mod nord til Orupempe og Etambura Camp:

På vejen passerer vi den første butik, som vi har set i flere dage, efter ca. 200-300 kilometers kørsel "Orupembe Shop 1". Helt igennem passende navn - der er ikke andre butikker!?

Orupembe Shop 1
Den eneste forretning i miles omkreds!

Vel for så vidt en eksklusiv placering? Og så åbner den når man kommer!
Orupembe Shop 1 (der er ingen nr. 2!)

Truende ørkenelefant og ekspedition i klippeslugt

Den ultimative køretur ned gennem Hoarusip flodlejet mod skeletkysten til Purros canyon

Den 23. juli.

Om eftermiddagen kørte vi ca. 15-20 kilometer ned gennem Hoarusip flodlejet mod Skeletkystens Nationalpark. Der er ca. 80 km. helt ud til vandet. Vi mødte absolut ingen andre biler. Vi kørte gennem flodlejet og krydsede floden adskillige gange. Desto længere vi kom mod vest, desto mere vand i floden! Her skulle man ikke tænke alt for meget over at bilens forsikring ikke dækker skader forårsaget af vand! Ikke desto mindre indeholdt kørekurset før afgang udmærkede og realistiske instrukser om hvordan man forholder sig, når man rent faktisk krydser vand. Den vigtigste regel er, at vandet aldrig må nå højere end til det øverste af hjulene, så når det elektronikken i bilen. Herudover skal man glemme alt om Paris - Dakar! Vand krydses i roligt men bestemt tempo.

Gigantisk ørkenelefant fatter interesse for os

Det primære formål med turen var at lede efter de sjældne ørkenelefanter. Der er ca. 40-60 i området. Allerede efter en halv times kørsel mødte vi en ørkenelefant, som gik inde i bevoksningen på den ene flodbred. Imponerende syn. Gigantisk stor med lange ben og kæmpe stødtænder. Ørkenelefanter har ry for at være mere aggressive end almindelige elefanter, og da vi langsomt nærmede os elefanten, fattede den lidt for stor interesse for os. Den begyndte at gå hen imod os tilsyneladende utilfreds med vores tilstedeværelse (for så vidt rimeligt nok, det er den, der er på hjemmebane). Vi fik travlt med at holde sikker afstand. Her var vi særligt glade for, at der ikke er problemer med tændingen på den nye Land Rover! Steven fortalte os på vej i sikkerhed, at en turist blev dræbt sidste år nær Purros Community Campsites reception, da en flok ørkenelefanter pludselig kom løbende og overraskede de gående turister. Det var måske ikke lige det allerbedste tidspunkt at dele den historie med os. Der blev holdt ekstra øje med buskene da vi fortsatte kørslen med gennem flodlejet. GPS´en poppede med jævne mellemrum op med beskeden ”Caution, dangerous desert adapted elephants and sudden flush flooding” Til sidste nåede vi det smalleste sted ”Purros Gorge”, hvor vi holdt pause før den lange vej retur. En helt igennem fantastisk dag – hele rejsen værd.

Purros Gorge

Mødet med Himba folket

Purros, den 23. juli

Udkigspunkt nær Himbalandsby

Steven hentede os kl. 10 om morgenen. Vi havde spist amerikanske pandekager, som Pia havde tilberedt på gasblusset. Hertil den vanlige Nescafé med langtidsholdbar mælk eller alternativt vores favorit Rooibos the. Turen gik til den nærliggende Himba landsby. Først kørte vi til et udkigspunkt på en bakketop midt i ørkenen. Land Roveren blev udfordret op af bakken, hvor vi kørte af et lille spor mellem stenene. Belønningen på toppen var en storslået udsigt 360 grader ude over Namib ørkenen. Vi kunne se Himba landsbyen i det fjerne, og Hoarusip floden strakte sig som et grønt bælte gennem ørkenen.

Himba landsbyen i det fjerne

Himba landsbyen er omgivet af et hegn af store stammer, den store boma, som beskytter kvæg og får (og de 25 indbyggere) mod vilde dyr om natten. Indenfor er den indre boma til gedekid og kalve. Himbaerne er smurt ind i rød okker blandet med olier. Det beskytter huden mod den skarpe sol og balsamerer kroppen, som aldrig bades. Vand er en sjælden ressource på disse kanter. De bor i meget små hytter lavet af komøg og sand. På gulvet er der et soveskind. Åbningen er helt lille, så man må krybe sammen for at komme ind i hytten. I landsbyen fik vi demonstreret, hvordan man knuser sten til okker og blander det med olie, og hvordan man laver parfume af urter. Ligeledes hvordan man brænder ”urter” som en form for røgelse for at forbedre duften på kroppen og i hytten! De fleste indbyggere var ude og drive kvæg og får, men der var nogle få tilbage, som vi turister kunne besøge. Man betaler entre, som går til fællesskabet, og efterfølgende kan man købe Himba-souvenirs. Det var nu helt fint. Himbaerne er et at de såkaldt oprindelige folkeslag i Namibia sammen med buskmændene, som vi skal besøge senere.

