Showing posts with label satellittelefon. Show all posts
Showing posts with label satellittelefon. Show all posts

Saturday, 11 August 2012

“Syntes I ikke det lugter mærkeligt I bilen?!


 Sandspor, 8 kilometer sydvest for Leppard Pan, position S21 17.947’ E023 42.926’


Konference med Duane i Windhoek

”Syntes I ikke det lugter mærkeligt"?, spørger Pia. Vi befinder os 8 kilometer sydvest for Leopard Pan i Central Kalahari Game Reserve. Vi følger to spor i sandet, mens vi leder efter brænde. Lugten breder sig i bilen og bliver tydeligere og tydeligere. Nærmest en kombination af rådne æg og brændt gummi! Ingen lamper lyser i instrumentpanelet. Håndbremsen er ikke trukket. Kølerhjelmen åbnes, mens familien rutineret spejder efter ”store katte” i nærheden af bilen. Der er vand på køleren og intet mærkeligt med motoren. Der er intet at se under bilen eller ved hjulene. Vi kører lidt videre, lugten tiltager. Det lugter nu klart som rådne æg. ”Det bliver varmt under mit sæde, kan det være batteriet”? spørger Pia. Jeg fjerner Pias sæde for at komme til batterierne – ganske rigtigt! Under sædet ligger de 2 batterier. Lugten af svovl er meget tydelig, og hovedbatteriet er glohedt og syder som en kedel kogende vand. Pulverslukkeren findes frem! Vi kan heldigvis huske, at den er under Lausts sæde. Vi er ikke et rart sted, hvis bilen brænder: 8 kilometers gåtur forbi det eneste vandhul (=dyr) i ca. 100 kilometers omkreds. Hvis vi vel og mærke kan finde vej. Vi sikrer os GPS og satellittelefon, så vi kan redde dem med ud af bilen, hvis den brænder.


Det kogende og lækkende batteri!
Land Rover: Englændernes hævn over Afrika


Efterhånden aftager den sydende lyd fra batteriet. Satellittelefonen kommer i brug igen. Duane i Windhoek lyder ikke helt begejstret for at høre fra os igen. Han får straks vores GPS koordinater, hvis telefonen går ud. Efter han har skrevet dem ned foreslår han, at vi skifter batteri fra hovedbatteri til det mindre ekstra batteri, som driver køleskabet. "Det burde være nok til at køre bilen", siger han. ”Der skulle være det nødvendige værktøj i bilen”, supplerer han. Jeg foreslår i stedet, at vi venter til batteriet er kølet så meget af, at vi kan køre bilen de sidste 8 kilometer til vores lejrplads. Duane konfererer med Safari Drive i London: ”Kør ikke videre i bilen, det I kan lugte er svovldampe. Batteriet kan i værste fald eksplodere eller bryde i brand når som helst. Jeg synes I skal forsøge at få batteriet helt ud af bilen og op på taget. Det bør ikke være inde i bilen”. Jeg er lidt i tvivl, om det er bilen eller os, han er bekymret for? Jeg kigger ned i brønden under sædet – det ligner ikke et almindeligt ”gør det selv” projekt. Der er mange ledninger til begge batterier pga. de mange forskellige funktioner i bilen. Men tanken om en svovlsyreeksplosion inde i bilen gør udslaget. Jeg finder værktøjet frem, og det lykkedes at afmontere begge batterier. I samme øjeblik det sidste batteriet afmonteres, går tyverialarmen i gang med en enorm larm! Surrealistisk!! Vi spekulerer lidt på om det tiltrækker eller skræmmer dyrene væk – vi hælder mest til det sidste.  Det er nødvendigt at fjerne begge batterier, for at få det ustabile batteri op af brønden. Det lykkes med nød og næppe. Herefter bugseres det lille batteri ned i brønden igen. Da det nye batteri er skruet fast kommer testen – nøglen drejes – bilen hoster og går ud igen. Godt at den hostede! Men skidt at den gik ud igen!! Alt strømforbrugende i bilen slukkes, og vi prøver igen – bilen starter! Lettelsen er til at føle, men vi var alle forbavsende fattede under hele forløbet (noget mere fattede end da vi skulle skifte dæk i Etosha Nanionalparken nær to elefanter). Vi kører tilbage til Sunday Pan Camp 2, mens vi samler brænde undervejs. Nu er vi vist hærdede Afrikarejsende.

Jeg ved nu meget mere om Land Rover-mekanik, end jeg har lyst til!. Jeg er enig med Johan fra Madisa Campsite: Land Roveren er englændernes hævn over Afrika…

På Sunday Pan bager Thea 5 pandekager til hver. De smager bedre end nogensinde tidligere.

Vores lejrplads
Sunday Pan, Central Kalahari Game Reserve 2012

Saturday, 21 July 2012

Strandet på vej mod Sesfontein, ikke sjovt længere

Bilen bryder sammen igen 40 kilometer før Palmwag Lodge i Damaraland på en øde vej



Morgenen startede med fornyet energi i en repareret bil. Vi stod tidligt op for at nå tidligt til Khowarib Lodge 30 kilometer syd for Sesfontein. I alt 240 kilometers kørsel. Vi stoppede i en lille flække 40 kilometer syd for Palmwag, hvor vi købte nye forsyninger af væske. Få minutter efter vi var kørt ud af landsbyen strejkede alt elektrisk i bilen. Igen ind til siden hvorefter bilen ikke kunne starte igen. Nu var det ikke sjovt længere, smilet var noget anstrengt! Ingen tænkte på at få taget et billede af situationen. Igen på satellittelefon til Duane i Windhoek, som var meget trist over situationen og virkede pinlig berørt. Vi var strandet 1-2 kilometer fra en noget belastet landsby på en øde vej.

