Showing posts with label Oryx. Show all posts
Showing posts with label Oryx. Show all posts

Thursday, 13 August 2026

NamibRand – Desert Days, Oryx and a Windblown Sundowner

 
NamibRand Family Hideout
Milkey Way
Namibia 2026

Back to NamibRand

We arrive at “our” lovely farm, The NamibRand Family Hideout, remotely situated in south-western Namibia within the stunning NamibRand Nature Reserve, one of Southern Africa’s largest private nature reserves. We are looking forward to settling in and enjoying the spectacular views across the vast plains towards the ancient blue mountain ranges.

After unpacking and settling into the house (link), we decide to take a drive along the approximately 5-kilometre self-drive 4WD track. It is a beautiful and, from a driving perspective, not particularly difficult route through the surrounding landscape — a perfect introduction to the terrain before our much longer four-hour nature drive, which we have booked in advance.


Oryx suddenly appear,
standing with their calves
Namibia 2026


We have just passed the first sandy rise when two large oryx suddenly appear, standing with their calves in the shade of a tree only about 30 metres from us. We see oryx everywhere in this part of the reserve. They are remarkably well adapted to life in this extraordinarily dry environment and can survive with little or no access to drinking water, obtaining much of their water from the plants they eat and conserving water with highly efficient physiological adaptations. Their ability to cope with dehydration and heat is one of the reasons they can thrive in landscapes where surface water is virtually absent.

It is wonderful to be able to drive on our own through this landscape, although the restrictions on where we can go are entirely understandable. In a fragile desert ecosystem like this, even apparently insignificant vehicle tracks can leave a lasting footprint, and conservation naturally has to come first.


Sunset on the Dunes


Sunset on highest sand dune
Blogger, wife and family
Namibia 2026


As sunset approaches, we decide to experience it from the highest sand dune we spotted during our earlier drive. We pack our chairs and the essential G&Ts and set off.

Climbing a steep sand dune is hard work — two steps forward and one step back! The sunset wind is already blowing quite strongly, whipping sand across the ridge, while the colours of the landscape gradually become warmer and more intensely reddish. At the same time, the lowering sun throws increasingly long shadows across the dunes and plains.

We are now close to Venus Campsite, where we stayed with good friends two years ago (link). It is one of those places where previous journeys suddenly become part of the present one.


Sun disappears behind the mountain range
Namibia 2026


There are plenty of photographs taken from the top of the dune, but eventually the sun disappears behind the mountain range — the same range where we once slept on camp beds out in the desert, while spotted hyenas visited our camp during the night on Tok Tokkie Trails (link).


Heading back for the fire
Namibia 2026


It is striking how rapidly the temperature drops in the desert the moment the sun disappears. Within minutes, we are very happy to head back to the house, the fire and our grilled lamb chops — bought during our rather unsuccessful shopping expedition to Lüderitz (link).

We are, however, suffering in the most luxurious possible way. Somehow, we even managed to acquire some fresh salad from the greenhouse near the reception where we checked in.


Evening with wife, brother and sister-in-law
NamibRand Family Hideout
Namibia 2026


It is a magical evening in the company of my brother and sister-in-law. Once complete darkness has descended, but before the full moon rises, we sit outside and admire the spectacular Milky Way stretching across the sky above us (see first picture). NamibRand is particularly renowned for its exceptionally dark skies, making the desert at night almost as impressive as it is by day.

We spend a wonderfully peaceful evening in the spacious house before getting ready for our four-hour nature drive the following morning, departing at 7:30.


A Very Cold Morning


Clouds and cold morning
NamibRand Family Hideout
Namibia 2026


And then we discover something quite unusual for early August: clouds!

Winter in this part of Namibia is normally characterised by dry, clear skies, warm sunshine during the day and very cold nights. Rainfall is highly erratic, and the period from roughly May through August is generally the dry season. Temperatures can fall dramatically after sunset, with frost and even sub-zero temperatures possible in the NamibRand area.