På besøg hos Himbaerne

Himbakvinde

Vejen til Purros – 100 kilometer på 4 timer

Kaokoland den 22. juli

 

 

Vejen fra Sesfontain til Purros er kun 100 kilometer lang, men det skulle vise sig, at den tager ca. 4 timer at køre. Det er en blanding af grove sten og sandrige sletter. Alt i bilen bliver i den grad gennemrystet på grund af vejens dårlige stand (severe corrugation). Især den første 3. del af vejen er storslem. Til tider skal man helt ned i første gear, når man passerer Hoarusip floden adskillige gange op og ned af flodbankerne. Til tider kører man i selve flodlejet. Der brændes diesel af i helt stor stil, 6-7 km/liter vil jeg gætte på, og der er 6 dage til næste tankstation! Vi er fuldt tanket med 110 liter diesel og en jerrycan med ekstra 20 liter. Vi har betalt CO2 afgift (så I lige glorien skinne). Hertil kommer ca. 60 liter væske til passagererne, hvoraf de 40 er i bilens indbyggede vandtank. Dette vand skal dog i princippet koges først. Vi bevæger os videre ind i hjertet af det 50.000 km2 store Kaokoland, der er et uspoleret bjergvildnis, som er hjem for semi-nomade folket ”Himbaerne”. Dem skal vi bl.a. besøge.

Kaokoland
På vej til Purros

Kaokoland afgrænses mod vest af Skeletkystens Nationalpark, mod nord af Kunene floden, som skiller Namibia fra Angola, mod syd af Damaraland og mod øst af bjerge og Etosha nationalparken. Der bor kun 1 person per 2 km2. Ud over Himba folket er regionen kendt for sine ørkenelefanter, som kendes på de særligt lange ben, og for de hvide næsehorn. Dyrene bevæger sig over enorme afstande for at finde vand, og de holder sig især til i flodlejerne, hvor der af og til er vand i den tørre periode.

Struds på vej til Purros

Da vi endelig når Purros, som består af nogle få blikskure, og vil jeg gætte på 200 indbyggere, følger vi instruktionen og kører mod øst langs det udtørrede flodleje 2 kilometer. Her når vi frem til en tilsyneladende fuldstændig forladt lejrplads. Alt er i forfald. Sådan lidt a la Bagdad Café, blot værre. Kort og koordinater kontrolleres igen og igen. Det burde være det rette sted! Det eneste der møder os er en enlig giraf, som kigger undrende på os helt uanfægtet af vores tilstedeværelse. Det der møder os svarer ikke til beskrivelsen af det spændende campsite, som vi havde læst om. Omvendt har vi alt vi behøver i bilen og kan for så vidt campere hvor som helst. Vi vælger dog at vende om og køre tilbage til Purros, hvor vi kører lidt rådvildt frem og tilbage af ”hovedvejen”. Til sidst stopper vi en lokal mand, som kommer gående hen mod hvad der ligner den lokale skole. Det var dagens bedste beslutning! Han hedder Steven.

Vi og giraffen
Eneste gæster på den forladte lejrplads

Steven viste sig at være en lokal guide af den mere ægte type sammenlignet med guiden i Ongongo. Han smed hvad han havde i hænderne og tilbød at vise vej til Purros Community Campsite, som vi havde ledt efter 1 times tid. Vi kørte nu 5 kilometer op ad flodlejet til en helt ny lejrplads. Det viste sig, at den gamle, hvor vi var kørt hen, var blevet forladt, da vandforsyningen svigtede. Man havde derfor besluttet at lave en ny. Da vi nåede receptionen var alt optaget, og dette var et af de få steder, som vi ikke havde booket på forhånd. I Namibia lader man heldigvis ikke turister i stikken. Først og fremmest da befolkningen af natur forekommer meget hjælpsomme, men også fordi det ville være en potentielt tabt indtægt. Vi blev i stedet vist til den nærliggende Purros Camp, hvor vi måtte slå lejr midt i lodgen og bruge faciliteterne der. Det var et meget fint bytte og en velsignet afslutning på en udfordrende dag.

Flodlejet ved lejrpladsen
Pas på ørkenelefanter!

Steven ønskede ingen betaling for at lede os frem til lejrpladsen, men han ville meget gerne være vores officielle guide dagen efter. Det skulle vise sig at være en fin ordning. Vi sov godt (men yderst koldt) den første nat i Purros. Vi hørte ingen uhyggelige lyde om natten.

Aftenstemning da vi endelig havde fundet lejr for natten
Tak til Steven