Et noget øde sted at strande!

Nu var gode råd dyre. Jeg forsøgte at starte bilen igen uden held og inspicerede de 2 batterier, som bilen er udstyret med. Ikke så fristende at pille ved dem. Alle i bilen tog det forbavsende roligt. Absolut ingen panik. Vores position blev fastlagt på I-phonen med præcise GPS-koordinater takket være IGO Africa, som jeg havde downloaded for nogle måneder siden.(!) GPS´en i bilen var sat ud pga. strømsvigtet. Til sidst, efter ca. 20 minutter, lykkedes det pludselig at få bilen i gang igen. Samtidig ringede Duane tilbage på telefonen og informerede om, at en bil var på vej fra Palmwag Lodge, hvor der var booket et rum til os for natten. En ny Land Rover var ved at blive sendt af sted igen fra Windhoek de ca. 800 kilometer til Palmwag.


Land Rover brudt sammen igen - ingen tænkte på at tage et billede!
Her en af de andre i samme situation taget på vej mod Sesfontain

Her sidder vi så nu. I Palmwag Lodge som bogstavelig talt ligger som en oase i ørkenen. Vi lider ingen nød og synes allerede vi har haft mange spændende oplevelser. Både de frivillige og de mere ufrivillige. Børnene virker mere end tilfredse med at være strandet på en lodge med pool! Vi vil nu gerne have vores nye og forhåbentlig mere driftsikre Land Rover! Forhåbentlig ankommer den i løbet af natten, så vi er klar til afgang fra morgenstunden!!


2 minutter før bilen bryder sammen
Strandet på en øde vejstrækning!
Kort efter den eneste landsby i miles omkreds


 Bilen kom igang igen efter 20 minutter, ny bil på vej fra Windhoek (800 kilometer). 


Ikke alle er utilfredse
 med at være strandet i Palmwag!


Troels, nu fuldstændig bekendt med funktionen
af satellittelefonen!!

Sikkerhedsbriefing og gennemgang af bil i Windhoek

Sikkerhedsbriefing

Windhoek den 16. juli

Mandag den 16. juli startede dagen med møde med Duane fra Safari Drive. På dette møde blev hele ruten gennem Namibia og Botswana til Zambia gennemgået systematisk. Duane kom med diverse instrukser og gode tips om hvert eneste sted vi skal overnatte. Han gennemgik Land Roverens papirer og specielt forholdsreglerne ved passage af landegrænser. Grænsen mellem Botswana og Zambia skulle være et kaotisk mareridt, men som han siger for at sælge varen ”alle bør opleve den grænseovergang mindst en gang i deres liv” (!) Grænsen mellem Namibia og Botswana skulle derimod være ganske enkel at passere. Kun stempler i passet, og vi benytter os af den absolut mest øde grænseovergang nær Tsumkwe i Kalahari. Vi passerer også veterinærhegnet på vej mod nord, hvor vi skal igennem ”disease control point” ved Palmwag på vej mod Sesfontein. Hegnet lukker hele den indre del af Namibia inde for at beskytte mod mund og klov syge, som kun findes udenfor zonen. Når man kommer ”udenfor hegnet” ind i den indre del af Namibia, så må man ikke medbringe frisk kød eller mælkeprodukter. Det forhindrer dog ikke kreative toldere i at konfiskere maden fra turister på vej ud af zonen, da mange ikke kender reglerne. Så er aftensmaden klaret for tolderens familie, det kan man i det mindste glæde sig over. Land Roveren vi kører i er britisk registreret, og nummerpladen er nem at huske ”Xiao Alm”. Vel noget i retning af ”almindeligt farvel” frit oversat. På sikkerheds briefingen gennemgik Duane også satellittelefonen og satellit navigationen, og han kodede sit nummer ind i hukommelsen. Det skulle vise sig, at vi ville få brug for denne sikkerhedsforanstaltning meget hurtigere end ventet! (mere følger)!!

Sin vægt vætd i guld i en nødsituation
Holdes altid opladt!


Gennemgang af bil


Efter sikkerhedsbriefingen med Duane gik vi udenfor River Crossing Lodge, hvor Land Roveren holdt klar på parkeringspladsen. Her blev alt udstyr i bilen gennemgået helt systematisk og krydset af på et skema. Alle funktioner blev afprøvet, f.eks. diseltanken (110 L), vandtanken (40 L), teltet på taget, teltet på jorden, høj og lav donkraft, 2 x reservehjul, køleskab/fryser, diverse værktøj og alt tænkeligt (og utænkeligt) i campingudstyr til fire, inklusive madrasser, sengetøj, stole, bord, ternet dug (!), bestik, glas, gasblus og vandkedel. Bilen er fyldt til det yderste, og den vejer op mod 2 tons. Den er meget tung i toppen, og den største risiko er at rulle rundt, hvis man kommer ud i siden af vejen. Det føles i praksis som om man kører rundt i en stor lastbil. Vi fik også demonstreret kompressoren til at fylde luft i dækkene. Når man skal køre i løst sand igennem længere tid, typisk mere end en time, eller hvis (når) man kører fast, så lukker man luft ud af dækkene i 1 minut pr. dæk, hvorefter grebet forbedres. Hvis kompressoren går død, så har vi også en håndpumpe i bilen. Det tager et par timer med den! Som Duane sagde, ”det gir god motion”.


Gennemgang af Land Rover Discovery
Alt afprøves systematisk før afgang


Alt i udstyr