This morning is therefore a bit of an exception. It is overcast, cold and surprisingly windy.

We quickly realise, after only a few hundred metres in the open vehicle, that we have become thoroughly acclimatised to the warmth of the preceding days — and have dressed far too lightly. We are absolutely freezing as we head out into the reserve, exposed to the wind chill created by the moving vehicle.

A blanket, as provided on many other nature drives, would have been very welcome!


Sunrise cold morning
NamibRand 4 hours nature drive
Namibia 2026


Fortunately, we almost forget the cold when the sun begins to rise over the desert. The first rays illuminate a distant line of dunes, creating an extraordinary landscape of muted colours. We stop on a high dune, where we have a magnificent panorama over the surrounding wilderness.

The colours are almost surreal to our eyes: every conceivable shade of khaki, grey, sand and blue-green, changing subtly as the sun climbs higher.


Colours are almost surreal, NamibRand
Namibia 2026


Then comes the adventurous part.

Our Land Cruiser heads diagonally down a very steep sandy slope. We instinctively use arms and legs to brace ourselves, trying to prevent all four passengers from ending up on the same side of the vehicle. Fortunately, our driver clearly has complete confidence in what the Land Cruiser can do.

We are less convinced.

For a moment, it feels as though the whole vehicle might simply tip over sideways.

It doesn't.


Just before very steep sandy slope
Not possible to see on picture
Namibia 2026


Into the Unknown

From here, we continue towards the most remote south-western parts of the reserve, on a route that takes us considerably farther into NamibRand than we have ever been before. I keep trying to follow our route on my otherwise completely reliable Tracks4Africa map — but the tracks we are driving simply aren't there.


Into the unknown
NamibRand 4 hours nature drive
Namibia 2026


Desert blooming
NamibRand 4 hours nature drive
Namibia 2026


That is quite something!

The afternoon is spent relaxing — and, not least, warming up — after our exceptionally cold morning and long drive.

Late in the afternoon, another adventure awaits.


The Deception Hill Climb

We are going to climb the nearby rocky hill known as Deception Hill on what is called the “Koppie Climb”. The excursion includes transport and a guide and promises a magnificent sundowner viewpoint.

Before booking it, I had tried to establish exactly which mountain was involved and whether the climb would be suitable for our family group of four. I remember all too clearly the extremely demanding climb I once undertook alone, accompanied by two guides, to the summit of the area's highest mountain, Mount Loosberg. That expedition was wild — and at times came close to being downright irresponsible! You can read about that adventure here (link).

This little expedition, fortunately, turns out to be considerably less demanding, although there are still a few steeper´ish sections.


Leaving Land Cruiser at nearby hill
Deception Hill Climb
Namibia 2026


We drive to the nearby hill and leave the Land Cruiser at its foot. From there we follow an old livestock fence upwards over the rocky terrain, enjoying the increasingly beautiful evening light across the desert.

We are also very careful about where we put our feet. The warm rocks and sandy path are exactly the sort of places where snakes and scorpions may enjoy an afternoon sunbath.


On the way to first top
Deception Hill Climb
Namibia 2026


Eventually, slightly out of breath, we reach the top of the rocky hill.

And now we understand why it is called Deception Hill.

Because we are not actually there yet.


Not there yet!
Deception Hill Climb
Namibia 2026


A Sundowner Above the Namib

From the top of the first hill we discover that the route continues down into a saddle — and then upwards again onto a second, higher hill that had been completely hidden from view.

Not everyone in the group is equally enthusiastic about this revelation ;-)


Looking back from sand dune to rock top
Deception Hill Climb
Namibia 2026


And the second summit is different again. Instead of the rocky terrain we have just climbed, it is a steep sand dune.

But naturally, we take on the challenge.

And we are rewarded spectacularly.

As the sun begins to disappear, the desert is transformed into an extraordinary palette of reds, oranges and deep shadows. The wind is blowing hard across the dune, sending fine red sand swirling around our legs and faces.

