Endeløs tomhed!

Central Kalahari Game Reserve 7. august

Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed

Prædikerens bog, kap. 1, vers 2.

Dette må være det nærmeste man kommer på at være alene i verden! Endeløs tomhed fordelt på 53.000 km2. Det er et af verdens største vildreservater - ca. 60 gange Bornholms størrelse.

This is Africa at its most remote and esoteric: a vast sand sheet punctuated by a few huge open plans, occasional salt pans and the fossil remains of ancient riverbeds. The Central Kalahari Game Reserve isn´t for everybody … So unless you have a fully equipped vehicle (preferably two) and lots of bush experience, it is probably not the place for you. The converse is that if you have already experienced enough of Africa to love the feeling of space and the sheer freedom of real wilderness areas, then this reserve is completely magical; it´s the ultimate wilderness destination

Chris McIntyre, Botswana – the Brads Safari Guide 2010

Vi kører ca. 275 kilometer fra Grasslands Safari Lodge Campsite østpå. Vi følger et sandspor i Kalahariørkenen på vej mod  ”Sunday Pan” i ”Central Kalahari Game Reserve”. Vi bruger kun første og andet gear, men en sjælden gang imellem kan vi komme helt op i 3. gear. Jo hurtigere vi kører, desto større risiko er der for at overse et af de store huller i vejen, som hulepindsvin, ræve og diverse gnavere har lavet. Det kan knække aksen. Ikke rart med flere hundrede kilometer til nærmeste hjælp. Vi møder ikke et eneste menneske i de 8 timer, vi er undervejs. Vi ser heller ikke en eneste bil.

8 timers kørsel af et spor gennem Kalahari
Vi møder ingen mennesker eller biler
Central Kalahari Game Reserve 2012

En sjælden storslået oplevelse i en verden fyldt med mennesker – er det nu 7 milliarder? Men samtidig en tankevækkende barsk natur lige udenfor den beskyttende Land Rover ramme. Her gælder det om at have udstyr og planlægning på plads, ellers er der kontant afregning. Dette er absolut grænsen for, hvad der er fysik muligt.

Trods alle ods?
Træer, Deception Pan, Central Kalahari Game Reserve 2012

Vejen til Purros – 100 kilometer på 4 timer

Kaokoland den 22. juli

 

 

Vejen fra Sesfontain til Purros er kun 100 kilometer lang, men det skulle vise sig, at den tager ca. 4 timer at køre. Det er en blanding af grove sten og sandrige sletter. Alt i bilen bliver i den grad gennemrystet på grund af vejens dårlige stand (severe corrugation). Især den første 3. del af vejen er storslem. Til tider skal man helt ned i første gear, når man passerer Hoarusip floden adskillige gange op og ned af flodbankerne. Til tider kører man i selve flodlejet. Der brændes diesel af i helt stor stil, 6-7 km/liter vil jeg gætte på, og der er 6 dage til næste tankstation! Vi er fuldt tanket med 110 liter diesel og en jerrycan med ekstra 20 liter. Vi har betalt CO2 afgift (så I lige glorien skinne). Hertil kommer ca. 60 liter væske til passagererne, hvoraf de 40 er i bilens indbyggede vandtank. Dette vand skal dog i princippet koges først. Vi bevæger os videre ind i hjertet af det 50.000 km2 store Kaokoland, der er et uspoleret bjergvildnis, som er hjem for semi-nomade folket ”Himbaerne”. Dem skal vi bl.a. besøge.

Kaokoland
På vej til Purros

Kaokoland afgrænses mod vest af Skeletkystens Nationalpark, mod nord af Kunene floden, som skiller Namibia fra Angola, mod syd af Damaraland og mod øst af bjerge og Etosha nationalparken. Der bor kun 1 person per 2 km2. Ud over Himba folket er regionen kendt for sine ørkenelefanter, som kendes på de særligt lange ben, og for de hvide næsehorn. Dyrene bevæger sig over enorme afstande for at finde vand, og de holder sig især til i flodlejerne, hvor der af og til er vand i den tørre periode.

Struds på vej til Purros

Da vi endelig når Purros, som består af nogle få blikskure, og vil jeg gætte på 200 indbyggere, følger vi instruktionen og kører mod øst langs det udtørrede flodleje 2 kilometer. Her når vi frem til en tilsyneladende fuldstændig forladt lejrplads. Alt er i forfald. Sådan lidt a la Bagdad Café, blot værre. Kort og koordinater kontrolleres igen og igen. Det burde være det rette sted! Det eneste der møder os er en enlig giraf, som kigger undrende på os helt uanfægtet af vores tilstedeværelse. Det der møder os svarer ikke til beskrivelsen af det spændende campsite, som vi havde læst om. Omvendt har vi alt vi behøver i bilen og kan for så vidt campere hvor som helst. Vi vælger dog at vende om og køre tilbage til Purros, hvor vi kører lidt rådvildt frem og tilbage af ”hovedvejen”. Til sidst stopper vi en lokal mand, som kommer gående hen mod hvad der ligner den lokale skole. Det var dagens bedste beslutning! Han hedder Steven.

Vi og giraffen
Eneste gæster på den forladte lejrplads

Steven viste sig at være en lokal guide af den mere ægte type sammenlignet med guiden i Ongongo. Han smed hvad han havde i hænderne og tilbød at vise vej til Purros Community Campsite, som vi havde ledt efter 1 times tid. Vi kørte nu 5 kilometer op ad flodlejet til en helt ny lejrplads. Det viste sig, at den gamle, hvor vi var kørt hen, var blevet forladt, da vandforsyningen svigtede. Man havde derfor besluttet at lave en ny. Da vi nåede receptionen var alt optaget, og dette var et af de få steder, som vi ikke havde booket på forhånd. I Namibia lader man heldigvis ikke turister i stikken. Først og fremmest da befolkningen af natur forekommer meget hjælpsomme, men også fordi det ville være en potentielt tabt indtægt. Vi blev i stedet vist til den nærliggende Purros Camp, hvor vi måtte slå lejr midt i lodgen og bruge faciliteterne der. Det var et meget fint bytte og en velsignet afslutning på en udfordrende dag.

Flodlejet ved lejrpladsen
Pas på ørkenelefanter!

Steven ønskede ingen betaling for at lede os frem til lejrpladsen, men han ville meget gerne være vores officielle guide dagen efter. Det skulle vise sig at være en fin ordning. Vi sov godt (men yderst koldt) den første nat i Purros. Vi hørte ingen uhyggelige lyde om natten.

Aftenstemning da vi endelig havde fundet lejr for natten
Tak til Steven