Opuwo – Kaokolands hovedstad

Wild West stemming

Opuwo den 27-28. juli

Opuwo er Kaokolands hovedstad. Byen ligger som en udpost i det nordligste Namibia kun 100 km. fra grænsen til Angola. Der er wild vest stemning over byen, som myldrer af liv. Okkerindsmurte Himbaer og Hereroer med store hovedbeklædninger ses overalt i byen, og det er en spændende og anderledes oplevelse at handle ind i det lokale supermarked sammen med de meget farvestrålende stammefolk. Opuwo opleves også som en ”rigtig” afrikansk by, hvor mange byer i Namibia er meget vesterlandske og moderne. Der er straks selskab, når man stopper bilen. Forskellige gadesælgere tilbyder deres varer og services. Med et venligt men bestemt ”nej tak” kan man dog godt få fred igen, hvis man ønsker det. Folk er pågående men ikke ubehagelige. 

Vej D3707
På vej fra Orupempe til Opuwo

Selve turen fra Etambura Camp i det øde Kaokoland til Opuwo var på knap 200 km. Den gik via den lille, men overraskende gode vej, D3707. Den første del var meget øde, og vi passerede flere smukke delvist udtørrede flodlejer. Vi så kun 3 andre biler i alt. Da vi kom nærmere Opuwo passerede vi små landsbyer, og der var flere venlige børn og voksne der vinkede. En enkelt gang var der også nogle unge drenge, der truede bilen med stave, da vi ikke stoppede, og der var en mand, der løb efter bilen med en økse! Vi stoppede ikke op og undersøgte hvorfor. Det har vi absolut ikke oplevet andre steder i Namibia.

Pause i udtørret flodleje

I Opuwo boede vi på Opuwo Country Lodges campsite. Der var det, man har brug for, men pladsen i sig selv var ikke så spændende og velholdt. Stedet bærer præg af, at det er det eneste sted man kan bo i selve byen. Priserne i Opuwo Country Lodge var på niveau med luksushoteller i København – men det var mad og service ikke. Det fungerede dog udmærket som overnatningsstop på vejen til Etosha nationalparken.

Ekstrem kørsel til Marienfluss dalen

Kaokoland den 26. juli

Vi troede ikke det kunne blive mere vildt. Turen fra Etambura mod nord til den meget smukke Marienfluss dal startede ekstremt. Efter 30 minutters kørsel var vi lige på nippet til at vende om igen. Det tog 1 time at køre de første 10 kilometer. Flere steder ville det have været hurtigere at gå. Op og ned af stejle klipper og grussider, på tværs af vandløb og dale. Af og til var sporene i den ene side af vejen meget dybe. Her gjaldt det om at holde bilen på højkant, så den ikke væltede om på siden, og det gjaldt om hele tiden at holde hjulene på de højeste punkter. Til tider kørte man fra stenboulder til stenboulder. Tanken om at skifte dæk her var bestemt ikke behagelig. Det ville være en udfordring at finde et fladt sted. Vi har heldigvis stadig to ekstra dæk i behold. Det var også betryggende at have en guide med i bilen, som kender området. Undervejs samlede vi i øvrigt hans onkel op, som kom gående mutters alene på vejen. Han slap for yderligere 15 kilometers gåtur, men han må have fået sit livs gyngetur på taget af bilen.

Der er brug for både GPS og kort i det nordlige Kaokoland
Vejene er ekstreme!

Efter 2,5 timer var vi nået de 25 kilometer til ”Red Drum”. En, i Kaokoland, meget berømt rød olietromme, som markerer en T-vej nær Marienfluss dalen. Efter Red Drum var vejen væsentlig bedre de næste 20 kilometer ind i dalen af røde sandspor på sletten. Sandspor er vores favorit her på egnen, da bilen vugger behageligt fra side til side uden at ryste nær så meget, som den gør på klipperne. Vi ville meget gerne have nået helt op til Kunene floden ved Angolas grænse og set krokodiller og flodheste, men tanken om den hårde tur tilbage gjorde udslaget. Vi spiste frokost med udsigt over de røde sletter i dalen, og havde herefter en lang men god tur tilbage. Thea og Laust tager det helt fantastisk. De hygger og snakker hele tiden på bagsædet. Laust formåede oven i købet at læse, vist nok tiende bind af ”Skyggens lærling”, på hjemvejen uden at ænse bilens absurde vinkler. Endnu en spændende dag.