Getting a G&T poured and safely delivered to the top of the dune is itself becoming something of a luxury expedition in the blowing sand.

But naturally, we manage.

It is a long-standing sundowner tradition in the Namibian desert — and what could be more appropriate than celebrating it with the local Desolate Gin No. 7?

We stand on top of the dune, glasses in hand, watching the last light disappear across one of the most spectacular landscapes on Earth.


On the top!!
Deception Hill Climb
Namibia 2026


Another extraordinary day in the Namib.

Tomorrow, the next stage of our journey awaits — and with it, new adventures.

We feel very, very privileged.

Saturday, 28 November 2015

Dyr i sigte - nu starter ekspeditionen for alvor

På vej langs Aoub flodlejet, 22. november 2015

Billede(r)

Vi kører tidligt søndag morgen med kurs mod Kalahari Tented Camp, hvor vi skal overnatte de næste to nætter. Bilen er fyldt med diesel, vand og forsyninger til mange dage. Lufttrykket i dækkene på vores Toyota Hilux er sænket til 1,6 bar, så de griber bedre i sandet. Der er 120 km. langs det udtørrede flodleje af Aoub-floden, hvor der senest strømmede vand en enkelt gang i 1980´erne. 

Rovdyr i sigte

Vi har ikke kørt mere end et par kilometer, før vi ser den første løve og løvinde.

Første løve, kort efter Twee Rivieren Rest Camp

Aftvinger en hvis respekt

Hvor er kalahariløver dog enorme. Det er en påmindelse om, hvorfor vi ikke skal spadsere for meget omkring i vores lejre, og da slet ikke om natten, hvor løverne jager, men hvorfor skulle man også gøre det? Møder man en løve, står man stille. Man kigger på den uden at se den direkte i øjnene. Herefter trækker man sig stille og roligt tilbage, mens man håber på, at den husker, at man ikke er et naturligt byttedyr. Det eneste man aldrig må er at løbe! Så er løvens naturlige instinkt at angribe. Den procedure mindede vi vores børn om dagligt på de to forrige ture til Kalahari i 2009 og 2012.

Vi fortsætter langs Aoub flodens imponerende landskab. En blanding af bushveld og sandveld. Der er det udtørrede flodleje, spredte træer og buske, tørt gult græs, spredte sten og sand i forskellige farver. Nogle steder de karakteristiske røde klitter. Meget tørt overalt. 

Aoub flodlejet nær Twee Rivieren


Efter kort tid ser vi en leopard, som ligger og hviler sig under et træ. Det foretrukne opholdssted er ellers oppe i et træ. Tæt på leoparden ligger resterne af en antilope. Det er stort set kun tarmene der er tilbage, så den kan ikke identificeres nærmere. 

Leopard, Panthera pardus. Aoub, nær Twee Rivieren


Leopard leftovers...

Leoparden er den mindste af de fire store katte, efter løve, tiger og jaguar. En han kan veje op til 90 kg. Den kan løbe op til 60 km/t og springe 3 meter op i et træ efter bytte. Den springer 6-7 meter vandret under jagt, mens den bruger halen som balancestang. Den har en dyb skurrende hoste, nærmest som et bræt der skæres over. Det har vi tidligere hørt, da vi havde en leopard udenfor for teltet ved 3rd bridge campsite i Botswana i 2012.

Vi møder mange andre dyr langs Auob-floden

Vi ser mange andre dyr på vores 7 timer lange køretur langs Aoub på vej til Kalahari Tented Camp. En skøn begyndelse på vores lille eventyr her i ørkenen (semi-dessert) og et forvarsel om en god tur:

Oryx (Gemsbook), som oprindeligt lagde navn til parken
Aoub flodleje
Oryx, Aoub flodleje

Steinbok antilope er svær at skelne fra andre antiloper, men har et karakteristisk hosteparti uden synlig hale. Opstoppernæse med sort tegning og hvis ring omkring de store øjne