Ja, det er vejen!
Lavt gear, differentieltspær og 1. gear fra sten til sten

Pia har lige bagt majsbrød på bålet. Børnene slapper af, og i aften skal vi nyde den sidste solnedgang på toppen af bjerget i Etambura Camp. I morgen går turen de 200 kilometer til Opuwo, Himbaernes hovedstad. Vi skal have en af guidens lokale bekendte med i bilen (hun slipper for taget). Hun har været i landsbyen for at undervise kvinderne i syning og har ventet på kørelejlighed i mange dage – ”nej” er ingen option i dette område, hvor vi kun har mødt hjælpsomhed.

Pia bager majsbrød efter de forhåndenværende midlers princip!

”Hvordan mindes i jeres døde?” spurgte Himba-kvinden

 Himba-landsby nær Etambura 25 juli

"Hvordan mindes i jeres døde"?
Spurgte Himba kvinden

”Hvordan mindes i jeres døde” spurgte Himba-kvinden. Vi forklarede, at man ofte bærer sort i en periode, og at det ikke er ualmindeligt, at man arver noget særligt fra den døde, som man bærer på sig til minde. Ærgeligt at Pia af sikkerhedsgrunde havde efterladt farmors ring hjemme i Danmark. ”Det er lige som os”, svarede kvinden. Hun viste os sin tykke halskæde. Hver eneste af de mange ringe svarede til en nær person, som hun havde mistet, f.eks. senest sin søsters bror. Hun spurgte til vores navne. Vi fortalte at Thea betyder ”Guds gave”, Laust betyder ”bedste ven”, Pia betyder "den fromme moder" og Troels betyder "Thors pil". Himba-kvinden forklarede at deres navne også betød noget. Og så gennemgik hun sit eget, teenagedatterens og sønnens navn; det var alle meget voldsomme navne, som vidnede om død og ulykke, formentlig på basis af et barskt liv! Jeg er glad for at vi havde taget majsmel og sukkerbreve med som gave, sådan som vi havde fået anbefalet af vores guide fra Etambura. Men det forslog som en dråbe i havet. Jeg kunne dog se på de mange dyr, som de lukkede ud af kraalen, at det måtte være en rig familie, som vi besøgte. Her måles rigdom i antallet af kvæg. Himbakvinden viste os sin beklædning. Den imponerende krone på hovedet viste hendes status som gift kvinde. Bæltet på maven viste, at hun havde født. ”Det holder sammen på maven efter fødslen”, som hun forklarede. Skindet på ryggen er til at bære sit barn i bushen. Her kan Baby Sam godt gå hjem og lægge sig, Himbaerne kom først! Ja rent faktisk kom Himbaerne, som er en undergruppe af Herero-folket til disse ugæstfrie dele af Namibia i 1600-tallet. Der er ca. 16.000 i alt svarende til knap 1% af Namibias befolkning.



Bæresele til barnet, Himba model
Længe før Baby Sam!

Det var en meget stor oplevelse at besøge denne Himba-familie. De var mindst lige så nysgerrige som os. Også påfaldende så mange fællestræk der er mellem noget så umiddelbart fremmedartet som dem og os, når man kommer ned til substansen (selvom vi er ved at være nogenlunde lige så røde af solen). Sjovt at se, hvor mange fælles træk der var mellem Himba-kvindens teenagedatter og vores af samme slags! Man fornemmede klart noget mere universelt – en stor dag. Forskellen er ens…

Yngste søn

I morgen går turen til Marienfluss. Stik mod nord i 2 timer. Vi har inviteret vores guide med. Diesel niveauet er ved at være lavt og sporene vi kører af talrige og forgrenede – måske ikke helt dårligt med en gæst med lokalkendskab i bilen.

Teenagere er ens i hele verden!