Steinbok antilope, Aoub flodleje
Senere på ruten, Aoub flodlejet
Sydafrikansk jordegern (Kapbørsteegern), Aoub flodlejet
Video: Sydafrikansk jordegern (Kapbørsteegern), Aoub flodlejet
Strudsemor med unger, Aoub flodlejet. Lidt kedelig brunlig
 fjerdragt i modsætning tilmandens imponerende sorte
Pause, Aoub flodlejet
Pause, Aoub flodlejet

Thursday, 19 November 2015

På tur til "tørstens sted" i Kalahari: Kgalagadi Transfrontier Park


Far søn tur til "Kgalagadi Transfrontier Park", Kalahari, Sydafrika og Botswana, 2015

Imorgen går turen til Kalahari for far og søn (15 år). Denne gang bliver mor og datter hjemme i Danmark og holder skansen, mens vi skal til den sydlige del af ørkenen til nationalparken "Kgalagadi Transfrontier Park". Det er tredie gang vi er heldige at kunne besøge Kalahari, og vi glæder os til endnu engang at opleve det smukke natursceneri, som vi er kommet til at holde meget af; de store vidder, tomheden, stilheden, de klare stjerner og den - på disse kanter - meget tydelige mælkevej. Hertil de mange, lejlighedsvis lige rigeligt spændende, lyde om natten, og de mange forskelligartede dufte, som sanses meget tydeligt gennem teltdugen. Hvor er det dog befriende en gang imellem at slippe helt væk fra den evigt påtrængende civilisation. Jeg husker stadig tydeligt sidste gang vi var seriøst (som min datter ville have udtrykt det) langt væk. Det var den 11. august 2012 ligeledes i Kalahari men ca. 800 km. længere nordøst. Jeg er glad for vi ikke kører i Land Rover i denne omgang, senere den 11. august 2012, midt i Kalahari Central Game Reserve i Botswana, opleve vi det potentielt mest alvorlige nedbrud af bilen til dato. Som det udtrykkes i Afrika: Land Rover er englændernes hævn over Afrika ;-) 

1. nedbrud, Damaraland, Namibia 2012
2. nedbrud, ny Land Rover udleveres,
Damaraland, Namibia 2012


3. nedbrud, Botswana 2012


Geografi

Kgalagadi Transfrontier Park (KTP) ligger i hjørnet mellem Namibia, Botswana og Sydafrika i den sydlige del af Kalahariørkenen. Den består af nationalparkerne "Kalahari Gemsbok National Park" (Sydafrika) og "Gemsbok National Park" (Botswana). Der er tale om et enormt vildnis på 38.000 km² næsten svarende til Danmarks areal. Nationalparken er kendetegnet ved, at der ikke er nogen fysisk barriere mellem Botswana og Namibia, så vildtet har fri bevægelighed langs gamle trækruter; en nødvendighed for at overleve i dette barske ørkenmiljø.

Kgalagadi kort, kilde: sanparks.org


Tørstens sted

Kgalagadi betyder "tørstens sted". Landskabet består af de, for Kalahari karakteristiske, røde sandklitter, sparsom vegetation, lejlighedsvis spredte træer og græs, også det man kalder Veld eller Bushveld. To udtørrede flodlejer, Nossob og Aoub, gennembryder den sydvestlige del af parken, men det er kun ca. én gang pr. 100 år, der flyder vand (!) Vandet findes i jorden under de udtørrede flodlejer og giver liv til græs og spredte træer langs flodbredden. En sjælden gang imellem, om sommeren (når det er vinter i Danmark), løber der kortvarigt vand efter store spektakulære tordenbyer. Når det sker, er der fest for områdets dyr, som er på en evig jagt efter vand. I denne lille video viser en buskmand os en rod med vand, som han fandt i sandet under en busk i det tørre Kalahari nær Nhoma Camp, Namibia 2009:



Dyrerne

Der er et rigt og varieret dyreliv i Kgalagadi. Mest berømt måske de tre store kattedyr; løve, leopard og gepard (der findes ikke tigre i Afrika). I Kalahari trives løvernes konge, den sortmankede kalahariløve, som der findes ca. 450 af i Kgalagadi. Der er ca. 200 gepard og 150 leopard. Kattedyrene jagter bl.a. de mange store drøvtyggende klovdyr, antiloperne. Der er eksempelvis den blå gnu (blue wildebeest), der som andre gnuer kan kendes på skæg som en ged, horn som en ko og mane og hale som en hest :-) Der er også springbok, som kan kendes på det brede mørkebrune bånd på flankerne, og oryx (den sydlige oryx gazella callotis), med de spidse spydlignende horn, og rød koantilope (red hartebeest), med sort bred tegning fra øjne til næse, brunsorte lår og hvid rumpe. Der er brun hyæne (ca. 600) og den større plettet hyæne (ca. 375), som du kan læse mere om her. Endelig er der observeret mere en 200 forskellige fuglearter.

Oryx er særligt tilpasset til det varme og tørre klima i Kalahariørkenen. De tåler eksempelvis en temperaturstigning på hele 8,5 °C over normaltemperaturen, hvilket er ret enestående for pattedyr, så kropstemperaturen kan nå helt op på 46 °C. Det er, som oftest, mere end lufttemperaturen, så dyrene ikke længere modtager varme fra omgivelserne men afgiver varme og dermed afkøles. De kan øge iltoptagelsen og dermed nedsætte vædsketab gennem åndedrættet. De klarer sig flere dage uden vand.

Oryx nær Little Hunter´s Rest, Namib ørkenen, Namibia 2009

Nationalparken dannes

Kalahari Gemsbok National Park i Sydafrika blev oprettet i juli 1931. Formålet med parken var at beskytte vildtet, især Oryx, mod krybskytteri. Oryx, som på engelsk hedder "Gemsbok", lagde navn til parken. Efter 1. verdenskrig bosatte flere landmænd sig langs Auob og Nossob floderne. De kæmpede hårdt for at overleve på deres gårde i det barske miljø og tog på jagt sammen med biltong jægere langvejs fra, så der blev mindre og mindre vildt år efter år. Forud for oprettelse af KTP-nationalparken blev de fleste privatejede gårde købt op, og landmændene flyttede til et område syd for den nyetablerede park. Syv år senere, i 1938, blev Botswana Gemsbok National Park proklameret i det område, der dengang hed Bechuanaland. Samme år fik landmændene på Botswanas side, i alt 84 familier og 5000 husdyr, besked på at flytte til et område syd for parken. Ruinerne af en gammel bolig og flere grave ses stadig ved Rooiputs. Mabuasehube Game Reserve blev etableret i 1971 og senere indarbejdet i Gembok National Park i 1992. 

Siden 1948 har der været en uformel mundtlig aftale mellem det daværende Protektoratet Bechuanaland i Botswana og Unionen af ​​Sydafrika om at oprette et fredet område i de to landes tilstødende områder. I juni 1992 mødtes repræsentanter fra de sydafrikanske nationalparker (nu SANParks) og institut for vildt og nationalparker (DWNP Botswana) og nedsatte en fælles forvaltning til at styre området som en enkelt sammenhængende økologisk enhed. En forvaltningsplan blev udarbejdet, revideret og godkendt i 1997. Parterne blev enige om at samarbejde om turisme og dele parkens entré indtægter ligeligt. Den 7. april 1999 underskrev Botswana og Sydafrika en historisk bilateral aftale, hvor begge lande forpligtede sig til at styre deres tilstødende nationalparker som en enkelt økologisk enhed uden fysiske barrierer, selv om der er tale om en international grænse mellem to lande. Endelig den 12. maj 2000 åbnede præsidenterne fra Botswana og Sydafrika formelt det sydlige Afrikas første fredspark "Kgalagadi Transfrontier Park". 

Link til Kalahari historier/myter (engelsk)

Du kan læse nogle historier/myter fra Kgalagadi her